Annonce
Debat

Kronik: Folk med hjertet på rette sted

Annonce

Skrevet: Dybt inspireret af chefredaktør Lars Norups overskrift i VSF den 2. juli ”Kan du huske, da vi havde en postmester?” gik jeg, som er alderssvarende med chefredaktøren en tur ned ad Memory Lane og fandt billedet af nu afdøde postmester Leon Pedersen frem fra de nu lidt knirkende hjernearkiver.

Men billedet af Leon Pedersen var nu ganske nemt at fremkalde fra min aktive tid som medlem af Junior Chamber, hvor Leon holdt et tankevækkende foredrag på det gamle posthus på Morvillesvej for alle os unge håbefulde karrieremennesker, som lyttede intenst til hans visdomsord.

Den alder, som Leon havde der i 1989, har jeg i dag. Hans karisma var ganske særlig, og jeg gør mig ingen forhåbninger om at komme nær denne, men derfor har jeg alligevel noget på hjerte, som handler om den tid vi lever i nu.

Jeg arbejder dagligt med mennesker, som er blevet voldsomt syge af tidens tand og ubønhørlige krav til effektivitet, og jeg lytter intenst til deres historier. Jeg arbejder for en anden kommune end Viborg Kommune, så jeg kan roligt fortælle en ganske særlig historie om en kvinde, lad os kalde hende Anne her, hvilket dog er langt fra hendes rigtige navn. Jeg er selvstændig, så jeg er ikke underlagt en eller anden underlig tavshedspligt.

Da jeg møder Anne for et års tid siden, er hun helt slidt ned til sokkeholderne i begge arme – i en alder af blot 54 år. Hun er måske lidt enfoldig i sin tankegang, som er stivnet i forhold til at skulle se ”nye arbejdsmarkedsperspektiver”, som det så smukt hedder i vore dage. Derfor skal jeg nu arbejde med hende og få bredt perspektivet ud.

Anne har i 15 år arbejdet for en stor virksomhed, hvor hun har båret rundt på en slibepudser, og hun er virkelig gået til den. Hårdt arbejde for en ikke fysisk stærk kvinde. Inden da har hun i ligeledes 15 år været dagplejemor og slæbt rundt på en hel del unger, som hun har haft i sin kærlige varetægt og ditto arme. Når Anne fortæller om årene som dagplejemor, lyser hendes øjne, og hun beretter om de små purke, som var de hendes egne børn.

Anne skal igennem systemet og se, hvad hun kan holde til, finde sin smertetærskel etc., hvilket er ret og rimeligt nok, for der er altid en plads til os alle, og hun er alt for ung til en førtidspension.


Postmester Leon og enfoldige Anne har meget tilfælles – nemlig det fine hjerte på rette plads. Glimtet i øjet, når der fortælles finurlige historier om de små og de store, som de begge har formået at tage hånd om.


Fair nok, men det er slet ikke det emne, denne artikel handler om. Anne kommer i virksomhedspraktik på et plejehjem, og når vi mødes til vore samtaler, fortæller Anne i detaljer om dværgen Robert (ikke rigtige navn), som sidder og græder i et hjørne, fordi ingen har tid til at høre på ham, men det har praktikanten Anne, og hun lytter og hun trøster, og så siger hun et par opmuntrende ord til ham, for er der noget, Anne kan, så er det at sige det helt rigtige på sin egen underfundige måde til mennesker, som er dømt ude.

Anne fortæller også om gamle Alma, som er ret dement og ikke rigtigt ved, hvor hun er, men så tager Anne hende i hånden og fortæller hende, hvor hun er, og så trisser de sammen ned på Almas stue, og så er Alma tryg for en stund.

Og der sidder jeg i min stol og er en meget klog og meget veluddannet coach og ser lyset glimte i Annes gribende fortælling om, hvor stor en forskel denne – med nutidens øjne – ikke uddannede, lidt forsagte og såkaldt enfoldige 54-årige kvinde, gør for en masse mennesker i en virksomhedspraktik, som ikke fører hende tilbage til arbejdsmarkedet. Hjertet er på rette plads – hænderne kan ikke mere.

Postmester Leon og enfoldige Anne har meget tilfælles – nemlig det fine hjerte på rette plads. Glimtet i øjet, når der fortælles finurlige historier om de små og de store, som de begge har formået at tage hånd om. Den humane tilgang til mennesker omkring dem. Kærligheden til at gøre en stor forskel for andre, de små og de store. Tiden til det lille vigtige klap på skulderen.

Postmester Leon var i mine øjne en klog mand, men det er Anne også – begge med hjertet på rette sted i hvert deres gøremål i livet. En gang imellem savner jeg de gamle dyder og de gode hjertemennesker – og selv mine børn er holdt op med at grine ad mig, når jeg omtaler dette.

Hjemmehjælperen Laila var i min barndomsby Løvskal kendt af alle for altid at have en tår kaffe til dem, der lige trængte til en snak og brugsuddeler Flemming gav mig altid kredit med et blink i øjet, når jeg købte pebermyntepastiller uden mine forældres vidende. De var hjertemennesker som Leon var og Anne er.

Så ja, Lars Norup – jeg husker godt vores gamle postmester.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg For abonnenter

Stor og ambitiøs plan for Ellekonebakken ligger klar: Nye broer, nye bygninger og en ny vej skal kæde området sammen med byen

Annonce