Annonce
Viborg

Kollegaen reddede hans liv: En helt almindelig arbejdsdag endte med et indgreb i hjernen

Jens Ole Holm Pedersen blev på en helt almindelig arbejdsdag ramt af en blodprop i hjernen, et såkaldt stroke. Foto: Morten Pedersen
Jens Ole Holm Pedersen blev i juni ramt af en blodprop i hjernen. En opmærksom kollega fik hurtigt ringet efter en ambulance, og det har sandsynligvis reddet hans liv.
Annonce

Viborg: Det var en helt almindelig fredag morgen i midten af juni. Jens Ole Holm Pedersen kørte fra hjemmet i Viborg til Rødkærsbro, hvor han samlede kollegaen Henriette op. Som han plejede. Maleropgaven ventede i nogle lejligheder i Silkeborg, og bilturen gik som sædvanligt hyggeligt mellem de to faste makkere.

Da de kom ud på byggepladsen, mødtes de med byggelederen. De to malere gik lidt rundt med ham og fik et overblik over lejlighederne, der skulle males. Men pludseligt var Jens Ole ikke med mere.

- Han står nok og snakker med tømreren, tænkte Henriette og gik videre med byggelederen.

Da rundturen var færdig, undrede hun sig over, hvor hendes kollega blev af. Hun ledte og fandt ham stående, nærmest hængende, op ad et stillads.

- Da han så vendte sig om imod mig, blev hans hoved helt skævt. Han begyndte at savle lidt, og han kunne ikke snakke. Jeg sagde til ham, at han skulle sætte sig ned, og så ville jeg ringe 1-1-2, fortæller Henriette Wittstrøm og fortsætter:

- Jeg var godt klar over, at det her var alvorligt. Han så helt forkert ud, så jeg var slet ikke i tvivl.

Annonce

Helt blå i hovedet

58-årige Jens Ole Holm Pedersen var den morgen tilbage i juni blevet ramt af en blodprop. Et såkaldt stroke, som er den rette betegnelse i dag. Det hele var opstået meget pludseligt, og Jens Ole havde slet ikke selv nået at opfatte, at der var noget galt.

- Altså jeg havde det lidt skidt, for jeg kunne mærke, at tingene ikke blev pumpet ordentligt rundt. Jeg var nærmest gået ind i mig selv – men det er virkelig svært at forklare, siger Jens Ole Holm Pedersen og fortsætter:

- Jeg sagde selv til dem, at det ikke var nødvendigt, at de ringede 1-1-2. Men alt, hvad jeg sagde på det tidspunkt, var volapyk. Jeg følte, jeg talte flydende til dem, men de kunne slet ikke forstå mig. Og jeg var åbenbart helt blå i hovedet.

Kollegaen husker tydeligt, hvordan Jens Ole opførte sig, mens ambulancen var på vej.


Jeg sagde selv til dem, at det ikke var nødvendigt, at de ringede 1-1-2. Men alt, hvad jeg sagde på det tidspunkt, var volapyk.


- Han prøvede at tale til os, men det gav ikke mening. Vi forstod overhovedet ikke, hvad han sagde. Han kunne heller ikke sige sit CPR-nummer, men han kunne til gengæld skrive det i sandet, fortæller Henriette Wittstrøm.

Jens Ole havde ikke ondt nogen steder, og selvom han var helt blå på hænder og i hovedet, så tænkte han alligevel en smule klart og praktisk.

- Mens vi sad og ventede på ambulancen, kan jeg huske, at jeg tog bilnøglerne op af lommen og gav dem til min kollega. ”Dem får jeg jo ikke brug for” sagde jeg til hende. Så jeg tænkte jo alligevel lidt klart, fortæller han med et smil.

Annonce

Direkte til Aarhus

Det hele gik stærkt, da ambulanceredderne kom og tog Jens Ole med. Han gik selv ind i ambulancen og tænkte på det tidspunkt stadig, at det var helt unødvendigt at skulle transporteres med ambulance.

- Jeg var stadig sikker på, at jeg ikke fejlede noget, selvom jeg havde det skidt. Jeg følte, at det gik godt, når jeg lå ned. Så jeg var hverken nervøs eller bange, for jeg var jo nærmest inde i sådan en mærkelig skal, forklarer han.

Der var ingen tvivl om, at ambulancen skulle direkte til Aarhus Universitetshospital i Skejby, for det her var alvorligt. I Aarhus behandler man alle midtjyske patienter, der har fået et stroke.

På hospitalet kom Jens Ole hurtigt ind i en scanner, der konstaterede, at der var tale om et stroke. Og så gik det for alvor stærkt.

Med en helt særlig operation, som kun laves i Aarhus og på Rigshospitalet, fik han suget blodproppen ud af kroppen gennem et lillebitte kateter, der sættes ind fra lysken, og som føres hele vejen op gennem kroppen. Her kan man så suge selve blodproppen ud. Dette kirurgiske indgreb kaldes trombektomi.

For Jens Ole Holm Pedersen har blodproppen gjort ham meget mere opmærksom på at holde øje med tegnene på stroke hos både ham selv og andre. Foto: Morten Pedersen

Allerede nogle timer efter operationen, ringede kollegaen Henriettes telefon.

- Det var et kæmpe chok, at Jens Ole selv ringede til mig. Det havde jeg slet ikke forventet. Det sidste jeg hørte var, at ambulancefolkene råbte, at han skulle køres direkte på Skejby. Så vidste jeg jo godt, det var rigtig alvorligt. Så jeg var meget overrasket over at høre fra ham selv, fortæller kollegaen.

Hvad den præcise årsag til Jens Oles stroke var, er ikke til at vide. Han har røget tidligere i sit liv, men det er mange år siden nu. Det mener lægerne ikke har noget at skulle have sagt i dette tilfælde.

Jens Ole har dog haft en hul i en væg på bagsiden af hjertet, som kan være skyld i blodproppen. Det hul er nu lukket efter en hjerteoperation for nylig.

Annonce

Enormt heldigt

Fordi der blev reageret så hurtigt, som der gjorde den junimorgen i Silkeborg, er Jens Ole sluppet igennem sit stroke med meget få mén. Det eneste, der stadig driller ham, er trætheden. Den kommer især efter arbejde, eller hvis han har for mange ting i hovedet på én gang. Men ellers er han sluppet helskindet igennem slagtilfældet.

- Jeg slap enormt heldigt fra det, fordi jeg havde nogle helte. Der var nogen, der greb mig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis ikke de havde fundet mig så hurtigt. Jeg har jo også fortalt Henriette, at hun har reddet mit liv, siger Jens Ole og bliver tydeligt berørt over at sige ordene højt.

For Henriette var det ren refleks, at hun reagerede så hurtigt, som hun gjorde. Og hun bryder sig faktisk ikke rigtigt om at blive kaldt en helt.

- Jeg vil altid hellere reagere en gang for meget end en gang for lidt. Når en kollega pludselig opfører sig på en anden måde, end han plejer, så er det bare med at reagere. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal have det med at blive kaldt en helt. Det er jo bare sådan noget, alle skulle gøre. Det er først her bagefter, jeg kom til at tænke over tingene, siger Henriette Wittstrøm og gisner:

- Tænk hvis det var på vej derned i bilen, at han havde fået det sådan. Kunne jeg så overhovedet have gjort noget? Det er da en tanke, der fylder hos mig.

I dag fylder oplevelserne den sommermorgen ellers ikke meget i Jens Oles liv. I tiden lige efter var der mange tanker og følelser på spil omkring blodproppen, også fra konen og de tre voksne børn, men i dag tænker han mest over, at han er glad for at kunne stå op og tage på arbejde hver dag.

- Jeg er jo bare lykkelig over, at jeg er kommet på denne her side af det. Jeg var i starten noget berørt over det følelsesmæssigt, og jeg snakkede meget med min kone om det. Pludseligt kom det bare så tæt på. Men jeg prøver også bare at nyde livet mere nu, siger Jens Ole.

- Men derfor skænker jeg det da lige en tanke, når jeg står op om morgenen, tilføjer den viborgensiske maler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg For abonnenter

DF-gruppeformand vil have minister ind i sag om voldstrusler på Viborg Rådhus: - Det skal i min optik koste en udvisning

Viborg

Blindes Jul - en vigtig støtte

Annonce