Annonce
Viborg

Kvindelig jæger og blogger: Vi kvinder kan alt det, vi drømmer om, hvis bare vi tør

Det er blot to år siden, Freya Askjær fik sit jagttegn, men hun er allerede blevet en erfaren jæger. Foto: Morten Pedersen
50-årige Freya Askjær er blevet fuldkommen opslugt af jagt, og det har fået hende til at starte sin egen blog for at fortælle andre kvinder, at de altså også godt kan, hvis bare de tør kaste sig ud i det.

Løgstrup: Scroller man ned igennem Instagram-profilen, møder blikket utallige billeder af våben, vild natur, nedskudte eksotiske dyr, hullede skydeskiver og smilende selfies.

Uden at fornærme nogen kan man vist godt sige, at det ikke er sådan, de fleste 50-årige kvinders Instagram-profiler ser ud, og selvom hun er mor til tre voksne børn og mormor til to børnebørn, så florerer der kun jagt på profilen.

Det samme gælder bloggen med det passende navn Huntress.dk (jæger-inde, red.).

Freya Askjær er heller ikke som de fleste andre kvinder. Hun er jæger, også selvom hun ikke kommer fra en jagtfamilie. Passionen for naturen har bare altid været der.

- Jeg har altid været en rigtig ude-pige, og jeg har nok også været lidt af en drengepige. Som barn var jeg altid at finde nede ved åen, ude på marken eller oppe i æbletræerne, fortæller Freya Askjær, der er mødeleder i Viborg Netværk.

Det er to år siden, hun fik sit jagttegn. Og siden har hendes fritidsinteresse taget fart. Hun har været på flere jagtrejser, har investeret i både et klassisk haglgevær og en riffel med både kikkertsigte og lyddæmper, og så er hun begyndt som både blogger, Instagrammer og skribent for to jagtblade.

- Jeg er blevet rigtig meget jæger. Jeg er sådan én, der er dårligt til at gøre noget halvt. Så jeg var godt klar over, at hvis jeg først valgte at gå ind i det her, så ville det komme til at fylde rigtig meget, fortæller Freya Askjær, der bor med sin mand i Løgstrup.

Annonce
50-årige Freya Askjær har gjort livsstilen til en blog, hvor hun skriver meget personligt om sine jagtoplevelser.

Ingen rødstrømpe

Freya Askjær oprettede sin Instagram-profil den dag, hun tog til sin haglskydeprøve. Hun var blevet inspireret af nogle norske og svenske jagtkvinder, der fik hende overbevist om, at kvinder har brug for andre kvinder at se op til inden for den mandsdominerede hobby.

- Den her måde at være i naturen på og forsørge sig selv, det er der flere kvinder, der skal vide noget om. Jeg ville gerne gøre noget for at udbrede kendskabet til, at jagt ikke handler om at være koldblodige mordere, som nogen siger, mens de i øvrigt selv køber kød fra køleboksen i supermarkedet, siger Freya.

Der gik ikke længe, før kvinder fra hele landet begyndte at følge Freya på det sociale medie. Hun oprettede også bloggen Huntress.dk som inspiration for andre kvinder.

- Jeg er ikke feminist på nogen måde, men jeg oplever tit, at kvinder er mere tynget af janteloven end mænd. ”Det kan jeg nok ikke, det tør jeg nok ikke”. Men det kan vi altså godt. Vi kan alt det, vi gerne vil og drømmer om - vi skal bare turde, siger Freya.

Som sagt er hun ingen rødstømpe. Men Freya mener, at der bør være lige muligheder for mænd og kvinder, så længe kvinder ikke bliver valgt på grund af køn, men kompetencer.

- Jeg tænker personligt, at jeg kan være lige så god til at hente mad hjem til min familie som min mand, siger Freya og smiler.

Andre kvinder fortæller, at det er svært at komme ind i jagtfællesskaberne, fordi de er præget af mænd, og sproget er hårdt. Men det har Freya ikke oplevet – det går hende hvert fald ikke på.

- Jeg er opmærksom på, at jeg er trådt ind i et tidligere mandsdomineret terræn, hvor der er nogle ting, som ville gå mig på, hvis jeg var sart. Men skal jeg putte mig af den grund? Nej, for så er vi ikke nået ret langt som kvinder. Til gengæld tror jeg, der kommer en sund balance, hvis også kvinder er med på jagt.

Overlevelsesinstikt

Interessen for jagt kom snigende hos både Freya og hendes mand Claus, som arbejder i Forsvaret. Han var hver sommer på overlevelseskursus i Arizona i USA, og her var Freya med.

De blev begge bidt af den rå natur i ørkenstaten, og de blev ved med at vende tilbage. Det har de gjort hver sommer i 12 år.

- Jeg fandt nok i bund og grund mig selv i det her udeliv og med de her rigtige outdoor-mennesker. Og når man først er ude i ørkenen, så er det faktisk mest naturligt, at man også kan skyde den hare, der lige løber forbi. Jagt var et helt naturligt skridt i forhold til at være udemenneske, siger hun.

Derfor besluttede ægteparret at tage jagttegn sammen. I 2017 kunne de begge kalde sig jægere med både jagttegn og våbentilladelse.

Og netop overlevelses-tankegangen er den, der i det hele taget gør, at Freya elsker at gå på jagt.

- Jeg kan rigtig godt lide, at jeg selv vælger, hvad der skal serveres herhjemme. Jeg kunne godt gå ned i supermarkedet og vælge min mad, men jeg er ikke fan af kødindustrien. Jeg er slet ikke fan af den måde, vi vælger at behandle de dyr, vi spiser på. Jeg synes, det er uværdigt for dyrene, fortæller Freya og fortsætter:

- Jeg har ikke behov for at pudse min glorie, for en sjælden gang imellem køber jeg også en kylling eller en pakke fars, men for mig er jagt det mest optimale. Når jeg skyder et rådyr, så går det i den frie natur og spiser af græsset, og lige pludseligt er det der så bare ikke mere. Det er ikke noget med, at det har været stresset først.

- Drengepigen inde i mig synes, det er ret sejt med de her store våben, fortæller Freya Askjær og griner.

Med riflen i bagagen

Et firma, der tilbyder jagtoplevelser, opdagede Freyas store interesse for jagt og kontaktede hende med et tilbud om en hel unik jagt i Sydafrika.

Det kunne Freya ikke sige nej til, og pludselig var hun og hendes mand i et fly på vej på deres livs rejse uden helt at vide, hvad de var gået ind til.

Freyas største ønske var at skyde en kudu – en kæmpe antilope med dramatisk snoede horn. Hun ville også gerne prøve at få fat på en oryx – også en stor antilope, men med lange, spidse horn.

Efter flere dages intensiv søgen fandt Freya i samarbejde med den jagtkyndige guide den perfekte oryx. Stor og mægtig lod den i timevis Freyas tålmodighed komme på prøve. Men pludselig stod den i en perfekt skudlinje, Freya vurderede afstanden, stillede på kliktårnet og trykkede på aftrækkeren. Et perfekt skud lagde det store dyr ned, og følelserne overvældede hende.

- Hold op, hvor jeg tudede meget. Jeg græder altid, når jeg har skudt et dyr. Det er en blanding af glæde og forløsning, og så er der også en snert af sorg. Det er bevidstheden om, at jeg har taget et liv, og den dag, hvor jeg ikke har det sådan, så tror jeg ikke, jeg skal gå på jagt mere. Vi skal have stor respekt for de dyr, vi vælger at tage, siger Freya.

Det lykkedes hende også at skyde en stor kudu på over 200 meters afstand med et perfekt skud. På Instagram-profilen vises billedet af den storsmilende jæger, der stolt står med sin riffel ved siden af det store dyr.

- Så spørger folk mig altid, om det er sjovt at slå dyr ihjel. Nej, det er det faktisk ikke, men alle hormonerne kører rundt i hovedet og i centralnervesystemet. Man er stolt over, at man har opnået det store mål, man havde sat sig. Man kan måske ikke se på billederne, at jeg lige har grædt og faktisk har enorm stor respekt for dyret.

I Sydafrika skød Freya Askjær denne store oryx, som hun stadig venter på at få hjem til Danmark som trofæ. Privatfoto

Fordommene florerer

Selvom hun møder mange forudfattede holdninger om det at tage på ferie for at gå på jagt, så er det ifølge Freya fordi, folk ikke ved, hvor vigtig jagtturismen er de pågældende steder.

- Det betyder så meget for lokalsamfundene, at der udbydes de her jagtrejser. Turismen sikrer økonomien i lokalområdet, bestandene bliver ikke udsat for krybskytteri, og det hele foregår under kontrollerede forhold med professionelle jægere. Hele dyret bliver brugt, og det brødføder dem, der arbejder der og hele landsbyen omkring, understreger den 50-årige jæger, der også lige har været i Irland med en jagtkammerat for at skyde sikahjorte.

Men det er ikke kun i forbindelse med jagtrejserne, at Freya møder fordomme om det at være jæger.

- Sommetider hører jeg folk, der er imod jagt, fordi de tror, vi bare skyder for sjov. Men de glemmer, at det måske kun er to procent af jagten, der handler om at trykke på aftrækkeren. Alt det andet handler om at være i naturen. At se solen stå op, høre fuglene vågne og flyve ud fra skoven. At se harerne begynde at røre på sig. Bare at være i naturen er guld for mig, forklarer hun.

Det er altså ikke en sport for Freya at gå på jagt. Det er sport, når hun tager ud på skydebanen og udfordrer sig selv i at ramme plet på flere hundrede meters afstand.

Jagt er derimod blevet en livsstil.

- Det har fået en kæmpe betydning i mit liv, og det helt store mål er at nå dertil, hvor min mand og jeg kan leve af de ting, vi selv skyder. At være selvforsynende så langt hen ad vejen som muligt, det vil være fedt, fortæller Freya.

Der bliver nørdet jagtudstyr i hjemmet i Løgstrup, hvor både Freya Askjær og manden Claus går højt op i fede gadgets og nyttigt udstyr.
- Jeg græder altid, når jeg har skudt et dyr. Det er en blanding af glæde og forløsning, og så er der også en snert af sorg, fortæller Freya Askjær, der også skød denne kudu-antilope i Sydafrika. Privatfoto
logo
Annonce
Forsiden netop nu
112

Betjente var sikre i deres sag, da de nåede frem: Anholdt 71-årig havde parkeret bilen, så dens skader ikke var synlige

Viborg

Flugtbilisten er fundet

Viborg

Kommunen sælger 'bunker' på Mellemvej

Annonce