Annonce
Debat

Debat: Den evigt aktuelle jødefejde

Netop nu for 200 år siden, i september 1819, arresterede politiet den 40-årige købmand Abraham Meyer, der boede i Vognmagergade i København. Dengang var Vognmagergade ikke som nu en kedelig gade, men en festlig, myldrende gade med butikker, handlende, fattige og nedslidte huse. Abraham Meyer var jøde, og politiet hentede ham, fordi flere vidner anmeldte, at han stod i et vindue i sin lejlighed og spyttede på folk og kaldte dem ”kristne hunde”. Ja, et vidne fortalte endda, at Meyer havde rakt tunge. En kristen borger havde forsøgt at få Meyer til at holde op, men han og andre mødte tilråbet: ”Kom væk, din kristne hund, eller jeg skal brække din hals”.

Alt dette ved vi, fordi Abraham Meyer blev stillet for retten, hvor Meyer og vidner fortalte historien, som omhyggeligt blev noteret ned i retsprotokollen. Meyer nægtede pure at have råbt og spyttet på folk, og han påstod tværtimod, at beboere fra gaden havde generet ham og var kommet hen til hans vinduer og havde kaldt ham og hans familie for ”jødesmovser”. Det var et gammelt antijødisk udtryk og ikke ligefrem venligt ment.

I oktober faldt dommen, der lød på, at Meyer for egen regning skulle sættes i fængsel på vand og brød i ti dage og selv udrede alle omkostninger ved retssagen. Den hårde dom skyldtes, at der var voldsom uro i byen, som mange drog hujende og hærgende gennem. Og man ville ganske enkelt forhindre yderligere uroligheder ved at give folk strenge straffe.

Vi kender ikke yderligere til Meyers skæbne, men hans vrede handlemåde kan forklares. For netop i september 1819 og flere måneder frem foregik nogle af de værste uroligheder, Danmark har set. De går under navnet den korporlige jødefejde eller bare Jødefejden.

Det begyndte i september med ophængte plakater, der opfordrede til angreb på jøder og indeholdt kritik af regering og konge. Urolighederne spredte sig hurtigt, og snart prægedes København af voldsomme opgør. I de næste dage stormede hundredvis af mennesker jødiske boliger og forretninger i København og i flere provinsbyer. Situationen var ved at komme ud af kontrol for den enevældige konge og hans regering, og man måtte derfor indføre undtagelsestilstand og trække militæret ind til byen for at slå oprøret ned.

Uromagerne var ikke kun ude efter jøderne, for det føg med ukvemsord mod den enevældige konge, der blev kaldt ”jødernes konge”. Uroen havde mere end et antijødisk sigte, for det var også både en social og politisk bevægelse. Og så dækkede fejden endda over mere end had til jøder, social uro og folkelig protest mod den enevældige konge og hans regering og administration. Den handlede også om, hvorvidt Danmark skulle være et oplyst, tolerant samfund for både kristne og fremmede eller et mere lukket, kristent samfund, der kun nødtvunget accepterede kritik.

Alt dette kan lyde som et forspil til mere moderne debatter om det multietniske samfund over for et mere monoetnisk samfund. Vi opfatter Danmark som et roligt, homogent og tolerant samfund. Der var fra 1700-tallet og frem kun få alvorlige opgør i landet, hvorimod andre lande i Europa oplevede revolutioner, borgerkrig og opgør. Jødefejden er dog en undtagelse, fordi den var omfattende og voldelig.

Alene derfor er den en væsentlig del af fortællingen om Danmark. Historien om Jødefejden kaster en eftertænksom skygge over vor tid, hvor vi nu pludselig fører drabelige debatter om ytringsfrihed, religionsfrihed og terrorisme, og hvor mistillid og endda konfrontationer mellem befolkningsgrupper er blevet en del af Danmark. Det er altid relevant at blive mindet om ikke at tage hygge og retfærdighed for en selvfølge, hvilket vi i det rolige Danmark har tendens til. For jøderne var Jødefejden en skræmmende oplevelse, og mange valgte at konvertere eller som Abraham Meyer i raseri at reagere mod de kristne.

Ingen historiske paralleller passer fuldkomment, men Jødefejden rummer et stykke nutidsanalogi. Vi oplevede i 2015 i København terror mod synagogen, og det kostede en jødisk vagtmand Dan Uzan livet. Og vi har oplevet en markant stigning i antijødiske fordomme i det offentlige rum. På europæisk plan har antisemitismen godt fat. En undersøgelse fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder viste i 2018, at 90 procent af undersøgelsens 16.000 jøder oplever stigende antisemitisme fra begge politiske yderfløje. De store forskelle på 1819 og nu er, at Holocaust satte et skel i vor opfattelse af al historie, så vi ser jødisk historie gennem dette prisme. Dertil kom, at staten Israel blev oprettet i 1948 og betød, at jøderne ikke mere var statsløse. Men statens oprettelse introducerede også en øget konfrontation med muslimer, og det blev til en trussel, da muslimsk indvandring til Europa og Danmark øgede faren for jøderne, idet konflikten flyttede med til Europa. Det understregede en række angreb på jødiske institutioner i tiden efter 1970 og bombeangreb på synagogen i 1985. Terroren var fra 1970 til 1990 hovedsagelig venstreradikal, men blev derefter i stigende grad religiøst motiveret med rod i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Med andre ord var truslen i 1819 alvorlig, men på sin vis ikke værre end nu, hvor politi og militær er posteret foran institutioner for at beskytte jøder.

Bent Blüdnikows bog »Jødefejden 1819« udkommer 12. september på 200-årsdagen for urolighederne i 1819. Den er en bog i serien »100 danmarkshistorier« udsendt af Aarhus Universitetsforlag.

Som abonnent på en af Jysk Fynske Mediers aviser kan man tegne billigt abonnement her: https://jfm.bestilavis.dk/100/

Bent Blüdnikow
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce