Annonce
Viborg

Frygten skal ikke være vores våben

Jens Rohde: »Hvis man spiller på Dansk Folkepartis banehalvdel og accepterer alle deres præmisser, så vælger folk den rene vare. Jeg anfægter ikke Dansk Folkepartis ret til at have deres politik, og vi kan sagtens samarbejde med dem, men vi skal ikke adoptere alle deres holdninger. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Kast ham over til De Radikale, lyder opfordringen fra partifæller til Venstres partitop. Men Jens Rohde føler sig blå helt ind i sjælen, der er bare et par detaljer, han ikke helt bryder sig om. Hans parti skal ikke løbe efter Dansk Folkeparti.

Jens Rohde er en vanskelig politisk størrelse at få styr på. I Anders Fogh Rasmussens regeringstid var han Venstres politiske ordfører. En markant politisk slagsbror, der altid var parat til en dyst med såvel politiske modstandere som obsternasige partifæller med trang til at markere særstandpunkter eller liberale teser.

Kampgejsten synes at være intakt, men slagretningen er skiftet. Sidste år var han en af de markante aktører, da dele af Venstre løb storm mod partiformand Lars Løkke Rasmussen, og senest har han i interviews og skriverier på Facebook i utvetydige vendinger tilkendegivet sin mening om partiets EU- og udlændingepolitik. Det er ikke gået stille af, og ikke så få har opfordret det nuværende medlem af Europaparlamentet til at forlade Venstre og melde sig ind hos De Radikale. Andre har opfordret partitoppen til at kaste ham samme vej, når han nu ikke vil gå selv.

Men i virkeligheden føler Jens Rohde sig vældig godt tilpas i Venstre, der er bare et par detaljer, han ikke helt bryder sig om, og det har han ingen planer om at holde mund med.

»Jeg er medlem af et politisk parti og ikke af en støtteforening. Og i et politisk parti diskuterer man politik. Når man kigger på Venstre, synes jeg, at regeringen er kommet godt fra start, og at der er godt potentiale i flere af de ministre, der er blevet udpeget.

Så helt overordnet deler jeg både værdierne og det, som Venstre står for. Men udlændinge og EU har fyldt så meget i den politiske debat, at det er kommet til at se ud som en gigantisk uenighed. Og jeg er kommet til at stå, som den, der hele tiden er ude og kritisere.«

Det er jo ikke et par tilfældige detaljer, men noget af det mest centrale, du kritiserer.

»Udlændinge har været den politiske kampplads, men når jeg får spørgsmålet: Skulle du ikke melde dig ind i et andet parti? kigger jeg på helheden. Og jeg er blå helt ind i sjælen. Men jeg synes, der er sket et skred i vores EU-politik, og jeg mangler noget balance i vores udlændingepolitik. Der er for meget eksklusion og for lidt integration.

Brug for lighed

Det mener jeg er et skred, der ikke bare er sket i Venstre, men i hele samfundet. Men Venstre er jo en del af samfundet.«

Nogle vil mene, du er kommet for meget på afstand af den danske debat ved at befinde dig i Europaparlamentet. Er det Bruxelles-tankegangen, der har taget over?

»Jeg er da blevet påvirket af og har fået et nyt perspektiv på tilværelsen ved at se mange ting ude i Europa. Jeg tænker eksempelvis over, at detikkeer de lande, der har den største ulighed, der er kommet bedst igennem den krise, vi har oplevet siden 2008. Det erikkeder, hvor mistilliden mellem borgere og stat trives med en masse kontrolforanstaltninger til følge, der er kommet bedst igennem.

Når jeg kigger mig omkring og tænker, bliver jeg mere og mere begejstret for det, vi har. Vores tillid er et vigtigt råstof. Vi er vant til at overholde aftaler. Vi har stor tillid til vores stat. Det er der ikke mange mennesker i verden, der har. Og slet ikke dem, der kommer hertil som flygtninge, og det har vi måske ofte svært ved at forstå.

Den tillid kan ikke eksistere, hvis der ikke også er en vis grad af lighed. Så vil man måske mene, at jeg lyder som en socialdemokrat. Men jeg kender faktisk ingen Venstre-folk, der vil gøre op med den velfærdsstat, vi har. Den er vi også en del af.

Vi har ufattelig stor frihed i Danmark, når man sammenligner med andre lande, og den skal vi passe på. Jeg synes, der er en tendens til, at hver gang der opstår et problem, og hver gang nogen udefra forsøger at lave et attentat på vores frihed, så er vores reaktion, at vi begrænser retssikkerheden og kompromitterer friheden. Og dermed er vi med til at udhule den tillid, som er så vigtig.«

Men vi er vel nødt til at stå op mod de kræfter, der vil vores åbne samfund til livs. Er din tilgang ikke en anelse naiv?

»Man skal ikke være tolerant over for intolerance. Men hvis det ender med, at man selv bliver intolerant, så er det alle de andre, der har vundet.

Jeg argumenterer ikke for, at man skal være naiv. Og jeg argumenterer heller ikke for, at man skal åbne sluserne og tage imod en hel masse fattigdomsflygtninge. Men jeg argumenterer for, at vi skal passe på alt det, der binder os sammen og som giver os menneskeligt og økonomisk overskud.

Det kan ikke nytte, at vi lader frygten være vores våben i den politiske debat.

Når jeg ytrer mig i diskussionen om flygtninge, får jeg ofte reaktionen: Du vil jo lukke alle verdens fattige ind i landet. Men det har aldrig været mit budskab. Jeg tror, alle er enige om, at vi er nødt til at have styr på den flygtningestrøm, der er. Ellers ender vi med at skifte hele Europas befolkning ud. Men gør vi så det ved at lave nationale tiltag og symbolske annoncer? Har det ret stor effekt med den flygtningestrøm at bruge ydelserne som middel, når vi ser, at presset er så voldsomt, som det er i hele Europa.«

Fælles løsninger

Det sidste var du vel selv med til under den forrige borgerlige regering?

»Jeg afviser ikke, at man kan kigge på det ene og det andet, og i nullerne lavede vi også starthjælp. Situationen var bare en anden.

Vi skal jo løse det her, men politisk har vi det problem, at alle de, der er meget indvandrerkritiske, også er meget EU-kritiske, så der er ingen, der tør sige, at løsningen skal findes i det europæiske fællesskab. Men der er kun fælles løsninger på det her. Når det første ministerrådsmøde, som vores udlændingeminister deltager i, imidlertid ender med en total afvisning af en fordeling af flygtninge, så har man allerede sat sig derhen, hvor man ikke er med til at bidrage til, at vi finder en fælles løsning.«

Mange taler om en fælles løsning, men hvad skal den gå ud på?«

»For mig at se, er der ingen vej uden om en massiv 'Marshallhjælp' til områder og lande, som vi ønsker skal løfte opgaven med flygtninge. Der er ingen vej uden om store moderne modtagestationer med ordentlige sanitære forhold og lægehjælp i de lande, hvor presset er størst. Og det er noget, vi alle skal bidrage til.

De fleste har måske ikke krav på ophold, men de har krav på, at deres sag bliver behandlet, og hvis det skal foregå i et tempo, som gør det realistisk, at de kan sendes tilbage, kræver det et fælles regelsæt.

Vi kan ikke sende dansk personale til Grækenland og bede dem sidde og behandle asylansøgninger efter danske regler. Det giver ikke mening at lave fælles tiltag, hvis vi har 28 forskellige regelsæt.

Det næste er så at få skabt en fordelingsnøgle i Europa, så de, der får ophold, bliver anvist, hvor de skal være.«

Tror du selv på, at du kan overbevise den danske offentlighed - herunder dit eget parti - om det?

»Problemet ved at argumentere for det her er, at der er en opfattelse af, at man helt vil underminere dansk udlændingepolitik. 24-års regel og alle de dogmer, der er skabt, og som jeg selv har været med til at skabe. Der bliver på forhånd sagt fra over for enhver diskussion, hvis man ikke kan garantere en 24-års regel. Det er kun den danske måde at gøre det på, der er den rigtige.

Det skal man bare være varsom med, for det er jo ikke sådan, at andre er interesseret i at åbne grænserne. Men sådan er den danske debat blevet. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved noget som helst, er det ensbetydende med, at man bare vil åbne sluserne.

I mine øjne er det i den nuværende situation det stik modsatte. Man kan snakke nok så meget om at sætte krigsskibe ind eller vende bådene om. De finder andre veje. Alle mulige veje vil blive benyttet. Så vi skal bremse strømmen ved at give massiv hjælp, så de lande, de kommer fra, kan se en interesse i at gøre noget selv.«

Hvad er alternativet set fra din position?

»Internt i EU kan vi se, at franskmænd, italienere og grækere for længst har smidt tøjlerne. De lader være med at tage fingeraftryk, bare folk rejser videre op gennem Europa. Dermed eksisterer Dublin-konventionen ikke i virkelighedens verden.

Det betyder reelt, at vi får illegale indvandrere. Vi står med det samme antal mennesker, men nu er de bare ikke flygtninge længere. Illegale indvandrere er de mest sårbare mennesker i verden. De vil skabe et nyt proletariat, der vil underminere vores arbejdsmarked ved at lade sig misbruge af de brådne kar blandt virksomhederne. Og vi får mennesker, der ikke kan henvende sig til lægen, hvilket kan åbne for epidemier, som vi for længst er kommet af med.

Så vi skyder os selv i foden ved ikke at være med til en europæisk indsats, som ikke kun handler om at lukke grænser.«

Er risikoen ikke, at en fælles EU-politik vil sende endnu flere flygtninge til Danmark?

»Tværtimod. Det er også i dansk interesse, at 80 procent af flygtningene ikke ender i seks lande, som det er tilfældet i dag. For vi er blandt de seks lande.

Den europæiske solidariske løsning er den eneste vej til at mindske tilstrømningen og dermed give os mulighed for at integrere dem, der er her på ordentlig vis. Og det er så den anden del af det. Når de så er her, må vi lade være med at marginalisere dem fra starten.

Det må aldrig blive sådan, at vi ikke er i stand til at tilpasse vores lovgivning til virkeligheden, hvis den nuværende virkelighed viser sig at være en anden end for ti år siden.

Tidligere har vi kunnet styre vores udlændingepolitik og tilstrømningen af flygtninge rimelig godt, hvis vi ville. Det kan vi ikke længere, og så må vi søge de fælles europæiske løsninger. Men det kan man ikke, hvis man indleder med at rejse en hel mur af ting, man ikke vil være med til.«

For vigtigt til taktik

Udlændingepolitikken har været en sikker valgvinder for borgerlige partier i årtier. Vil det set fra et taktisk synspunkt være klogt at ændre kurs?

»Det er blevet så alvorligt og så komplekst, at vi ikke kan gøre det til et spørgsmål om at vinde valg. Det er alt for farligt at fortsætte med at føre valgkamp på det her. Man må vælge, om man vil løse problemerne, eller om man politisk vil leve af dem. Derfor forstår jeg ikke helt, man har valgt at fremlægge udlændingetiltag uden at invitere Socialdemokraterne, som er det største parti i Folketinget, til en forhandling.

Vi skal som liberale være dem, der siger, at vi vil søge at løse problemerne. Også når vejen til at løse dem ikke altid lyder som den letteste.

En del af det liberale DNA har altid været at turde gå imod strømmen. Mine stolteste øjeblikke som Venstre-mand har da været, når Uffe fik sine næser i Folketinget eller når han stod på landsmøder og fortalte os, at liberalisme ikke er det samme som egoisme. Eller da Anders Fogh trods meget stor skepsis i mange dele af befolkningen satte sig i spidsen for at få optaget de østeuropæiske lande i EU vel vidende, at det ville give os en masse udfordringer.«

Vil det ikke bare forære vælgere til Dansk Folkeparti?«

»Det har den nuværende linje netop gjort. Hvis man spiller på Dansk Folkepartis banehalvdel og accepterer alle deres præmisser, så vælger folk den rene vare.

Det fremgik tydeligt til Europaparlamentsvalget, som politisk handlede om østeuropæisk arbejdskraft og børnepenge til østeuropæere, hvilket i høj grad blev lanceret af Venstre. Derefter et folketingsvalg, hvor den afgørende kampplads var flygtninge, asyl og indvandrere, også lanceret af os. Da vandt Dansk Folkeparti også. Og jeg tror, vi kommer til at aflevere mere, hvis vi spiller på deres præmisser, og vi i øvrigt, når de kommer med et forslag, starter med at sige, at det er udansk, hvorefter vi selv kommer med et lignende forslag to uger senere. Det var for eksempel tilfældet med annoncerne i arabiske aviser.

Vores reaktion på deres forslag om, at sende flygtninge til Kenya var også i første omgang en afvisning, og så gik der ikke længe, før det var inde i vores overvejelser. Jeg anfægter ikke Dansk Folkepartis ret til at have deres politik, og vi kan sagtens samarbejde med dem, men vi skal ikke adoptere alle deres holdninger.

Det er ikke kun Venstre, der lider af det, men vi burde være det parti, der tør stå op mod den tendens. Problemet er, at de store partier er blevet så bange for at tabe, at de hele tiden forsøger at dække sig af, og især at dække sig af i forhold til Dansk Folkeparti. Det betyder, at det hele tiden bliver Dansk Folkeparti, der bliver styrende for den politiske kontekst.«

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce