Annonce
Navne

Køge-drengen gjorde Karup til sin hjemmebane

I årevis stod Frank Larsen i spidsen for akutbilen i Karup. Som pensionist har han droslet lidt ned for aktiviteterne - dog ikke mere, end at han for nylig tog en fotografuddannelse og byggede sin egen sauna i baghaven. Foto: Jane Gisselmann
Frank Larsen har i 45 år gået forrest for fællesskabet i Karup – blandt andet med akutbilen og i diverse foreninger i byen. Alligevel bliver han ind imellem drillende kaldt ”kjøvenhavneren”. Tag med Frank Larsen en tur tilbage til barndommen.
Annonce

Karup: For nylig var der et enkelt fly i luften over Karup. Frank Larsen spottede det øjeblikkelig. Sandsynligvis en særtransport fra Færøerne, vurderede han umiddelbart.

Men i hvert fald et særsyn i disse tider, hvor 99 procent af alle fly står parkeret på landjorden. For en pensioneret fly-elektriker som Frank Larsen, der har tilbragt 40 år på Flyvestation Karup i et væld af forskellige stillinger og som tog et job som sikkerhedskontrollør hos Karup Lufthavn (der i dag hedder Midtjyllands Lufthavn, red.) primært for ikke at komme til at kede sig, da forsvaret sendte ham på pension som 60-årig, sætter en himmel uden fly tankerne i gang.

Faktaboks

I serien - Mig og mine rødder - portrætterer vi kendte profiler fra kommunen, der fortæller, hvordan deres opvækst har påvirket deres liv. I denne uge:

Navn: Frank Larsen
Alder: 65 år
Uddannelse: Elektriker
Bopæl: Karup
Oprindelig fra: Køge
Familie: Gift med Ingrid på 45. år. Far til Claus 44 år og Dorte 42 år. I alt seks børnebørn.
Annonce

Kjøvenhavner

Frank Larsen har svært ved at forestille sig, at lufthaven på den jyske hede overlever covid-19.

Han trækker på skuldrene med en ærgerlig grimasse. Hvis Midtjyllands Lufthavn bukker under for konsekvenserne af corona-krisen, er det naturligvis trist – ikke mindst for lufthavnens ansatte og de omkring 800.000 mennesker, der bor i en radius af 40 kilometer fra lufthavnen i Karup.

Generelt vil Frank Larsen dog ikke have noget imod, hvis folk fremover flyver mindre og dyrker deres nærmiljø mere og i øvrigt bliver ved med at handle lokalt. Det gør ikke noget, at vi får øjnene op for, hvor dejligt, det er i Danmark, mener manden, der stadig efter 45 år i Karup ind imellem bliver mødt af Karup-borgere, der drillende kalder ham ”kjøvenhavneren”, når hans idéer og initiativlyst bliver lidt for voldsom for et midtjysk temperament.

Annonce

Akutbilen

Initiativ og lyst til fællesskabet er ubetinget kodeord, når man skal beskrive Frank Larsen, der i så mange år, at han ikke har tal på dem, har været formand for borgerforeningen i Karup.

Han var en af de mange bestyrelsesmedlemmer i Karup Kølvrå Idrætsklub, i adskillige år var han fast banko-opråber hver onsdag eftermiddag og sad i en røgfyldt forsamlingshus og delte flæskesider ud – ikke fordi han interesserede sig specielt meget for banko, men overskuddet gik til idrætsforeningen, og nogen skulle jo gøre det.

Og i syv år kæmpede han som en besat for akutbilen i Karup, hvis hovedopgave var at give livreddende førstehjælp, hjertemassage, chok- og traumebehandling til nødstedte Karup-borgere i ventetiden, inden ambulancen nåede frem. Hvis vagtplanen ikke gik op, når de frivillige bag akutbilen havde budt ind, endte det som regel med, at Frank Larsen selv tog de overskydende vagter og parkerede akutbilen i sin egen garage.

Familien var derfor ikke nær så begejstret for akutbilen som Frank Larsen. En del af børnebørnenes fødselsdage gik han glip af, fordi han var nødt til at blive i nærområdet. At gøre en forskel for fællesskabet har en pris.

Da Frank Larsen fik kræft i tyktarmen, blev det opdaget lynhurtigt, fordi han er bloddonor. Selvom det har sin pris at gøre en indsats for fællesskabet, betaler det sig.
Annonce

Sauna og Elvis

Hans hustru Ingrid mødte han som 16-årig.

Hun har været det faste anker i familien, og uden Ingrid havde han ikke haft mulighed for at få afløb for sit nærmest ADHD-lignende energiniveau.

Ingrid griner og ryster lidt på hovedet, når Frank ivrigt fortæller, hvordan han som pensionist har taget en fotografuddannelse og bygget en sauna i haven, som han benytter i vintersæsonen, for han elsker at slappe og svede med en gin og Elvis i radioen – for den pensionerede elektriker har naturligvis installeret trådløse højttalere i hele huset også i saunaen.

I øvrigt har skæbnen givet ham kredit for hans indsats for fællesskabet, pointerer Frank Larsen. Da han fik kræft i tyktarmen, blev det konstateret og kureret ekstremt tidligt, fordi han var bloddonor, og blodprøven afslørede canceren.

Tag med Køge-drengen, der gjorde Karup til sin hjemmebane – en tur tilbage til barndommen.

Hvordan så det ud på dit barndomsværelse? Jeg voksede op i Køge. Mit første barndomshjem var en lejlighed på den øverste etage i et hus. Mine forældre havde soveværelse i stuen, og min syv år ældre søster og jeg delte det ene værelse. Siden flyttede vi til en lejlighed, hvor der var lidt mere plads. Mine forældre sov godt nok stadig i stuen, men jeg fik det store værelse, hvor der var plads til en lille modeljernbane, og min søster fik kammeret. Det var nok mit egentlige barndomsværelse. Ud over modeljernbanen havde jeg selvfølgelig et skrivebord og en seng og en helt masse plakater af kongen – Elvis.

Hvad var de vigtigste værdier i dit barndomshjem? Ærlighed og at få regningerne betalt til tiden. Mine forældrene havde ikke nogen uddannelse. De var begge gået ud af skolen i 7. klasse, og min mor blev gravid med min storesøster, da hun var 17 år, og min far var 18 år. Der måtte et kongebrev til, for at de kunne blive gift. Der var virkelig ikke meget at rutte med, men mine forældre var ærlige og ordentlige. Min mor passede et rengøringsjob og tog af sted tidligt om morgenen for at gøre skoler rent i København. Rengøringsdamerne blev hentet i busser og kørt fra Køge til København. Om eftermiddagen var hun hjemme, når vi kom fra skole. Min far var arbejdsmand. Hvad var dit første fritidsjob? Jeg kørte med ugeaviser, fra jeg var 10-11 år. Siden var jeg bydreng for en gardinforretning og kørte ud med trikotage nydeligt pakket ind til byens fine damer. Jeg drømte om at blive radiomekaniker, men det var umuligt at få en læreplads, så jeg endte som elektriker. Elektronik har altid interesseret mig. Da min søn absolut ville have en Commodore 64 (gammel computer, red.) for over 30 år siden, endte det med, at jeg blev lige så interesseret i den som ham. Et af mine mange job hos forsvaret var som it-ansvarlig sikkerhedsofficer.

Kan du huske engang du fik skældud – og hvad lærte du af det? Jeg kan ikke huske noget specifikt, men jeg kan da huske, at jeg har fået nogle klø ind imellem. I magtesløshed selvfølgelig. Jeg havde virkelig meget krudt bagi også som knægt – og det har selvfølgelig irriteret mine forældre.

Hvem var din bedste barndomsven – og hvad lavede I sammen? Jeg havde naturligvis skolekammerater, men min bedste ven var en ungdomskammerat – Michael, men fordi jeg flyttede til Karup sammen med Ingrid som 20-årig og ret hurtigt fik børn, gled vores venskab lidt i baggrunden.

Hvad var din største udfordring som barn? At tøjle min energi. Jeg har egentlig ikke opfattet det som en udfordring, fordi jeg altid har haft min egen tilgang til tingene, og som voksen har jeg kunnet bruge min energi på noget, der har gavnet flere. Det er jeg glad for i dag.

Var du artig eller en ”Emil fra Lønneberg”? Vi havde ingen flagstang og ingen lillesøster, jeg kunne hejse op i en flagstang, men derudover havde jeg rigtig mange lighedspunkter med Emil.

Hvilken af dine lærere husker du bedst – og for hvad? Jeg husker desværre bedst min klasselærerinde - en frøken af den værste skuffe med dårlig ånde og en løs hånd, der uddelte utallige lussinger. Nogle af mine klassekammerater var så bange for hende, at de tissede i bukserne. Mange af lærerne var direkte modbydelige dengang. Jeg fik en del tæsk i skolen, og man turde jo ikke sige noget derhjemme, for så kunne man godt forvente et par ekstra lussinger af sine forældre for at have opført sig dårligt i skolen.

Hvornår gik det op for dig, at din far ikke var den bedste til alt? Jeg har altid sat stor pris på min far. Han var et godt menneske. Vi var ikke enige om alt, men jeg har savnet ham hver dag, siden han døde som 63-årig. Vi ringede tit sammen og snakkede om løst og fast. Alt og ingenting. Han var vel en rollemodel for mig, selvom der var flere ting, jeg var bedre til end ham.

Er dit liv blevet som dine forældre forventede? Det ved jeg ærligt talt ikke, og nu er de jo døde, så jeg kan ikke engang spørge dem. Jeg tror ikke, de havde de store forventninger til os. De håbede vel bare, at vi ville få en bedre tilværelse end dem. Der blev ikke talt følelser i mit hjem.

Hvilken del af din barndom har du givet videre til dine egne børn? De samme værdier, som mine forældre indprentede mig. At være ærlig og stå på mål for sine handlinger. Hvis man har lavet noget lort, er man nødt til at tage ansvar for det.

Frank Larsen voksede op i Køge. Hans forældre var ufaglærte, og midlerne var små. Privatfoto.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Smittetal sætter kedelig rekord - over 900 nye coronatilfælde i Danmark

Sport For abonnenter

Folkebladet mener: Teenagere skal tage en tørn og give ny energi

Annonce