Annonce
Læserbrev

Kloge piger og stærke drenge

Her er forklaringen på hvorfor jeg skulkede fra Crossdance - tidens svar på muskeltræning, der giver modne kvinder smil og sved på læben.

Læserbrev: “Min far er bare stærkere end din far”. “Nej, min far er stærkere end din”. Børnehave-retorikken er fundet frem hen over middagsbordet i en fjollet diskussion mellem mine to yngste sønner … som altså har samme far.

Den yngste er elleve, den anden fjorten. Så det er længe siden, de gik i børnehave. Men ordene kan jeg huske helt tilbage fra min egen børnehavetid. Måske siger de det fortsat.

Jeg byder ind til morskaben - eller forstyrrer den - med spørgsmålet om, hvorvidt børnehavebørnene nogle gange sagde “min mor er bare stærkere end din mor”. Ja tak, det kunne du li' mor, men nej, det var der selvfølgelig aldrig nogen, der sagde. Så prøver jeg med “var der så nogen, der sagde: Min mor er bare klogere end din mor?”. Morskaben var nu ødelagt og kundskaberne fra børnehaven opfrisket. “Jeg ved hvor du vil hen, mor. Det er den der med at drenge er stærkere end piger, men piger klogere end drenge. Den hader jeg!”

Det er dette svar fra yngstemanden, som er skyld i, at tiden løb fra mig, så jeg ikke kom til crossdance mandag aften sammen med de andre midaldrende kvinder. Det har sådan en smågammel krop ellers så godt af, så knogler, balance og ikke mindst muskulatur kan blive holdt ved lige.

Begge drenge bekræftede, at de havde den sætning med sig fra børnehavetiden. Drenge er stærkere end piger, men piger er klogere end drenge. Sådan sagde pigerne altid i en konflikt. Det havde de lært at sige af pædagogerne. Mine sønner hørte også pædagogerne sige det.

Jamen, indvender jeg, det har jo intet med hinanden at gøre, muskelkraft og intelligens. Det er da dumt at sige sådan. Tænk, hvis en lille dreng hører det og tror, han kun har noget at komme med, hvis han kan slås eller vise kræfter på anden måde.

Jeg vil vide, hvorfor mine sønner ikke sagde noget om det dengang. Når voksne, som mine børn skal kunne stole på, udbreder sig om noget dumt, så vil jeg da vide det. Ham på fjorten forklarer. “Det var de voksne, der sagde det. Vi troede på det. Det måtte jo være sådan, når pædagogerne sagde det. Jeg har tænkt på det mange gange, men det er først i de seneste år, at jeg er begyndt at tænke anderledes. Om man er klog. Det handler jo ikke om køn, men om individer. Vi kan noget forskelligt og er forskellige som individer.”

Lillebror bekræfter, at han ikke havde sagt noget om det, fordi han havde tiltro til det, pædagogerne sagde, også selvom han hadede at høre det.

Vi taler videre om hjernens opbygning, kønsroller og et arbejdsmarked hvor fysisk styrke betyder mindre og mindre. Jeg sidder tilbage med et ubehag over den lære, mine sønner havde bragt med sig fra en ellers tryg og god børnehavetid. Jeg er forstemt ved tanken om hvor mange drenge, der mon bærer samme eller tilsvarende sætning med sig.

Måske var det kun én eller få voksne, som sagde det. Måske det var sagt med et glimt i øjet eller i et forkvaklet forsøg på at give pigerne et verbalt våben i en kultur præget af junglelov. Uanset, så havde sætningen sat sig fast. Jeg vil ønske, at børnehaven i stedet havde håndteret en sådan kultur med deres faglighed og uden kønsstigmatisering.

Forhåbentlig siger man ikke det samme i dag som for fem - ti år siden. Forhåbentlig er vi alle klogere i dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce