Annonce
Viborg

Ole og Peders 81-årige far begik selvmord: Det kan ikke siges pænt, men bedstefar er gået i søen!

Ole og Peder Engedal bryder tabuet omkring selvmord. Deres far valgte fornylig livet fra. Foto: Morten Pedersen

Forleden bragte avisen en beretning om en 81-årig lokal mand, der tog sit eget liv. Han magtede ikke tilværelsen som enkemand. I dag følger et interview med de to sønner, som ønsker at bryde tabuet om selvmord.

Annonce

Selvmord: Til trods for at der er flere mennesker, der dør efter selvmord, end der er mennesker, der dør i trafikken, er det at dø for egen hånd stadig omgærdet af tabu, myter og tavshed, men to lokale brødre – Ole og Peder Engedal – står i dag frem med deres historie om det at være efterladt efter selvmord.

Således kunne de to brødres far, 81-årige Niels Ejnar Engedal, den 29. maj i år ikke se anden udvej end at afslutte sit liv. Det gjorde han en smuk morgen i Hald Sø, og han gjorde det, fordi savnet efter den hustru, han havde mistet i 2010, var større end glæden ved livet. Det var altså den store smerte ved at være enkemand – og ikke livet som sådan – som Niels Ejnar Engedal ikke kunne se sig ud af, og derfor gjorde han, som han gjorde.

Der var ikke noget afskedsbrev, men Niels Ejnar Engedal havde i ti år ikke lagt skjul på, hvor tungt livet var som enkemand, og herunder hvor meget han savnede sin hustru.

Annonce

Vandet giver, vandet tager

Det er midt i sommerferien og sådan en dag, hvor solen skiftevis skinner og bliver dækket af skyer. Nogle er mørke og truende, mens andre er kridhvide og pynter på himlen i flotte former og mønstre. Det er også en dag, hvor det engang imellem drypper lidt fra oven, og hvor man er nødt til at slå sin paraply op – hvis man kan for vinden – for ikke at blive våd af regn.

Temperaturen er gennemsnitlig for en dansk sommer; altså hverken for varm eller for kold. Det er sådan en dag, der vejrmæssigt byder på lidt af hvert, akkurat som det er tilfældet med selve livet – det liv, der nogle gange er let og dejligt og andre gange tungt og smertefuldt.

At vejret næsten er en palet med lidt af det hele, harmonerer egentlig meget godt med den samtale, der finder sted med Ole og Peder Engedal i dag, for selv om anledningen til samtalen er noget så forfærdeligt som selvmord, så er der også stor kærlighed, taknemmelighed og tilgivelse i det, som de to brødre ærligt og modigt står frem med i dag.

Brødrene har fået et andet forhold til Hald Sø området, som de har elsket hele deres liv. Foto: Morten Pedersen

Vi er i Skelhøje i Peder Engedal og familiens store hus. Fra det rummelige køkken-alrum er der udgang til en stor veranda, og både inde fra huset og ude fra verandaen er der et kig til Hald Sø og den omkringliggende smukke natur. Kigger man ud, drages ens øjne uvilkårligt mod Hald Sø – af vand. Det vand, der både er livgivende og livtagende.

Hald Sø og hele området omkring Dollerup Bakker vækker i dag meget ambivalente følelser hos både Ole og Peder Engedal. På den ene side repræsenterer Hald Sø og hele området mange dejlige følelser og minder fra de to brødres barndom, der bød på mange ugentlige ture ned til søen, hvor der både blev fisket, badet og kastet sten i vandet.

På stierne har brødrene hele livet gået ture med deres far; også til sidst, hvor faderen udtrykte mere og mere livslede og større og større længsel efter at møde sin hustru i det hinsides. Niels Ejnar Engedal havde nemlig en tro på, at han ville blive forenet med sin hustru, når han tog herfra, og det gjorde han om morgenen den 29. maj.

Annonce

- Vi skal have hjælp!

Siden den 29. maj i år har Hald Sø dog også repræsenteret følelser af chok, sorg, afmagt, smerte og savn, og det er fordi, det var i Hald Sø, at Niels Ejnar Engedal gik ud og lod sig drukne. Han, som ellers var en dygtig svømmer, lå helt fredfyldt og med ansigtet nedad ude i vandet, da Peder og hans hustru på baggrund af en bange anelse var hastet fra Skelhøje og ned til søen.

Peder var den første, der fik øje på sin fars jakke, der pænt var lagt sammen på badebroen sammen med den gamle mands sko, bilnøgle og briller. Øjnene på Peder Engedal søgte herefter uvilkårligt søen, og så hørte han et højt og gennemtrængende ”NEJ!” komme ud af sin mund.

Peder Engedal, som ellers ikke kan svømme, smed resolut sko og strømper og løb alt, hvad han kunne ud i søen, indtil vandet gik ham til brystet, og fik fat i trøjen på sin far. Jane, Peders hustru, ydede forgæves førstehjælp, da Peder, hvis fødder var forrevne af sten, havde trukket sin far ind på land.

Gode minder fra familiens liv. Foto: Morten Pedersen

- Vi skal have hjælp! Min far er gået i søen! råbte Peder Engedal, da han fik ringet 112, og kort tid efter hørtes udrykning alle steder fra. En lægehelikopter landede ved bredden af søen, mens to politibiler og en ambulance kom til, og det hele gik både utrolig hurtigt og utrolig langsomt. Heldigvis var der hverken kondiløbere eller hundeluftere på det tidspunkt, hvor en tragedie i familien Engedal var en realitet.

- Der er ingen måde, det overhovedet kan siges pænt på, men bedstefar er gået i søen, var den besked, en intetanende Ole Engedal fik i telefonen i Stoholm af sin bror den fredag formiddag. Ole fik fat på sin hustru, og så var det ellers afsted mod Skelhøje i en fuldstændig surrealistisk og uvirkelig stemning.


Kan vi med vores historie være med til at hjælpe andre i en tilsvarende situation – og kan vi være med til at bryde tabuet om selvmord – så gør vi gerne det.

Da ambulancen var kørt afsted med Niels Ejnar Engedal, og kun politiet stod tilbage med de to rystede brødre og deres hustruer, opdagede Peder, at faderens jakke, som havde ligget på badebroen, var blæst cirka 100 meter ud i søen på grund af turbulens fra helikopteren.

En af betjentene smed herefter omgående sin uniform og sine sko og svømmede ud efter jakken. En jakke, der ganske vist hverken var dyr eller ny, men som havde stor affektionsværdi for både Ole og Peder. Endelig var Ole og Peder også interesserede i at få jakken, i tilfælde af at den kunne indeholde for eksempel et afskedsbrev eller andre svar på mange af de spørgsmål, brødrene stod tilbage med.

Det var dog ikke tilfældet. Jakken indeholdt ingenting, men betjentens gestus varmer i dag de to brødre, akkurat som den gjorde den 29. maj.

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04, ligesom du har mulighed for at chatte med Livslinjen.

I en lukket gruppe på Facebook for borgere i Skelhøjeområdet kunne man hurtigt høre jungletrommerne. Lægehelikopteren og de mange udrykningskøretøjer havde opskræmt de lokale, og lynhurtigt satte folk sig til tasterne og spekulere på, hvad der var sket i det lille samfund.

Senere samme dag lagde Peder Engedal alle kort på bordet og fortalte i den lukkede Facebookgruppe, hvad der var sket, og det gjorde han sobert og sagligt og for at undgå eventuelle rygter og halve vinde. Åbenhed var således fra starten det eneste rigtige, mener både Ole og Peder Engedal. Det er også den væsentligste grund til, at brødrene står frem i dag, for som de siger:

- Kan vi med vores historie være med til at hjælpe andre i en tilsvarende situation – og kan vi være med til at bryde tabuet om selvmord – så gør vi gerne det.

Annonce

Skyldfølelse, tilgivelse – og en øl i søen

I dag er der gået knap to måneder, siden Ole og Peder Engedal mistede deres far, og ligesom alle andre nære pårørende til mennesker, der tager deres eget liv, så kender de to brødre også til alle de følelser, der følger med – herunder følelsen af skyld.

- Selv om folk siger, at man ikke skal føle skyld, så kan det ikke undgås, siger Ole Engedal. Han tilføjer – og bliver bakket op af sin bror – at tilgivelse er noget af det vigtigste; især for ens egen skyld. Siden faderens afsked med livet har begge brødre og deres hustruer modtaget psykologhjælp – noget, ingen af dem havde erfaring med før den 29. maj – men Ole og Peder Engedal understreger, at psykologsamtalerne gør godt, og at de er glade for, at de har hinanden, de to.

Ole og Peder Engedal taler rigtig meget sammen – både om deres sorg og savn efter faderen, og om de gode, sjove og fælles minder. Det er nemlig vigtigt, påpeger Ole og Peder Engedal, at man også – og især – husker ens kære for alt det gode og ikke kun for at tage herfra på egen hånd.

Familien har billeder, som viser, at deres far, Niels Ejnar Engedal, også var glad for livet. Foto: Morten Pedersen

Tomhed er også en følelse, som Ole Engedal er mærket af, siger han og henviser til, at fuglesang i dag ikke lyder på samme måde som tidligere. Det skal dog nok komme, siger han, og så fortæller brødrene om Grundlovsdag og ”Fars dag”, som faldt få dage efter deres fars død.

Dén dag – eller måske især dagene op til – var hård at komme igennem, og det var især på grund af alle de reklamer for gaver til ”Fars dag”, som var alle steder. Sammen med deres familier fandt Ole og Peder Engedal dog ud af at ”tage Hald Sø tilbage” – så at sige – og det gjorde de ved at købe en af faderens yndlings-øl, som de under en kærlig ceremoni på badebroen hældte ned i vandet. Det gjorde både ondt og godt på samme tid.

Noget andet, der også kan gøre ondt og godt på samme tid, er kærligheden. Det siger Ole og Peder Engedal med henvisning til deres far og hans tragiske endeligt. Niels Ejnars kærlighed til den hustru, han ikke kunne leve uden, var større end stor, og det samme var smerten, sorgen og savnet efter hende.

Faktisk var kærligheden så stor, at Niels Ejnar valgte at søge sin hustru – og dermed døden – frem for at blive på jorden, og det er det, som brødrene i dag er ved at forliges med. Det er de også nødt til for at kunne komme videre både sammen og hver især.

- Det lyder som en kliché, men man lærer på en eller anden måde at leve med det, siger Ole Engedal og tilføjer, at det under ingen omstændigheder skal opfattes som om, det at være efterladt efter selvmord er en bagatel eller nemt – for det er det ikke – men som han siger, så skal livet jo gå videre – og det gør det også – selv om det altid vil gøre ondt at stå tilbage med så mange uafklarede spørgsmål.

Også det at der aldrig blev sagt farvel gør ondt, siger Ole og Peder Engedal, men det er også sådan noget, begge brødre og deres familier må lære at leve med.

- Der var så meget, vi stadig skulle have foretaget os sammen som familie, siger Peder Engedal og glæder sig til gengæld over den tur til Nordkap, som Niels Ejnar nåede at deltage i med Peder og hans familie for et par år siden.

- Vores far har fået fred og ligger nu sammen med vores mor på Dollerup Kirkegård, siger Ole og Peder Engedal og tilføjer næsten med én mund:

- Det er sådan noget, vi langsomt skal finde fred i, og den bedste måde må være via åbenheden.

Og her slutter samtalen med Ole og Peder Engedal, mens vejret over Skelhøje fortsat veksler mellem skyer, sol, regn og blæst – akkurat som livet var på godt og ondt for Niels Ejnar Engedal, og præcis som livet også er for alle os andre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg

En cykelsti, hvor cykling frarådes

Bjerringbro

Efter corona-smitte på Egeskovskolen: - Jeg har en klar forventning om, at vi selvfølgelig starter op på mandag

Annonce