Annonce
Debat

Debat: Fællesskabet vokser, når man giver hinanden tid til musikken

At indgå i et fællesskab. Det er noget, der giver mening, for ingen er nok i sig selv. Men det kræver også til tider, at man må afgive noget af sin egen egenhed for at kunne indordne sig i et fællesskab, for i et fælleskab skal der nødvendigvis samarbejdes, om noget frugtbart skal komme ud af det.

Danmark er et smørhul. Det er så ganske vist. Og dog! Paradoksalt nok er ensomhed og psykiske problemer nogle af de største områder, hvor det virkelig halter i den danske velfærdsstat både blandt unge og voksne – og tallene er stigende i følge sundhedsministeriet. På Værestedet i Otterup på Nordfyn gør man noget ved problemfeltet. Værestedet er et tilbud til især psykisk sårbare. Her er kaffen altid klar, og der er altid tid til en snak, for tid er en mangelvare i dagens hæsblæsende samfund.

Her kan man mødes og få en snak med et medmenneske om livets glæder og sorger. Om det der trænger sig på - eller deltage i husets forskellige aktiviteter.

Her har en blanding af brugere og frivillige fundet sammen og har dannet bandet: “Gnask!” – Det lille orkester. Jeg arbejder som frivillig på stedet og skulle undervise en bruger i guitarspil, og vi fik efterhånden sammen en idé om at danne et band, men vi manglede flere musikalske sjæle. En dag ringede telefonen!

En leadguitarist meldte sit komme. Han var kommet under vejr med, at vi manglede musikere. Man skulle tro, at han havde hørt min aftenbøn. Bingo! Nærmest samtidig havde en lidt forsagt pige vovet sig ind til os i musiklokalet. Hun ville da gerne spille ukulele. Godt så! Men hun kunne meget mere end som så. Hun spiller tillige klaver - men frem for alt, så viste det sig, at hun er en sej sangerinde.

Hendes stemme kan være blid og graciøs, men hun kan også synge så hæs og intenst, så lyden kradser sig ind under huden på os, når hun med spændt krop giver den fuld udblæsning i et puma-listigt bluesnummer. Så kigger vi bare forundret på hinanden og tænker det samme: Waw! Hun er vores lille bluespige med den store stemme. Her var virkelig en blomst, der var ved at folde sig ud for øjnene af os.

Næste mirakel. Jeg ringede til en habil trommeslager, som jeg kendte lidt til i forvejen. Jo, han ville da også gerne joine ind, nu da han var ved at nå pensionistalderen. Miraklernes tid er ikke forbi!

Så her er vi så: Blomsterbørnene der giver den gas med toner fra 1960-1970'ene, når vi mødes i musiklokalet. Vi har måske ikke blomster i håret, men vi har lydbilledet og sangene fra dengang implanteret solidt i kropsvævet.

Når samspillet lykkes - når man forglemmer sig selv. Når man fortaber sig og bliver ét med sangen og instrumentet og bandet, så opstår magien. Så kigger vi på hinanden og tænker: Yes! Det er i høj grad et spørgsmål om samarbejde, hvis seancen skal lykkes.

Væresteder i Danmark er gode refugier, hvis alt andet glipper omkring en. På Værestedet i Otterup er brugertallet stigende i disse år, så behovet og stedets berettigelse er der. Det vil formentlig på den lange bane betyde færre indlæggelser på psykiatriske afsnit. Og dét at lytte til musik – eller udfolde sig selv musikalsk via egen stemme eller instrument - gør noget ved én, som ingen pille kan hamle op med. Mørke og triste myldertanker kan forsvinde – i det mindste for en stund.

Men vigtigst af alt: den naturlige kontakt med familien, vennekredsen, arbejdskollegaerne og naboen er stadig den altafgørende øko-medicin for al menneskelig psykisk trivsel. Intet menneske er nok i sig selv, selvom vi hver for sig er unikke med eget fingeraftryk. Tænk blot på Robinson Crusoe! Vi er dybest set kun noget i kraft af hinanden.

Vor tid er derfor ikke blot et personligt- og et eksistentielt problem. Det er det også, men det er især et medmenneskeligt.

Annonce
Hans Agerbæk Husted
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

De unge vil have et værested

Fodbold For abonnenter

Overblik: Sådan endte sæsonen for de lokale seriehold

Annonce