Annonce
Debat

Læserbrev: Måske går det ikke godt en anden gang i børnehaven

<p>Arkivfoto - ikke relateret til den pågældende sag.</p>

I tirsdags gik det heldigvis godt... Min søn på 3 år mistede bevidstheden. Han var i krampe, trak ikke vejret og blev mørkeblå i hovedet. Det var på legepladsen i børnehaven. De var heldigvis to pædagoger på legepladsen og de gjorde alt det rigtige. Han kom til sig selv og har det godt i dag.

Annonce
I tirsdags gik det heldigvis godt... Min søn på 3 år mistede bevidstheden. Han var i krampe, trak ikke vejret og blev mørkeblå i hovedet. Det var på legepladsen i børnehaven. De var heldigvis to pædagoger på legepladsen og de gjorde alt det rigtige. Han kom til sig selv og har det godt i dag.
Tilbage står nu rystede forældre og pædagoger, mens min søn heldigvis er videre i en ny leg. Men i mylderet af tanker gemmer sig også de forbandede »hvad nu hvis...«-spørgsmål.
De er skåret i ressourcer i børnehaven og er ofte få voksne om mange børn... Hvad nu hvis de slet ikke havde set ham? Hvad nu hvis de havde været optaget af at tørre næse eller løse en konflikt et andet sted på legepladsen? Heldigvis var de tæt ved, og en fik øje på ham.
Vi ved godt, at de nogle gange ender med at være alene med mange børn - også på legepladsen. Hvad nu hvis pædagogen ikke havde kunnet råbe en af sine kolleger op? Skulle hun så have ladet min søn ligge bevidstløs tilbage blandt de andre børn, for selv at løbe ind og ringe? Eller skulle hun have ventet med at ringe, til en af kollegerne kom indenfor høre-afstand af hendes råb om hjælp? Eller skulle hun have sendt et af børnene? Det er en frygtelig tanke, men ikke en usandsynlig tanke.
Det er en stor legeplads, og børnene ved godt, at de, når der ikke er mange voksne, kun må benytte en del af den. Men hvad nu hvis han alligevel var gået derom bagved? Hvad nu hvis det var sket deromme uden voksne? Der er ikke et hegn eller andet, der forhindrer det - og en voksen kan næppe holde øje med passagen hele tiden. Godt, det skete tæt ved en voksen.
Hvor vil den skræmte mor så hen med det her? Lige nu kan jeg se bort fra, at min søn ikke får de pædagogiske aktiviteter, som ethvert barn i en daginstitution har fortjent. Jeg kan se bort fra, at man har pillet det afsindig kompetente personales opgaver ned til opbevaring og tilsyn. Jeg forstår det stadig ikke, synes overhovedet ikke at det er en god idé - men jeg kan se bort fra det.
Det, der fylder allermest i mit hoved, er sikkerhed og tryghed. Det er ikke meningen, at pædagogerne skal være nervøse og bekymrede for at være på arbejde. Det burde være en selvfølge:
- at der var personale nok til at overskue det areal, børnene leger på.
- at hvis der er tidsrum, hvor en pædagog er alene med børn, har hun en »nødknap/tilkaldeknap«, der hidkalder kolleger, hvis der er behov for hjælp.
- at når ressourcerne skæres så kraftigt, som de gør i øjeblikket, så må legepladsen inddeles i sektioner, der åbnes/lukkes afhængigt af personaleressourcer, der er til stede. Så vil legepladsen godt nok være tæt befolket af børn, men det bør aldrig være en »tillidssag« mellem en 3-årig og pædagogen at sikre, at børnene er der, hvor de kan få hjælp.
Jeg håber, der er nogen, der vil hjælpe. Måske går det ikke lige så godt en anden gang...
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg

Flid for et godt formål

Annonce