Annonce
Viborg

Farvel og god rejse, Allan Havtorn

Allan Havtorn blev 88 år. Her er han fotograferet i en hjemmestrikket vest, der senere ved et uheld blev kogevasket ned i en størrelse et år. Privatfoto
Der var "krudt i" Allan Havtorn, fra han var dreng, til han i en sen alder mistede sin hustru. Savnet af hende var stort.
Annonce

I dag siger vi farvel til en følsom mand, der levede det meste af sin barn- og ungdom i og på Nørresø i Viborg. Det var også en mand, der under krigen uforvarende var tæt på at angive sin farbror til politiet.

To dage før Sankt Hans i 1932 blev et ungt ægtepar, Jens Carl og Gunhild Havtorn, forældre til deres førstefødte – et velskabt lille drengebarn – som de gav navnet Allan Kammer Havtorn. Fødslen foregik tæt på Nørresø i et hus på Hejmdalsvej i Viborg, og faderen ernærede sig som smed på byens vandværk, mens moderen var hjemmegående. Nogle år senere udvidedes familien med endnu et barn – en lillesøster.

Smedens Allan var en vaks knægt fuld af krudt bagi. Faktisk var der så megen energi i Allan Havtorn, at knægtens skolegang, der begyndte på Østre Skole, senere måtte fortsætte i privat regi på Trekronervej, og det var slet og ret fordi, smedesønnen fra Hejmdalsvej regulært blev smidt ud fra den lokale kommuneskole. Det var ikke noget, Allan Havtorn ligefrem underholdt sine egne børn med – i hvert fald ikke, da de selv var skolesøgende - men godt oppe i årene lagde han ikke skjul på, at det skam ikke var fordi, han var en ballademager, at han blev smidt ud fra Østre Skole, men derimod fordi han havde svært ved at sidde stille i timerne.

En del af den energi, Allan Havtorn ikke fik brændt af i skolen, omsatte han til adskillige solide svømmetag i Nørresø. Smedens lyslokkede og langlemmede knægt var således helt fra lille svært glad for at boltre sig i vand, og hvad var da mere nærliggende end at svømme fra hjemmet på Hejmdalsvej og til Nørresøbadet ved Kærvænget? Jo, det gjorde Allan Havtorn let og elegant, og når han ikke svømmede, padlede han afsted i en gammel zinkbalje, som moderen venligt lånte ham. Om vinteren, når der var is på søen, balancerede Allan Havtorn stående på isen på en træplade eller to, og med sin livlige fantasi legede han, at det var et par moderne skøjter, der fik ham frem og ikke to gamle og møre træplader, som han havde fundet i faderens garage.

Om morgenen, inden Allan Havtorn med tornysteret på ryggen løb ind til Fønss’ Skole på Trekronervej – den skole, der havde modtaget ham efter at Østre Skole havde smidt ham ud – gik han med mælk i nordbyen, så det var bestemt ikke fordi, smedens søn ligefrem kedede sig eller var doven. Tvært imod. Han kløede på, uanset om han tidligt om morgenen assisterede mælkekusken på ruten rundt i den nordlige del af Viborg, om han opholdt sig i eller på Nørresø eller sad på en skolebænk. Der var fart på Allan Havtorn.

En lyslokket Allan Havtorn med sine forældre Gunhild og Jens Carl Havtorn. Privatfoto

Fart på Allan Havtorn var der også en aften under krigen, hvor han som bare 10-12-årig af sin mor blev gennet op på en gammel cykel med det ærinde at hente sin far, der jo arbejdede på vandværket. Selv om der var luftalarm, var der ingen kære mor: Sønnen skulle hente sin far, punktum, og en anden gang, hvor forældrene var i byen for at spille kort med nogle venner, lød luftalarmen atter. Skrækslagent gemte Allan Havtorn sig inde under sine forældres seng, og da moderen kom hjem og fandt sin søn liggende med hænderne for ørerne og rystende af skræk, lød kommentaren:

- Lad være med at skabe dig, Allan! Kom ud fra den seng og opfør dig ordentligt! Jo, tonen var rigtig nok usentimental i huset nær Nørresø.

Allan Havtorns farbror var i øvrigt med i modstandsbevægelsen, og en aften, hvor politiet ringede på døren på Hejmdalsvej og spurgte efter Jens Carl Havtorns bror, var smedens ærlige søn uforvarende tæt på at angive sin onkel. Jo, for da forældrene afviste at kende noget til, hvor Jens Carls bror kunne være, dukkede Allan Havtorn op bag sin mor og svarede pligtskyldigt:

- Jamen, onkel var her da i går!

Annonce

Kærlighed og arbejdsliv

Som 15-årig var Allan Havtorn med til at etablere en svømmeklub ved Kærvænget, og det var også via svømmeklubben, at han fik øje på en yndig, mørkhåret pige i badedragt – hun var tre år yngre – som modtog svømmeundervisning i Nørresø. Jonna Greve – datter af en såkaldt lillebilsvognmand fra Søndre Allé – fik Allan Havtorns hjerte til at slå et ekstra slag i brystet, og nogle år senere, da den unge Havtorn skulle aftjene sin værnepligt ved marinen, uddannede den unge frøken sig samtidig til barneplejerske.

En af de sidste dage i august 1953 trak Allan Havtorn og Jonna Greve i fint tøj og fik papir på hinanden og ring på fingeren. Vielsen foregik i Søndre Sogns Kirke, og efter brylluppet slog de nygifte sig ned i et hus på Nørremøllevej. Allan Havtorn var da forinden blevet uddannet maskinarbejder hos en smedemester i Viborg, og som nygift fik han job som maskinarbejder og flymekaniker på hovedværkstedet på Flyvestation Karup. Det var en beskæftigelse, han havde det overordentlig godt med.

Hver morgen klokken 6 i alle årene frem til 1991, hvor Allan Havtorn var ansat på flyvestationen, hoppede han på cyklen fra huset på Vinkelvej i Bruunshåb og trampede så i pedalerne hele vejen ned forbi Gymnastikhøjskolen og Salonen, hen ad Ibs Gade og op til rutebilstationen, hvor han steg på bussen mod Karup. Sidst på eftermiddagen var det så den modsatte vej hjem til Jonna i det hus – et tidligere dødsbo - som parret havde købt i 1969 for 54.000 kroner. Pengene til huskøbet kom blandt andet fra den kvarte million, som Allan Havtorn og et par arbejdskammerater i fællesskab havde vundet på præmieobligationer to år tidligere.

I 1991, da hovedværkstedet skulle flyttes til Aalborg, fik Allan Havtorn en økonomisk god fratrædelsesordning, men da der stadig var masser af krudt i ham – akkurat som i barndommen – fik han job hos GASA i Viborg, hvor han i de følgende 17 år morgenfrisk mødte ind hver dag klokken 4.30 for at tage imod de varer af frugt og grønt, som leverandørerne kom med så tidligt på dagen. For Allan Havtorn var det et vaskeægte ”hyggejob”, og lønnen, som ikke var specielt høj, brugte den gamle maskinarbejder på blomster – især tulipaner – til familie og venner. Efter arbejdstid tog Allan Havtorn så rundt til familie og venner med favnen fuld af roser og tulipaner, og i sin egen have på Vinkelvej stod floraen så smukt, at han på et tidspunkt vandt en pris for den fineste rosenhave. Det var han med rette stolt af, Allan Havtorn.

Annonce

Vandglæde, ispinde og pap

Allan Havtorn var også en stolt og dygtig lystfisker. I adskillige år pakkede han bilen og tog familien og sine fiskestænger med til Norge for at kaste en stang i vandet og vente på bid, og hjemme nød han med en gruppe venner at drage ud til Karup å eller ned til Hald Sø, hvor han havde en lille båd. I timevis sad Allan Havtorn i sin båd med en fiskestang og ventede tålmodigt på bid, og han nød samtidig naturen og den ro, der var, når han alene eller sammen med sine kammerater spiste en madpakke og fik en dram ved søbredden. Fluebinderi optog også Allan Havtorn, og han var vældig skrap til at binde fluer. I det hele taget havde Allan Havtorn store evner inden for finmekanik.

Så kønne var de som nygifte, Allan Havtorn og hans elskede Jonna. Privatfoto

Gode evner for at omgås andre havde Allan Havtorn også, selv om han samtidig var et udpræget stilfærdigt hjemmemenneske. Han elskede at få besøg af børnebørnene, som han i årevis én efter én tog med ned til papirfabrikken i Bruunshåb med gamle aviser, reklamer, bankudskrifter og årsopgørelser. Med et lille barnebarn siddende på sædet foran cykelsadlen tog Allan Havtorn i hundredvis af ture ned til papirfabrikken for at aflevere alle former for papir, og det var svært at sige, hvem der havde størst fornøjelse ud af turen: Barnebarnet, bedstefar eller papfabrikken, der fik godt med materiale leveret direkte til adressen.


I de første år efter hustruens død måtte man ikke sætte sig på hendes stol ved køkkenbordet, og hendes ”halvdel” af vindueskarmen stod uberørt i fjorten år frem til 2019. Hustruens kalender stod i fjorten år opslået på den dato, hvor hun var død, og både hendes sytøj med nål, tråd, centimetermål og pennalhus lå så fint i vindueskarmen og samlede støv, ligesom hendes lille Fjällræv-rygsæk hang på den stol, hun altid havde siddet på i køkkenet.


Allan Havtorns glæde ved at opholde sig i eller på vandet – en interesse, han havde dyrket siden barndommen nær Nørresø – kom også børnebørnene til gode. Således var det bedstefar, der lærte de yngste generationer at svømme, og da hans egne tre børn var små og skulle lære at gebærde sig i vand, hjemmefabrikerede han sine egne korkbælter af gamle kartoffelsække, som han fyldte op med korkpropper. På den måde havde man et billigt og samtidig godt ”korkbælte”.

Avisbudene, der gennem årene dagligt leverede folkebladet og ugeavisen til Allan Havtorn på Vinkelvej, kunne også altid være sikre på, at der vankede en ispind fra fryseren i kælderen, når den gamle mand havde fået sin avis, og opsnappede Allan Havtorn, hvornår et avisbud havde fødselsdag, så kunne avisdrengen være sikker på, at der ventede en skilling på dagen – også til jul. Skolebørn, der passerede huset på Vinkelvej, var også altid sikre på, at der sad en venlig, gråhåret mand med briller inde bag køkkenvinduet og vinkede ud til de forbipasserende, og havde Hjem Is-bilen været forbi, var der i hvert fald mindst én ispind til hver. Det var stensikkert.

Annonce

De sidste år

Hvad der også var stensikkert, var, at det slog Allan Havtorn voldsomt ud at miste sin hustru ved juletid i 2005. I de første år efter hustruens død måtte man ikke sætte sig på hendes stol ved køkkenbordet, og hendes ”halvdel” af vindueskarmen stod uberørt i fjorten år frem til 2019. Hustruens kalender stod i fjorten år opslået på den dato, hvor hun var død, og både hendes sytøj med nål, tråd, centimetermål og pennalhus lå så fint i vindueskarmen og samlede støv, ligesom hendes lille Fjällræv-rygsæk hang på den stol, hun altid havde siddet på i køkkenet.

En tur i biografen muntrede heller ikke ligefrem Allan Havtorn op, for da de to døtre på et tidspunkt inviterede deres far med i Fotorama for at se ”Hvidsten-gruppen”, lød kommentaren fra faderen, da trioen kom ud af biografmørket:

- Det gør I aldrig igen! Måske var det minderne som barn i krigens tid, Allan Havtorn ikke havde lyst til at blive konfronteret med. I hvert fald kom han aldrig senere i biografen. Bøger af Søren Ryge – det vil sige de bøger, hvor han portrætterer interessante mennesker – nød Allan Havtorn til gengæld at læse, ligesom bladet ”Vildmarksliv” blev tygget godt igennem.

Interessen for lystfiskeri forsvandt sammen med hustruens død, og når vennerne kom forbi for at få Allan Havtorn med ud at fiske, afslog han og blev siddende ved køkkenbordet. Da det så blev for meget for Allan Havtorn at sidde ved køkkenbordet over for en tom stol, steg han på sin cykel og tog rundt for at besøge familie og venner, og på et tidspunkt lykkedes det også familien at få ham med til fodslaw hver tirsdag aften. På det tidspunkt var Allan Havtorn fyldt 80 år, og selv om bentøjet ikke var det bedste til at gå lange ture, så lavede den stilfærdige enkemand kaffe til gruppen, og i nogle år hyggede han sig også med en veninde.

I 2019 fik Allan Havtorn solgt huset på Vinkelvej, og han flyttede da til en mindre bolig i Houlkær. Her fik han trofast besøg af en fiskekammerat hver eneste mandag formiddag, og så hyggede de to gamle kammesjukker sig med en bid mad, en kop kaffe og en dram, og selv da Allan Havtorn var kommet i aflastning på Toftegården i Møldrup, stoppede kammeratens trofaste besøg ikke. Nej, de fortsatte hver mandag lige til det sidste, akkurat som familiens besøg blev ved. Allan Havtorn var således alle dage en kærlig og gavmild mand, hvis selskab, man søgte.

Den 5. oktober klokken 22.50 sov Allan Kammer Havtorn stille ind i sin seng, mens han var i aflastning på Toftegården i Møldrup. Forinden havde hans døtre sunget ”Fra England til Skotland” – den sang, han altid sang og nynnede for sine børnebørn, når de skulle sove.

Allan Havtorn efterlader tre børn, tre svigerbørn, seks børnebørn, otte oldebørn og et niende, der er på vej, og på Asmild Kirkegård hos sin hustru blev han nedsat i en urne, der var lavet af pap og papir – måske endda noget, han selv havde afleveret – på den gamle papfabrik i Bruunshåb.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg For abonnenter

DF-gruppeformand vil have minister ind i sag om voldstrusler på Viborg Rådhus: - Det skal i min optik koste en udvisning

Viborg

Blindes Jul - en vigtig støtte

Annonce