Annonce
Debat

Handicap-formand om morgenmad på toilettet: Forholdene er uværdige for borgere og for personale

Thorben Koed Thomsen fra Danske Handicaporganisationer og Dansk Blindesamfund. Arkivfoto: Morten Dueholm


Annonce

Læserbrev: Et læserbrev i VSF 22. juli fortæller om en borger, der bor i egen lejlighed, og som sammen med toiletbesøg spiser sin morgenmad.

Ingen af os, der endnu kan vælge, vil vælge denne løsning på dagens begyndelse. Vi ved ikke sikkert, hvordan og hvorfor denne rutine er sat i værk, men nærliggende er det for, at personalet derved kan spare et besøg, og mens borgeren klarer sine gøremål kan skynde sig videre til en anden borger i samme situation.

Direktøren for området lover, at denne praksis vil blive stoppet. Det er jo fint. Men hvorfor er denne praksis opstået, hvordan er det sket? Er det fordi, der er al for lidt tid til opgaverne, og personalet har brug for at finde løsninger, de ikke selv bryder sig om, men arbejdet skal jo nås?

Formanden for Ældre- og Aktivitetsudvalget giver i sit læserbrev udtryk for, at alt er såre godt inden for området, det fremgår af tilsynsrapporterne. Det kan godt være, at alt er i orden inden for den givne mulighed, men det ændrer ikke ved, at der er skåret så meget ned på dette og på andre velfærdsområder, at forholdene efterhånden er uværdige for borgere og for personale.

Selv om tilsynsrapporterne er grundige, kan de jo ikke fortælle om, hvad der foregår i den enkelte bolig, når døren er lukket, hvordan taler man sammen, når der er travlt f.eks.?

På et plejecenter i kommunen skal nattevagten hjælpe 30 beboere fordelt på to etager. Giver det mulighed for omsorg og nærvær, en ”snak” hvis det er nødvendigt – næppe.

Venstres politiske ordfører i Folketinget Sophie Løhde sagde for ikke så længe siden, at et plejehjem ikke skal være et hotel. Det er der vist ingen udsigt til foreløbig vil ske.

Vi hører fra beboere i plejecentrene og i bostederne, at der er for få tilbud i weekender og ferier. Når vi læser kvalitetsstandarderne for området, ser vi da også, at det i 2020 er skrevet ind, at der er forventninger til, at pårørende skal gøre en betydelig indsats, selv om de måske er på arbejdsmarkedet, har børn og børnebørn. Fra handicaporganisationerne protesterede vi mod denne tekst, det hjalp desværre ikke.

Det var ikke nødvendigt tidligere, besparelser på området må være forklaringen. Hvornår har der været tid i personalegruppen sammen med lederen at drøfte etik og værdighed i plejen og samværet – næppe ret tit.

Mangel på dette område fører til morgenmaden på toilettet, læs blot Dorte Birkemoses bog: ”Når gode mennesker handler ondt”, hvor hun beskriver, hvordan dagligdagen langsomt kan ændres, uden at nogen griber ind, arbejdet skal jo nås, forråelsen kommer snigende og bliver en del af hverdagen.


Det ændrer ikke ved, at der er skåret så meget ned på dette og på andre velfærdsområder, at forholdene efterhånden er uværdige for borgere og for personale

Thorben Koed Thomsen


Vi ser de samme forventninger om besparelser på handicapområdet. F.eks. er rengøring sammen med en kontaktperson blevet skåret væk, det er ikke længere muligt at få en kontaktperson med til læge, hvilket ellers er helt afgørende for mange. Det forventes, at en pårørende tager med, men en voksen borger med handicap skal ikke have sin mor eller andre nære pårørende med, med mindre det er et udtrykkeligt ønske.

Dagtilbuddene er lukket i to uger om sommeren uden andre tilbud om ferie eller aktiviteter, det er dog nogle af de borgere, der har størst behov. Landsforeningen Lev har derfor skabt et tilbud om en uges daghøjskole for omkring 20 deltagere, der giver udtryk for, at de er meget glade for denne mulighed, men det er jo egentlig en kommunal opgave at sikre gode tilbud i ferieugerne.

Når vi i handicaporganisationerne også interesserer os for ældreområdet, er forklaringen ganske enkel, at vi får ikke hjælp på grund af alder, men på grund af svækkelse, sygdom og handicap, så derfor.

Jeg har i mit hjem haft hjælp – praktisk bistand – i mange år og har fulgt nedskæringerne på denne måde. Det er ikke kun i mit hjem, det er gået sådan, men i mange hjem. Medarbejderne gør, hvad der er muligt, men det er også tydeligt, at de har for travlt.

Knud Aarup – en af landets mest vidende på det socialpolitiske område – skriver i en artikel i foråret, at de sidste 30 års indsats ikke for alvor har forbedret indsatsen for mennesker med sociale problemer.

Vi kan bl.a. se, at kommunernes overtagelse af de specialiserede tilbud ikke har været en fordel for mennesker med handicap. Kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt, var ikke et gode for mennesker med handicap. Det samme kan siges om pensionsreformen i 2003 og ændringerne i fleksjobreglerne.

Revalidering er efterhånden et sjældent tilbud, selv om det er en af de bedste muligheder for at få borgere med handicap i uddannelse og arbejde.

Kort kan vi konstatere, at det går den gale vej, det viser bl.a. opgørelsen fra Ankestyrelsen, der for 2019 viser, at omkring 40 % af de ankede sager ændres eller sendes hjem til kommunerne til fornyet behandling, fordi sagsbehandlingen var så ringe, at en afgørelse ikke kunne træffes.

Dette gælder også for Viborg Kommune. Det viser, at sagsbehandlerne ikke har den fornødne tid til ordentlig sagsbehandling. Undersøgelsen omfatter både forældre til børn med handicap og voksne med handicap. Samtidig viser en undersøgelse, at resultatet er det samme for sager, der ikke er anket, borgerne har ikke haft kræfter til at gå i gang med anken.

Det øger ikke tilliden mellem borger og ”systemet” og bekræfter, at der er brug for en forvaltningsdomstol, der bl.a. skal kunne idømme kommunerne at betale erstatning på grund af sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden, for tiden har det ingen konsekvenser, at sagsbehandlingsfristerne trækkes i langdrag.

Tidligere borgmester i Ikast-Brande kommune – nu medlem af Folketinget – Carsten Kissmeyer forslog, at kommunerne skulle have mulighed for at medicinere meget urolige og udadreagerende borgere for derved at spare personale.

Når vi så ser, at der i forbindelse med det kommende budget for 2021 – hvor der er valgår – er forslag om at sætte skatteprocenten ned med ½ pct., bliver det helt grotesk og viser manglende forståelse for ældre- og handicapområdet herunder børn med handicap. Der er tværtimod behov for at styrke disse områder.

Sognepræst Poul Joachim Stender fra Sjælland foreslår, at vi demonstrerer for bedre forhold for ældre mennesker, men siger samtidig, at det er der nok ingen, der vil, ældre har ingen interesse for nogen. Det kan jo være, vi på handicapområdet skal overveje denne mulighed, selv om den nok ikke vil give resultater.

Vi må desværre konstatere, at velfærdssamfundet bliver trængt tilbage af politikerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce