Annonce
Danmark

Funding analyserer en vild måned i Venstre: Når taktik bliver ophøjet til strategi

Annonce

Efter en vild måned i Venstre begynder eftertanken at melde sig flere steder i partiet. Hvorfor var det egentlig nødvendigt for Jakob Ellemann-Jensen at forsværge et samarbejde med Radikale Venstre?

Den spirende refleksion er interessant og står i kontrast til den begejstring, der i første omgang var at spore overalt i partiet, da formanden bandt Venstres fremtid uløselig sammen med blå blok og skoldede Radikale Venstre.

- Jeg ved godt, at nogle spekulerer i, at Radikale kan bevæge sig over midten. Det ser jeg ikke. Jeg er lodret uenig med Morten Østergaard i snart sagt alt på udlændingepolitikken. Afstanden er for stor, fortalte Jakob Ellemann-Jensen for en måned siden til avisen Danmark.

En lettelsens suk lød efterfølgende i Venstres folketingsgruppe og i baglandet. Endelig markerede partiets leder sig. Endelig satte han dagsorden. Og han havde ret. Radikale kan man ikke bruge til noget.

Eller kan man? Tvivlen er ved at indfinde sig i kroge af partiet. Godt hjulpet på vej af Ellemanns forgænger Lars Løkke Rasmussen, der i sin nye bog hænger hele partiets fremtid op på et samarbejde med Radikale Venstre.

- Enten må De Radikale trækkes over, så de bliver en integreret del af et ikkesocialistisk parlamentarisk grundlag bag en venstrestatsminister, eller også må der med deres aktive eller passive deltagelse bygges en bro hen over midten. Alternativt kommer der til at gå mange år, før der kommer andre venstrefolk i ministerbilerne end nogle af de chauffører, jeg ved stemmer på os, skrev den tidligere venstrehøvding og statsminister.

Baglandsreaktionen på Løkkes skriblerier var i første omgang følelsesladet. Hvad bilder den mand sig egentlig ind?! Igen og igen har partiet måtte lide under hans personlige dispositioner med bilagssager, ekstremt dyre rejser på 1. klasse og partibetalt tøjindkøb. Og så har han den frækhed at blive ved med at skabe problemer for Venstre.

Baglandet slog derfor i de første uger ring om Jakob Ellemann. Beskyt kongen. Men nu hvor støvet er ved at lægge sig, er flere personer i Venstres øverste lag begyndt at stille sig selv spørgsmålet, om Lars Løkke Rasmussen måske alligevel har en pointe.

Ikke forstået på den måde, at de æder Løkkes analyse råt. De fleste er ganske bevidste om, at realiteterne i jernindustrien langt hen ad vejen taler imod den tidligere formands drømmesyn.

Der er således ikke mange, der anser det som særligt sandsynligt, at Radikale Venstre reelt kan flyttes til blå blok. Morten Østergaard insisterer godt nok på, at radikale stadig er et midterparti, der kan danse i begge sale, men efter i flere årtier at have slået sig op på at være i modsætning til blå bloks udlændingepolitik, bliver det en svær øvelse at gå over åen for at hente vand.

Det er derfor et åbent spørgsmål, om det overhoved er en mulighed for Morten Østergaard at skifte hest, selv hvis skulle ønske det. Det ville i hvert fald som minimum indebære en risiko for at rage uklar med en stor del af partiets egen vælgerbase.

Det andet scenarie, Løkke spekulerer i, er, at Radikale Venstre kan bruges til at tvinge Socialdemokratiet i Venstres favn. Også her taler virkeligheden i mod. Mette Frederiksens etpartiregering har vist sig manøvredygtig, så lige nu er hun på ingen måder presset til at dele magten med arvefjenden i blå lejr.

Men, men, men. Helt afvise scenarierne kan man selvfølgelig ikke. Og hvorfor så afskrive sig selv muligheder tre år før et valg? Hvorfor give afkald på en parlamentarisk fleksibilitet underordnet hvor teoretisk, den måtte virke?


Der er således ikke mange, der anser det som særligt sandsynligt, at Radikale Venstre reelt kan flyttes til blå blok. Morten Østergaard insisterer godt nok på, at radikale stadig er et midterparti, der kan danse i begge sale, men efter i flere årtier at have slået sig op på at være i modsætning til blå bloks udlændingepolitik, bliver det en svær øvelse at gå over åen for at hente vand.


De spørgsmål er visse venstrefolk begyndt at stille sig selv. Og svaret, flere af dem er noget frem til, er, at Jakob Ellemann-Jensen var nødt til at afæske de radikale, fordi han står svækket som leder.

Vurderingen er, at en stærk leder havde holdt sine langsigtede muligheder åbne, men fordi Ellemann er udfordret på den korte bane, har han været nødt til at ophøje taktik til strategi.

Frygten for at Inger Støjberg kunne finde på at gøre oprør, og at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ville trække støtten til Jakob Ellemann som statsminister tvang Venstres ledelse til at ofre en del af sit parlamentariske manøvrerum.

Flere kilder, avisen Danmark har talt med, beskriver derfor, hvordan deres umiddelbare begejstring over formandens udmelding er blevet afløst af tristesse over tingenes tilstand. Ikke at de bebrejder Ellemanns beslutning – der var ikke andet at gøre – men det understreger partiets udfordringer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

VFF sætter sig tungt på førstepladsen - slår Silkeborg i topopgør

CORONAVIRUS

Live: Nye rejsevejledninger - rejser til Tyskland og Cypern frarådes

Annonce