Annonce
Læserbrev

Et fælles løft og løfte til børn og forældre

Læserbrev: Vi har været vidne til de to udsendelser på TV2 med den fælles titel "Eksperimentet med vore børn". Vi har fra Viborg Kommunens side givet tilladelse til at åbne op i en af vores kommunale institutioner, "Unoden", for at give et indblik i dagligdagen for børnene.

Alle kan se forskellen hos børn og ansatte fra den ene udsendelse til den anden. Og hovedkonklusionen – at flere voksne hjælper på børnenes trivsel – er klar. Dertil kommer, at der er behov for fokus på kerneydelsen: nær kontakt mellem voksen og barn i dagligdagen.

Har vi – nationalt og lokalt – en fælles forståelse mellem forældre, personale og politikere om den målsætning, så er spørgsmålet: Hvordan når vi i mål med et markant løft i kvaliteten i dagtilbuddene i hele landet – og i Viborg Kommune? Og videre: Drejer det sig alene om øgede normeringer?

Vi er bekendte med, at spørgsmålet om normeringer både optræder i det såkaldte "forståelsespapir" mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag – og at det indgår i de finanslovsforhandlin-ger, som for øjeblikket pågår. Der er altså nationalt fokus på problemet – og statsminister Mette Frederiksen har så sent som fredag – på baggrund af tv-udsendelserne – udtalt, at der skal bedre normeringer til.

Lokalt har vi i Viborg Kommune tilført daginstitutionerne flere penge ad to omgange: 8 mio. kr. i 2018 og yderligere 6 mio. kr. i 2020. Og jeg vurderer, at vi også – lokalt – kan finde (lidt) flere penge allerede i 2020. Samtidig må vi forvente, at finansloven for 2020 også tilfører området flere penge – og at vi i Viborg Kommune også får del i disse ekstra statsmidler.

Så langt, så godt, men:

Af forståelsespapiret fremgår det, at en minimumsnormering i en eller anden form gradvist skal indfases frem til 2025 – og beregninger viser, at på landsplan vil det koste omkring 3 mia. kr. Altså en stor opgave, som det kan tage tid at gennemføre.

Og lokalt har vi beregninger, der viser, at skal vi nå frem til at have f.eks. 3 vuggestuebørn pr. voksen og 6 børnehavebørn pr. voksen, så kræver det 265 flere pædagoger og/eller pædagogiske assistenter – og en ekstra udgift på omkring 98 mio. kr. Altså en stor udfordring.

Så melder spørgsmålet sig: Hvordan kommer vi i mål – nationalt og lokalt? Ja, vi kan jo godt bruge krudt og energi på abespillet, som handler om, hvem der i sidste ende skal betale – og hvem der skal have kritikken for, hvis det ikke sker hurtigt nok?

Det spil kender jeg alt få godt, men mener, at situationen er for alvorlig (småbørnenes dagligdag og udvikling) til at spilde tid på. Derfor følgende forslag til overvejelse:

Man bør i Folketinget indgå et nationalt kompromis, som er bredt funderet på tværs af Folketingets partier. En aftale, som bl.a. indeholder følgende elementer:

  • En økonomisk saltvandsindsprøjtning fra staten til kommunerne til bedre normeringer.
  • En forhøjet forældrebetaling.

Der er brug for flere statslige ressourcer til daginstitutionsområdet – det erkender (vist) alle?

Samtidig er det værd at operere med en øget forældrebetaling. For øjeblikket betaler forældrene 25% af udgifterne til drift af daginstitutioner og kommunen 75%. For år tilbage var fordelingen 33% til forældrene og 67% til kommunen. Hæver man forældrenes andel, får man også flere penge til at få hævet normeringerne.

Et eksempel: i Viborg Kommune har vi lavet beregninger, der viser, at hæver man f.eks. forældreandelen til 33%, så giver det ekstra ca. 32 mio. kr. – og prisen for en vuggestueplads stiger med ca. 12.000 kr. om året – og en børnehaveplads med ca. 6.600 kr.

En sådan evt. stigning i forældreandelen af finansieringen kan alene vedtages i Folketinget – og jeg kender udmærket de forventelige reaktioner: partierne til venstre for den socialdemokratiske rege-ring vil sige nej til forøget forældrebetaling under henvisning til, at forældrene allerede betaler (for) meget – og partierne til højre vil sige, at det er en skattestigning ind ad bagdøren.

Og så er vi lige vidt – og tiden går.

Jeg anbefaler altså flere statspenge til området – og øget forældrebetaling – og så skal vi fra kommunal side tilsvarende levere i form af at finde tilsvarende flere penge til området. Det er et fælles løft – og gerne ledsaget af et fælles løfte – der er brug for.

Men normeringer gør det ikke alene – der skal også andre ting i spil – lige fra ledelse til øget fokus på kerneopgaven i institutionerne. Og hvem siger, at alene pædagoger kan løfte opgaven? Kan andre personalegrupper – pædagogiske assistenter m.fl. – ikke også komme i spil? Drejer det sig om flere voksne – og kærlige hænder – i dagligdagen, så er det absolut en mulighed i mine øjne.

Vi har en fælles opgave – og det haster. Der skal sluges kameler – og vi skal undgå, at for mange forfalder til træklatring – ingen nævnt, ingen glemt. Vi skylder børnene et fælles løft og et fælles løfte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce