Annonce
Viborg

Forhøjet hjerteblodtryk

Leif Overgaard er pårørende til en handicappet, og han var én af de fremmødte, som gerne greb mikrofonen. Han udtrykte glæde over, at politikerne nu kunne høre en anden sandhed, end de måske plejede at få via chefer og ledere på rådhuset. Foto: Andreas Søndergaard

Et møde imellem primært pårørende og politikere, der sammen diskuterede handicappolitik, gik som forventet over tid. Det var fint, mente flere, for det var først til sidst, der for alvor kom bid i de fremmødte vagthunde.

Viborg: Den som altid aftenlukkede hoveddør var traditionen tro ikke tilgængelig, da Viborg Rådhus mandag klokken 19.00 skulle lægge lokale til et møde om særligt handicapområdet.

Derfor var det også Åse Kubel Høeg selv, der stod ved knappen indendøre og lukkede de folk ind, som troppede op denne mørke og kolde aften.

Meget rammende var det handicapindgangen, man måtte ind ad.

Et smil, et fast håndtryk og et "goddag" senere kunne man så bevæge sig igennem den julepyntede aula og hen til multisalen, hvor de vel 50-70 fremmødte forsynede sig med kaffe og læsestof.

Bladene på bordene var Viborg Kommunes socialpolitik, "Livet er dit" hedder den, og den udløber faktisk i det øjeblik, 2018 bliver til 2019.

Det er snart. Om der så skal udtænkes, skrives og trykkes lignende foldere for de kommende år er usikkert. Handlinger, ikke ord, skal udgøre socialpolitikken i Viborg Kommune, sagde Åse Kubel Høeg, da hendes tid som velkomstkomité ved døren var afsluttet.

Jens Egon Bay (t.h.) og Jens-Peter Sztuk Teut, som bor på Stadionkollegiet, tog også en del taletid. Førstnævnte bønfaldt blandt andet politikerne om at passe godt på Trepas - hvilket han modtog klapsalver for - mens sidstnævnte mindede om, at brugerne på området er vidt forskellige.

Summen

I multisalen sad både dem, som var valgt til at være der - altså Kubel Høeg (V), formand for social- og sundhedsudvalget i Viborg Kommune, og de øvrige fire medlemmer af udvalget.

Der sad også dem, som fik penge for det i form af forvaltningsfolk. Og så var der så alle dem, som ikke kunne lade være med at være der: De pårørende og enkelte brugere på handicap- og til dels også psykiatriområdet.

Læsestoffet på bordene havde de fleste vist læst før. "Livet er dit" er retten til at klare sig selv. Retten til at få det, sådan cirka, som man vil have det. Retten til at blive set som et individ.

Men det er også, anførte nogle af de fremmødte, retten til at gå i hundene, til ikke at børste tænder og til ikke at få ordentlig kost. Retten til at trække på skuldrene i stedet for at skrue op for pædagogikken.

Der blev summet rundt ved bordene, politikerne deltog hist og her, og allerede nu skred tiden, fordi der var så meget at summe over.

At bostøtten kommer for sent: 16.15 er dumt, når banken lukker 16.30. At ikke alle har lyst til at spise i fællesskab, så det skal man ikke presses til. At det er svært at lære handicappede at lave mad, når maden købes udefra. At mulighederne for motion er for dårlige.

At medarbejderne er dygtige. At medarbejderne er for lidt til stede. At man, når man sparer, flytter nogle grænser, man ikke skal flytte. At man skal passe godt på Trepas. At det er for svært at fylde 18 og pludselig være voksen. At alt muligt. Og ikke mindst, at mødet her var et godt initiativ.

Åse Kubel Høeg (V) glædede sig over, at man nu kunne mødes i øjenhøjde og få taget hul på alt det, der måtte optage brugere og pårørende.

Konstruktivt

Der ér et voldsomt spring på handicapområdet. Der er langt fra lungesyge til multihandicappede kørestolsbrugere.

Den store variation giver store udfordringer, men der var vist nok 100 procent enighed om, at borgerne skal mødes individuelt. Også selvom dét er en af udfordringerne i en hverdag, hvor pengene måske ikke netto bliver færre end i fjor - men hvor der bliver flere om at bruge dem.

Længe var aftenen god, men afslappet.

Folk rakte pænt hænderne op, fik mikrofonen og afleverede skiftevis de mangeartede budskaber i plenum.

Kubel Høeg nikkede forstående og takkede for budskaberne. Hun takkede en mor for at dele sin historie om en datter, der var blevet presset lige lovligt meget af en socialrådgiver. Hun takkede for budskaber, holdninger og oplevelser og lovede hver gang, at det blev taget med videre. Det var konstruktivt. Der var god stemning, og der var mere "Man kunne også..." end "Det er for dårligt, at...".

Det ændrede sig, men først da aftenen var ved at slutte.

Claus Nielsen (K) (med mikrofinen) fortalte, at han er ny i politik, og at social- og sundhedsudvalget stadig er nyt, og at det derfor også var givende med en aften som denne.

Fuld forståelse

Det var en kommentar fra Niels Dueholm (S), der skulle til, for at få lidt adrenalin ind i mødet.

Egentligt mente han det vist godt, da han sagde at:

- Når vi hører fra borgerne, så har de det egentlig meget godt. Når vi hører fra de pårørende, så knirker det lidt mere. Jeg har fuld forståelse for, at overliggeren ikke kan sidde højt nok i forhold til jeres kære, og jeg har fuld forståelse for, at I vil rive en arm af, for at de får det bedre.

Den replik, som vist var ment som en form for afrunding, affødte en hel del reaktioner. For hvis han mener, at borgerne har det "meget godt," så har han vist ikke været hele vejen rundt, blev det påpeget fra flere af de pårørende, som ikke ville have siddende på sig, at de kæmpede for noget, som borgerne ikke selv har brug for.

Tonen fik pludselig en mere udfordrende klang, og vagthundene, som de pårørende jo også er for deres kære, snerrede og bjæffede og havde vist på et tidspunkt også lyst til at pisse territoriet af op ad de meterlange gardiner, men dertil kom det nu aldrig - og de bed da heller ikke for alvor ud efter nogen.

- Jeg håber ikke, at det gør noget, at vi går over tid, for det er jo nu, det bliver rigtig spændende, måtte både Claus Nielsen (K) og Åse Kubel Høeg (V) konstatere.

Talelysten var stor - næsten ustoppelig.

Svesken på disken

Der var mange virkeligheder sådan en aften, også mange forskellige opfattelser. Et eksempel: En mente, at pædagogerne ikke skal bruge tid i køkkenet. En anden mente, at pædagogerne lige netop skal.

- Vi bliver ikke arbejdsløse lige foreløbigt, opsummerede Åse Kubel Høeg, og det får hun bestemt ret i.

Hun vil gerne - og det vil de fremmødte også - have flere af denne type "svesken på disken"-møder.

- Hvor ofte skal vi gøre det? spurgte hun.

- Vi kan i morgen, lød svaret fra salen.

Der blev diskuteret flittigt ved bordene - i langt mere end de fem minutter, der var tiltænkt.
Niels Dueholm (stående) forsøgte at udtrykke forståelse for de pårørende, men hans budskab blev hørt som et udtryk for, at de handicappede har det fint.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce