Annonce
Læserbrev

Forår i coronaens tegn. Fællesskab og solidaritet ud mod verden!

Læserbrev: Dunk, dunk…de små børnesko tramper lystigt i shelterens bund. Når vi voksne tramper med, bliver det en fest i den to-åriges øjne. Solen har fundet vej gennem trætoppene og hjælper græsset med at farve den lille skovsø grøn. På bredden leger tre ænder fangeleg.

På stierne luftes der hunde og løbes kondiløb. Freja på to år og farmor og farfar nøjes med at drikke kaffe og nyde frugten fra den medbragte madkurv, når vi ikke lige tramper… Der er noget i luften på denne torsdag sidst i marts. Normalt ville vi bare kalde det forår og glæde os over, at det endelig er kommet. Men i år, i dag er der noget andet i luften.

På denne solbeskinnede plet i Granada-skoven ved Houlkær kan man næsten glemme det. Men i skoven holder vi afstand, også selv om vi kunne have lyst til at kramme denne vidunderlige forårsdag.

Og så er der jo lige virkeligheden!

Går jeg ned til Nørresø, kan jeg se ind mod byen. Jeg kan se byens store sygehus. Bag de hvide mure kæmper læger og sygeplejerske mod den virus, der kaster lange skygger over denne torsdag. Vælger jeg den modsatte vej, kommer jeg til min ”fakta” og min bager. Også her præger coronaen. Med sprit og gummihandsker kan jeg træde ind i de næsten tomme butikker.

Hjemme igen minder spritflasker, avisoverskrifter og tv-skærme mig om min nye virkelighed. Om vores nye virkelighed! For coronaen har ramt os alle: De døde og de syge. De udsatte, der må isolere sig.

Det tapre sygehuspersonale. De ansatte på plejehjem og i institutioner. De butiksansatte i landets fødevarebutikker. De fyrede og dem, der er bange for at miste deres job. Dem der må lukke deres virksomhed.

Vores politikere er ramt. Konstant skal de på skærmen og udtale sig om en virkelighed, der ændrer sig fra dag til dag. Hjælpepakker aftales sammen med indskrænkninger i vores frihed. Orden eller kontrol?

Ingen ved rigtig, hvad det vil gøre ved os på den lange bane: Det ikke at kunne mødes med venner og familie. Det at forme en ny hverdag uden de kendte strukturer. Den lille nagende frygt: Hvad nu, hvis… Regningen, der må følge på et tidspunkt. Og hvornår? Hvornår holder det?

Der er så meget at være bange for! Men midt i denne frygt er der en trøst: Vi er ikke alene.

Frivillige melder sig til at hjælpe de isolerede med at handle. Fællessange lyder fra altaner og baggårde. Virksomheder omlægger produktion til hjælp for sygehusvæsenet. Naboer, der aldrig har talt sammen, hjælper hinanden o.s.v.

Fællesskabet og solidariteten spirer frem. Vi taler tit om, at vi savner det. Men nu er det der, hvis vi husker at se det. Vi skal huske at pleje det, for lige nu er det måske det bedste, vi har. Også på den anden side af coronaen.

Derfor skal lyde en stor TAK til alle, der yder en indsats i disse dage.

Når der engang skal evalueres på coronaens hærgen, og hvad den gjorde ved os, er det min opfordring, at fællesskabet og solidariteten vil række ud mod verden. Kun ved internationalt samarbejde kan vi løse nye udfordringer med sygdom og miljø.

Pas nu godt på jer selv!

Claus Tolstrup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce