Annonce
Danmark

Funding analyserer: Martin Lidegaard blev stærk, da han blev svag

Thomas Funding, politisk redaktør, Avisen Danmark. Foto: Michael Nørgaard
Annonce

Den politiske tyngdekraft er blevet brudt et par gange i det Radikale Venstre i denne uge. Martin Lidegaard blev pludselig torsdag præsenteret som ny nummer to i det gamle husmandsparti, og det giver som udgangspunkt ingen mening.

Martin Lidegaard var manden, der tilbage i oktober sidste år udfordrede Sophie Carsten Nielsen til posten som politisk leder, da Morten Østergaard faldt fra MeToo-tinderne. Og den tidligere udenrigsminister tabte med et brag.

Kun fire ud af 16 gruppemedlemmer mente, at Lidegaard var den rigtige person til jobbet. Han selv (selvfølgelig), Marianne Jelved, Jens Rohde og Lotte Rod. Ida Auken deltog ikke på mødet, da hun var sygemeldt med stress, men havde hun været til stede, ville hun have stemt på Martin Lidegaard.

Men der var nu ikke nogen tvivl. Gruppen ville have Sophie Carsten Nielsen, og Martin Lidegaard fik en kurv. Han havde forregnet sig og fejlvurderet sin egen styrke.

Og det er ikke første gang. Lidegaard har før forsøgt at blive kalif i stedet for kaliffen. Op til det seneste folketingsvalg i 2019 positionerede han sig nemlig til at kunne udfordre Morten Østergaard. Han skrev blandt andet debatbogen "Lad os mødes på Midten", der var en åbenlys kritik af den mere aktivistiske linje, som Østergaard havde bragt partiet ind på.

Men da vælgerne havde talt, og folketingsgruppen var blevet sammensat, måtte Martin Lidegaard sande, at han ikke havde stemmerne til at gennemføre et kupforsøg. Morten Østergaard havde dog gennemskuet, hvad der havde været i gære, og sammen med Sophie Carsten Nielsen smed han Lidegaard ud af folketingsgruppens ledelse. En åbenlys straffeaktion.

Kampafstemningen mod Sophie Carsten Nielsen var altså på mange måder en genudsendelse. Martin Lidegaard kom til kort, og siden er det gået fra skidt til værre.

Både Jens Rohde og Ida Auken har således meldt sig ud af Radikale Venstre. En klar svækkelse af Martin Lidegaard, der på den måde har mistet to sikre støtter i folketingsgruppen. Han kan nu kun tælle tre ud af 15 mandater.

Men på besynderlig vis, er svækkelsen endt med at blive en styrke for ham. Et brud på den politiske tyngdelov.

Da Jens Rohde meldte sig ud, åndede partiets ledelse ellers lettet op. Det er aldrig rart at miste et mandat, men Rohde havde lagt sig ud med store dele af folketingsgruppen, og hans exit blev set som en mulighed for at skabe ro. Lettelsen blev dog hurtigt til bekymring, da Ida Auken få uger efter gik samme vej. Nu kradsede krisen.

Martin Lidegaard havde i forvejen plantet et indtryk på Christiansborg af, at han også overvejede at melde sig ud af Radikale Venstre. Også her brød han tyngdeloven. I politik plejer man at sige, at man aldrig skal true med at gå. Man skal i stedet true med at blive.

Men dette var undtagelsen fra den regel. Sophie Carsten Nielsen blev nødt til at handle på Martin Lidegaards trussel om at melde sig ud. Var han også smuttet, ville hun have stået i seriøse problemer.

Ikke kun fordi hun så ville have tabt tre mandater, men lige så meget af frygt for, hvad de afledte konsekvenser kunne blive.

Martin Lidegaard er lederen af den mere midtersøgende strømning i partiet - den, hvor man ikke går så meget op i udlændingepolitik, at man vil lade det blokere for indflydelse. Havde han meldt sig ud, er det oplagt, at flere på hans fløj ville have fulgt med.

Skrækscenariet for Sophie Carsten Nielsen ville selvfølgelig i den sammenhæng have været, at Lidegaard havde valgt at starte et konkurrerende parti, eller at han havde meldt sig under fanerne i Lars Løkke Rasmussens nye politiske netværk. Det minder til forveksling om den politiske retning, som Martin Lidegaard står for.

Løkkes prøveballon af et parti bringer lige nu mindelser om Kim Larsens sang ”vi er dem, de andre ikke må lege med”. Den offentlige stemning er, at det er partiet for lykkeriddere, bedagede politikere og ballademagere. Martin Lidegaard ville kunne have brudt den opfattelse og givet projektet noget stjerneglans.


Prisen for stabiliteten har været at gøre Martin Lidegaard til næstformand for folketingsgruppen, lukke ham ind i ledelsen og gøre ham ansvarlig for politikudviklingen.

Fra analysen


Og lykkes Løkke, er det per definition skidt nyt for Radikale Venstre. Især hvis Løkke fik en Martin Lidegaard på holdet. Radikale Venstre version 2.0 vil nærmest med statsgaranti tage stemmer fra Sophie Carsten Nielsens tropper - og endnu værre ville det kunne risikere at cementere de radikale som et fløjparti frem for et indflydelsesparti.

Meget har altså været på spil for Sophie Carsten Nielsen, og det har været afgørende vigtigt, at hun fik bygget bro til Martin Lidegaard.

Det har hun nu gjort dygtigt, og dermed har hun bevist, at hun har evnerne til at lede sit parti. Prisen for stabiliteten har været at gøre Martin Lidegaard til næstformand for folketingsgruppen, lukke ham ind i ledelsen og gøre ham ansvarlig for politikudviklingen. Han vipper således Sophie Carsten Nielsens håndgangne mand, Andreas Steenberg, af pinden som partiets nummer to.

Det siger selvfølgelig sig selv, at en fredsaftale ikke gør en fred i sig selv. Det er først nu, det bliver rigtig svært. Viser det sig, at Sophie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard ikke har fået ordentligt afstemt, hvad partiets fremtidige politiske kurs skal være, kan de interne kampe i Radikale Venstre hurtigt bryde ud igen.

Sker det, kan det blive farligt for Sophie Carsten Nielsen at have givet Martin Lidegaard en så stærk platform.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce