Annonce
Debat

Læserbrev: Når krisecentre bliver et 'helle' i vores samfund.

Skribenten mener, at påstanden om psykisk vold ofte bliver brugt i skilsmissesager. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix


Annonce

Læserbrev: Krisecentre har en uhyre vigtig samfundsmæssig funktion og hjælper hvert år mange kvinder og børn, der er udsat for fysisk eller psykisk vold. Dette må og skal aldrig underkendes.

Politisk er krisecentrene også jævnligt på dagsordenen i forhold til at sikre økonomi og pladser til centrene, der løbende oplever pladsmangel, og dermed må afvise nogle af de kvinder, der kommer gule og blå efter slag.

Mit skriv tager udgangspunkt i de kvinder, der tager ophold på krisecentre med påstand om at have været udsat for psykisk vold. Psykisk vold blev sidste år kriminaliseret med op mod 3 års fængsel.

Jeg bakker op om denne del i lovgivningen ud fra perspektivet om, at ar på sjælen kan være lige så voldsomme som blå mærker. Desværre bliver det også ofte brugt i en stor del af de skilsmissesager, hvor forældrene er uenige om, hvordan børnenes fremtid skal tilrettelægges.

Psykisk vold optræder i en stadig større del af skilsmissesagerne.

Psykisk vold er meget vigtigt at tage alvorligt, men når det er sagt, er det også vigtigt, at personer, der mener at have været udsat for psykisk vold, bliver hjulpet til at finde ud af, om det, de har oplevet reelt er psykisk vold, eller om der nærmere er tale om skænderier, dominerende adfærd eller knuste drømme.

Jeg tillader mig i den forbindelse at problematisere krisecentrenes visitationsprocedure, altså hvad der bevirker, at en kvinde kan tage ophold der. Endvidere vil jeg også problematisere den vejledning, kvinderne modtager på krisecentrene, da det ofte er med til at konfliktoptrappe yderligere, og prisen betales i sidste ende af børnene.

Jeg har gransket Viborg Krisecenters hjemmeside for information om netop deres visitationsprocedure, og dette er det nærmeste, vi kommer: “Før du kan flytte ind på krisecenteret, skal du til en samtale, hvor vi vil vurdere, om det er det rette sted for dig”.

Hvad betyder det egentlig, og hvilke overvejelser er der til grund for, om de vurderer, at der kan være plads til dig? Min bekymring består blandt andet i, at det bliver den enkelte medarbejders mavefornemmelse kombineret med praktik i forhold til ledige pladser, som bliver det afgørende for, ”om det er det rette sted for dig”.

At skulle forklare et brud til ens nærmeste venner og familie og ikke mindst en selv kan være svært. Derfor er det for nogen nemmere at kaste skyld og anklager mod manden, dels for at kunne forklare for sig selv, at forholdet jo ikke kunne fortsætte, men det gør det måske også nemmere for omverdenen at forstå.

Samtidig kan det medvirke til, at de tror, at de står bedre stillet i en sag om eksempelvis forældremyndighed, bopæl og/eller samvær ved Familieretshuset (tidl. statsforvaltning).

Efter samtale med flere af de “efterladte fædre” kan et typisk forløb se således ud: Forholdet mellem mor og far har over tid været præget af skænderier og ikke afstemte forventninger til hinanden. Pludselig forlader moren hjemmet og det skrantende forhold, med børnene.

Far modtager besked om, at de (mor og børn) har brug for ro nogle dage, og at han vil høre fra dem. Far begynder at undre sig - få dage efter sender mor besked om, at de er taget på krisecenter, og at han ikke skal kontakte dem.

Børnene har det ifølge moren godt, men bliver ikke udleveret til samvær. Far modtager anmodning om separation og/eller ændring af barnets adresse, og pludselig står mors pårørende på den fælles adresse og vil have udleveret hendes og børnenes ejendele.

Krisecenteret sender underretning til familieafdelingen med orientering om opholdet og baggrunden herfor. Mor sletter far på de sociale medier og svarer ikke på sms eller opkald.

Far er nu helt afskåret fra kontakt med sine børn og må gå myndighedernes vej for hjælp til udlevering af børnene. Far finder via underretningen ud af, at mor beskylder ham for psykisk vold, dog uden at hun ønsker at anmelde det.

Man kan undres over, at moren ikke vil anmelde det og over, hvorvidt moren dermed selv mener, at der reelt er tale om psykisk vold.


At skulle forklare et brud til ens nærmeste venner og familie og ikke mindst en selv kan være svært. Derfor er det for nogen nemmere at kaste skyld og anklager mod manden, dels for at kunne forklare for sig selv, at forholdet jo ikke kunne fortsætte, men det gør det måske også nemmere for omverdenen at forstå.

Malena Møller Mortensen


Krisecentrene handler på baggrund af en sag, udelukkende oplyst af den ene part, dermed er sagen kun halvt oplyst.

Men hvor er det så egentlig børnene kommer i klemme? Ja det er ved, at de blandt andet opholder sig på en institution i flere uger - måneder. Afskåret fra kontakt med deres far grundet sagsbehandlingstid. Mødre og børn opholder sig typisk på krisecenteret, frem til at de kan komme i egen bolig.

Men tiden går, og kvinden kan have ualmindelig meget held med at benytte krisecenteret som et “helle” i samfundet ved at købe sig tid. Tid hvor børnene er væk fra deres far, tid som skal indhentes ved lange optrapnings planer mellem far og børn.

Tiden køber hun ved, at der hos Familieretshuset er lang sagsbehandlingstid. Ved senest opgjorte sagsbehandlingstid på Familieretshusets hjemmeside fremgår det, at der pr. 11. marts 2020 kan gå op mod 24 uger, før du har et møde i kalenderen, og her har børnene i den periode ikke set deres far.

Ved møderne er det flere gange oplevet, at ledere og ansatte ved krisecentrene har deltaget som morens bisidder, hvilket må siges at efterlade endnu et aftryk af “partitagen”, fra krisecentrenes side.

Heldigvis er krisecentrene ikke den dømmende myndighed i sagerne, hvilket de heller ikke bør være grundet deres ensidige oplysning af sagen. Myndigheden ligger hos Familieretshuset og retssystemet.

Her ses heldigvis, at de er dygtige til at træffe beslutninger og give vejledning med barnet i centrum og ikke tillægge en evt. status fra et krisecenter og en hel del beskyldninger mod den ene part, afgørende betydning, uden at det kan dokumenteres, ved eksempelvis indhentning af akter fra daginstitution, politi, læge med flere.

Når det i flere tilfælde er oplevet, at kvinder på krisecentrene modtager fuldstændig samme vejledning i håndtering af kontakten, eller mangel på samme til børnenes far, hvilket typisk er en ensidig kontakt, hvor far informeres om, at alle har det godt, men de trænger til ro, og at alle beslutninger derefter primært træffes af myndighederne, får det mig til at tænke på, om det er et billede, der viser en generel tendens.

Jeg vil foreslå, at krisecentrene ser på egen gøren og laden i forhold til, hvordan de med deres vigtige funktion i samfundet kan medvirke til at mindske konflikterne og skabe samarbejde omkring børnene.

Det er helt afgørende, at samfundet og samfundets hjælpere (krisecentrene) ikke medvirker til yderligere optrapning af konflikter, men til at nedbringe disse. Kvinderne skal støttes i at finde ud af, om der er tale om reel psykisk vold. Jeg vil foreslå, at man arbejder med tanken om, at krisecentrene kontakter fædrene, der sidder tilbage og hører deres oplevelse af situationen og sammen med begge forældre drøfter muligheden for, at far og børn kan have kontakt, mens opholdet og sagerne forløber hos myndighederne.

Der kan etableres megen kontakt på trods af bekymringer for fars håndtering af børnenes trivsel (mors bekymringer). Her kan nævnes kontakt som: leg på offentlige legepladser med tilstedeværelse af moren eller andre familiemedlemmer, som kan sikre, at barnet har det godt. Eller besøg på biblioteket.

Jeg vil endvidere foreslå, at krisecentrene drøfter muligheden med moren for, at hun og børnene kan tage ophold i hjemlige miljøer, som f.eks. hos familie eller i et sommerhus, frem for på krisecenteret, hvilket er, hvad ordet netop siger, et center til brug i krise og dermed ikke et oplagt miljø for børn at opholde sig i, hvis andet er muligt.

Sideløbende kan der ydes ambulant råd og vejledning fra krisecentrene. Endvidere vil jeg foreslå, at der i den ambulante behandling indgår drøftelser om, hvem der kan bisidde moren ved diverse møder med myndighederne, herunder venner, familie eller frivillige bisiddere.

Lovgivningsmæssigt bør der ses på, om loven omkring psykisk vold er udarbejdet på en måde, der bevirker, at den kan udnyttes i sager om f.eks. skilsmisse og derfor bør tilpasses, således at dette ikke kan ske i så høj grad.

Politisk mener jeg også, at der bør være en større bevågenhed på, hvorledes krisecentrene forvalter deres pladser og den rådgivning, de udøver. Det er borgernes penge, der bliver brugt til at drive disse steder, og som en af disse borgere ønsker jeg, at stederne bidrager til at nedbringe konflikter i familierne frem for at optrappe dem.

Samarbejdsmulighederne i skilsmissefamilier påvirkes af, at den ene part har beskyldt den anden for have begået strafbare forhold også selvom kvinderne ikke anmelder det – det er den virkelighed, forældre lader deres børn vokse op i, og det kan have konsekvenser for børnenes trivsel og oplevelse af forældrene.

Krisecentrene kan faktisk bidrage til at mindske sagstallene i dels familieafdelingerne, men også hos familieretshusene, et ansvar der skal løftes! Der er altså mange muligheder for, at krisecentrene kan opfylde det, de er sat i verden for og samtidig arbejde mere inddragende og problemløsende - for børnenes skyld.

Annonce
Annonce
Viborg

Snart kommer turen til Preislers Plads

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg For abonnenter

Valget i landets største forening nærmer sig - og i år er det anderledes: Dette valg er måske ikke det, der er den største folkelige opmærksomhed om

Viborg

Krav om mundbind rammer også busruter i Viborg Kommune: På disse ruter skal passagerer have bind for munden

Annonce