Læserbrev: Siden direktionen i Region Midtjylland besluttede at indgå fratrædelsesaftaler med to hospitalsdirektører, har der været stor debat om beslutningen i flere medier.
Som nyvalgt regionsrådsmedlem har jeg ikke megen erfaring med politisk ledelse. Til gengæld har jeg 10 års erfaring som offentlig leder i forskellige stillinger ved Danmarks Domstole, og jeg har endnu længere erfaring som frivillig leder i blandt andet DBU og forskellige andre foreninger. Desuden har jeg i over 10 år beskæftiget mig særdeles meget med personalejura.
Jeg har gennemgået direktionens fortrolige redegørelse for forløbet. Endvidere har jeg sammen med resten af regionsrådet fået en mundtlig redegørelse - også i fortrolighed. Når jeg sammenholdet redegørelserne med mine ledelsesmæssige og juridiske viden, kan jeg konkludere, at jeg er helt enig i direktionens beslutning.
Jeg kan ikke uddybe det nærmere, da der er tale om en personalesag. Jeg kan kun sige, at jeg ikke er i tvivl om min konklusion.
Der er blandt medarbejderne bekymringer om, hvorvidt sagen er udtryk for en begrænsning af medarbejdernes ytringsfrihed. Det tager jeg meget alvorligt. Det er meget vigtigt for mig, at de ansatte i Region Midtjylland kan tage del i den offentlige debat uden at frygte for ansættelsesmæssige konsekvenser.
Jeg har derfor haft stor fokus på, om sagen er udtryk for en begrænsning i ytringfriheden. Det kan jeg på ingen måde se, at den skulle være. Det er således min helt klare opfattelse, at man som ansat i Region Midtjylland trygt kan udtale sig såvel internt i organisationen som eksternt i medierne.
Der har også været en del debat om direktionens måde at inddrage det politiske niveau i beslutningen. Direktionen har truffet beslutningen i overensstemmelse med den bemyndigelse, vi i regionsrådet har givet dem.
Vi er endvidere blevet orienteret om beslutningen på den måde, man normalt har gjort det. Hvis vi som politikere ikke er tilfreds med den måde, vi er blevet inddraget på, står det os frit for at ændre det. Men vi kan ikke bebrejde direktionen, at den ikke af sig selv har taget initiativ til at gøre det anderledes.
Der er ingen tvivl om, at politisk ledelse er den mest komplicerede form for ledelse, jeg har prøvet indtil nu. Medier står på spring for at finde konfliktfyldte vinkler, og der er i nogle medier meget lille respekt for spillereglerne i personalesager.
Dette er mit forsøg på at synliggøre mine overvejelser inden for disse snævre rammer. Jeg ved godt, at det ikke giver fuld indsigt for læseren, men måske giver det lidt mere forståelse for vilkårene som politikker.
