Annonce
Leder

Læserbrev fra frustreret mor: Oplevelse med den sorte skole i Viborg

Læserbrev: Jeg har en datter i første klasse på en folkeskole i Viborg. Det troede jeg i hvert fald. Indtil jeg fik muligheden for at komme med på en tur på Borgvold. I 3 timer havde jeg muligheden for at få et indblik i en flok 7-åriges hverdag. Det havde jeg egentlig glædet mig til, og jeg var også nysgerrig efter at se, hvordan børnene er i skoleregi.

Det gik op for mig, at nok kalder de det en folkeskole, der endda profilerer sig på begreber som ”udvikling af livs- og handlekompetencer og klare værdier, holdninger og positiv adfærd”, men måske det er en bedre betegnelse at kalde det den sorte skole.

Under mottoet ”plads til alle – men ikke til alt” oplevede jeg de voksne råbe ad børnene og skælde dem hæder og ære fra. Der er tilmed en særlig pædagogisk plan med at lade børn sidde og græde alene, når de har slået sig!

Jeg er overhovedet ikke modstander af, at børn skal opføre sig ordentligt, for det mener jeg bestemt, de skal. Men det skal de voksne, der er sammen med børnene, også. Jeg bliver i tvivl om, hvad det er for nogle værdier, de voksne mener, de lærer børnene ved at kommandere, skælde ud og råbe. Det er selvfølgelig op til hver enkelt at definere positiv adfærd, men i min optik var de voksnes ageren overfor børnene langtfra et eksempel på positiv adfærd.

Jeg gik derfra med en rigtig dårlig fornemmelse. Ikke kun i forhold til min egen datter, men en hel årgang af børn, som jeg ikke oplevede havde en adfærd, der skulle gøre det nødvendigt at behandle dem sådan. Tværtimod. Ud over almindelige børneskærmydsler var det nogle søde, sjove, kloge og ikke mindst lydige børn.

Jeg henvender mig efterfølgende til lederen af skolen, da jeg mener, der bør rettes en opmærksomhed mod de voksnes tilgang til børnene. Det går dog hurtigt op for mig, at han ikke er af samme opfattelse, da han, inden jeg når at sætte mig ned, har proklameret, at han på det kraftigste vil opfordre til, at min datter skifter skole.

Og han har garanteret ret i, at det ville være det nemmeste. Især for skolen. Måske for min datter. Men ikke for de børn, der så fortsat skal udsættes for de voksnes luner, tvivlsomme pædagogiske metoder og en skolegang, hvor de risikerer en dagligdag, hvor man som 7-årig undgår professionel voksenkontakt, fordi man allerede der har lært, at det kommer der ikke noget godt ud af.

Efter mødet med skolelederen, hvor jeg forsøger at få en dialog om tilgangen og bliver mødt med, at det kunne være en god ide, at min datter skifter skole, tænker jeg, at de skal overveje at omformulere deres motto: ”Plads til alt – men ikke til alle”.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce