Annonce
Debat

Hvilke fodboldbørn bliver bedre af at stå på sidelinjen?

Læserbrev: Vi er ambitiøse, når det kommer til danskernes foretrukne foreningsidræt.

Vi vil gerne have nogle dygtige landshold, som kan byde de store fodboldnationer op til dans. Vi vil have Superliga-hold, som leverer fantastisk fodbold og spiller med i Europa. Vi vil have verdensstjerner og stortalenter.

De fleste kan dog også blive enige om, at det er et mål, at så mange som muligt får smag for fodbolden, bliver en del af en forening og får glæde af alle de gevinster, som det indebærer. Talrige undersøgelser peger nemlig på, at fodboldspillet, og ikke mindst fællesskabet på holdene og i klubberne, er svært at matche, når det kommer til at skabe mental og fysisk sundhed. At fodbolden er med til at fremavle sociale kompetencer.

Derfor har DBU lanceret et nyt børnesyn og en ny børnestrategi, som lægger sig op ad seneste forskning omkring det at træne børn. Den går kort sagt ud på, at vi får et nyt og opdateret syn på, hvordan børn får den bedste oplevelse på fodboldbanerne. Det er bl.a. målet, at man, ved at have fokus på det enkelte barns ønsker og behov, kan sikre, at færre mister lysten til fodbolden, inden fodboldlivet rigtig kommer i gang.

I Jylland har vi allerede taget hul på princippet, Lige Meget Spilletid, hvor et pilotprojekt med indskiftningspauser i børnekampe vil hjælpe børnetrænerne med at give alle børnespillere lige meget tid på fodboldbanen.


Det handler om, at når flere børn spiller fodbold i længere tid, så vil der også være flere, som bliver ekstra dygtige, og når vi ikke behandler og træner børnene som små voksne, så vil der være ekstra plads til leg med bolden.


Heldigvis kan jeg se, at initiativet er blevet taget godt imod. Af de fleste. For der er også folk, som ytrer, at de er lodret uenige i børnesynet, strategien og ikke mindst princippet om Lige Meget Spilletid. F.eks. har jeg læst kommentarer på Facebook, hvor holdningen var, at det her er et tegn på ”middelmådighed og leverpostejbold”. Jeg har set folk, der mener, at ”det her er grunden til, at Danmark aldrig vinder noget”. At ”det er en tabermentalitet”.

Jeg er uenig. Jeg tror på princippet ”flest muligt – længst muligt”. Det handler om, at når flere børn spiller fodbold i længere tid, så vil der også være flere, som bliver ekstra dygtige, og når vi ikke behandler og træner børnene som små voksne, så vil der være ekstra plads til leg med bolden. Det kan udvikle den enkelte spillers kreativitet og lyst til at spille fodbold. Det skaber man ikke, når der er fast plads på bænken til dem, som er en smule efter de dygtigste på holdet.

Vi skal huske, at børnefodbold handler mere om at udvikle end at skabe resultater. Dermed ikke sagt, at børn ikke vil vinde fodboldkampe. For det vil de – og det skal de have lov til at forsøge. Det er fodboldens iboende natur, og helt fundamentalt.

Det er i øvrigt også væsentligt, at man husker, at ikke alt handler om at udvikle den næste profil i Superligaen eller på landsholdene. Alle har lige ret til at spille fodbold. Til som barn at få nye venner igennem fodbolden. Til som teenager at komme i form og opleve fællesskabet og glæden i fodbolden. Til som voksen at bruge fodboldklubben til at finde godt på plads i en ny by. Fodbolden er en følgesvend igennem livet, uanset om man så kan karakteriseres som et talent eller ej.

Det handler om glade og sunde børn, og med den nye børnestrategi tror vi på, at vi kan udvikle endnu flere dygtige spillere. Men formålet er i lige så høj grad at sikre, at endnu flere holder fast i fodbolden. Vi kan godt begge ting. Det er ikke leverpostej – det er ambitiøst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Den fjerne verden af mistillid ramte mig

Annonce