Annonce
Debat

Den fjerne verden af mistillid ramte mig

Lars Norup. Foto: Morten Pedersen

Det gik i denne uge op for mig, at jeg i hvert fald med hensyn til min personlige økonomi har levet lidt i en drømmeverden. Som livslang kunde i min lokale sparekasse kunne jeg ringe til  min bankrådgiver og få ordnet "sagerne".

Uden videre "dikkedarer". Det var tillid, og det holdt.

I denne uge løb jeg ind i en mur, og jeg er stadig rystet i min grundvold. Jeg har været kunde i samme realkreditinstitut i en menneskealder og har troligt betalt terminerne kvartal efter kvartal, år efter år. Ikke en eneste gang er pengene udeblevet.

Annonce

Men nu er det ved at være tiden at planlægge de næste (sidste) år, og deri indgår et realkreditlån på omkring 50 procent af husets værdi. Der er for mig at se ingen risiko i det engagement.

Trods det langvarige, trofaste og ukomplicerede kundeforhold skal min økonomi så alligevel stresstestes.

Opskrift:

Samtykke til at skatteforvaltningen må overføre min årsopgørelse og indkomsten de seneste 6 måneder.

Skatteoplysninger 2020.

Seneste 6 måneders lønsedler.

Sidste 6 måneders kontoudtog.

Oplysninger om mine pensionsmidler.

Budget over faste udgifter.

Aktuelle restgældsoplysninger over anden gæld (fx forbrugslån, billån, privat pantebrev, SU-lån m.v.)

Aktuel konto- og depotoversigt fra dit nuværende pengeinstitut

Desuden svar på spørgsmål om, hvordan jeg forventer at bruge kreditforeningen.

Det, som virkelig fik mig op i stolen, er kravet om de seneste seks måneders kontoudtog. Det kan jeg simpelthen ikke forstå er lovligt i disse gdpr-tider, hvor man vil have kontrol med, hvad der registreres af personlige helt private data.


Det gør mig urolig langt ind i sjælen, at vi har tilladt en centralisering af vores finansverden, så kundeforhold bliver afgjort af upersonlige, fjerne, mekaniske systemer.


Det kan da aldrig vedkomme et realkreditinstitut, hvad jeg bruger mine penge på, når bare økonomien i øvrigt er tilfredsstillende.

Det er da kun et sygt samfund, som tillader sådan noget. Og det gør mig urolig langt ind i sjælen, at vi har tilladt en centralisering af vores finansverden, så kundeforhold bliver afgjort af upersonlige, fjerne, mekaniske systemer, som skal sætte mig i bås ved at rangere mig i et regneark.

Pludselig sidder man tilbage og føler sig fortabt og alene. Gad vide, om de overhovedet gider have mig som kunde? Mon nogen vil? Er jeg blevet et dårligt papir?

Jeg kan godt røbe, at systemet vil få vished for, at jeg har en svaghed for at købe cykelgrej, gode bøffer, rødvin og Viborg-øl. Jeg foretager de store indkøb til husholdningen - som regel én gang om ugen.

Mine voksne, studerende børn er repræsenteret på kontoudtoget, og så rejser jeg hver sommer til Frankrig og om vinteren til Italien.

Efterskrift:

Min sparekasse blev fusioneret først i den ene, så i den anden bank. Stærkt centraliseret, men med løfte om fortsat stærk lokal forankring. Den skal de altså længere ud på landet med!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Friis og Grønning om potentielt snarlig oprykning: - Vi vil stadig vinde vores egne kampe

Debat

Viborgs historiske hjerte er grønt

Sport

Det stinker af superligafodbold - Viborg FF tilbage på sejrskurs mod Helsingør

Annonce