x
Annonce
Viborg

Ingen håndtryk, ingen børnebørn, ingenting er som det plejer

Hannah Lyngberg-Larsen måtte i begyndelsen stoppe hånden i lommen for at minde sig selv om ikke at give hånd til pårørende. Arkivfoto: Morten Dueholm
Hannah Lyngberg-Larsen har været præst siden 1992, men begravelser og bisættelserne er for tiden noget ganske særligt - desværre.

Viborg: Hannah Lyngberg-Larsen har som sognepræst i 28 år begravet og bisat ikke så få afdøde.

Men når hun for tiden binder præstekraven, er intet, som det plejer.

De højtideligheder, hun for tiden står i spidsen for, skiller sig ud. Desværre.

Som alle andre er hun og hendes kolleger pålagt en lang række restriktioner for at standse - eller i det mindste bremse - smitten af corona-virus, og det mærkes tydeligt, når der skal tages afsked med en afdød.

De nye regler og påbud betyder blandt andet, at hun skal forsøge at være kærlig, nærværende, sympatisk - men på to meters afstand.

Og det er underligt, siger Hannah Lyngberg-Larsen, at skulle udføre sin gerning uden den nærhed og uden det fysiske sprog, som præster normalt bruger for at lindre smerten og trøste de sørgende.

- Jeg har heldigvis kun oplevet stor, stor forståelse fra de pårørende, men begge parter har selvfølgelig lyst til at give hinanden hånden, og der kan også være situationer, hvor jeg har lyst til at give en pårørende et knus, siger Hannah Lyngberg Larsen om den uvante situation.

Annonce

Mærkeligt

Fraværet af håndtrykket til "goddag" og "farvel" gør stort indtryk hos den 54-årige sognepræst i Sortebrødre Kirke.

- Det går bare op for en, hvor utroligt indgroet det er. De første par gange måtte jeg næsten trække hånden ned i lommen, fordi jeg var så vant til det, siger hun.

Hannah Lyngberg-Larsen savner allerede den fysiske hilsen.

- Ja da, i den grad.

- Det er jo typisk i forbindelse med et håndtryk, at man præsenterer sig, og jeg finder ud af, hvem folk er, og det bliver bare noget helt andet, når man står og ikke kan give hånd. Så må jeg bare spørge "nå, hvad hedder du så?". Det føles mærkeligt, konstaterer Hannah Lyngberg-Larsen.

Uden børnebørn og oldebørn

For at komme akavetheden i møde har hun valgt selv at italesætte de manglende håndtryk og alle de øvrige begrænsninger over for de pårørende, fortæller hun.

Både i samtalen og i talen.

Faktisk var Hannah Lyngberg-Larsen præst til en begravelse netop klokken 10 den onsdag for en uge siden, hvor de nye og skærpede regler blev effekturet. De betød, at kun syv pårørende og tre ansatte var til stede.

Det var inden, biskopperne satte sig sammen og blev enige om, at reglerne godt kunne slækkes en smule, afhængigt af kirkernes størrelse.

- Til den begravelse sagde jeg i talen, at vi jo alle sammen syntes, at det var mærkeligt at sidde der uden afdødes børnebørn og oldebørn, men at det var vilkårene, fortæller Hannah Lyngberg-Larsen.

Tomt

Hannah Lyngberg-Larsen fortæller, at familierne er blevet tilbudt en ekstra højtidelighed, en mindeceremoni, når verden igen når et nogenlunde normalt niveau.

- Under normale omstændigheder ville der nok have været 100 mennesker ved den ene af de begravelser, jeg har haft. Nu sad der syv. Og fornemmelsen af Sortebrødre Kirke med syv mennesker ... Ja, den er altså ret tom, siger præsten, der er glad for den store forståelse, hun har mødt hos de pårørende.

- Når ikke vi giver hånd og ikke giver et knus, betyder jo ikke, at vi mener det mindre. Det er fordi, vi prøver at tage hensyn til hinanden. Vi er allesammen fælles om det her, og der er ingen, der har gjort det for at drille. Vi lider alle afsavn, men de pårørendes er nu en gang det største. Det er dem, der har mistet, siger hun.

Sortebrødre Kirke har i øvrigt indført videohilsner og digitale gudstjenester på sin hjemmeside, så man så vidt muligt kan holde kontakt til sognebørnene, mens kirkedørene er lukket.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Vi fik det håb, som der er brug for

Annonce