x
Annonce
Livsstil

Livet på landet er mere end en drøm - det er fast arbejde

Bjørn Jascobsen er stadig medejer af de fire restauranter i København. Det giver ham en fast indkomst, men det er også meningen, at projektet med produktionskøkkenet og gårdbutikken på sigt skal generere et overskud. Foto: Birgitte Carol Heiberg.
For tre år siden besluttede Bjørn Jacobsen sig for at flytte på landet med sin kæreste. De drømte om det simple liv væk fra storbyens jag og spektakel. Væk fra de mange arbejdstimer som kok og medejer af flere restauranter. Men livet på landet kræver også meget slid. Især når alt er nyt.

Bjørn Jacobsen sidder på sin gaffeltruck og er ved at stable affald for enden af den ene af gårdens to længer. Hunden, en boxer ved navn Arthur, løber frit rundt med logrende hale. En enkelt kylling stikker hovedet frem fra noget krat.

Februarregnen har sat sine spor. Gårdspladsen er spækket med små og store vandpytter, der bølgende spejler den charmerende gule, stråtækte bindingsværksgård. Bortset fra regnen er scenariet ellers helt som den 36-årige tidligere kok havde forestillet sig det, da han sammen med kæresten flyttede ind i den gamle præstegård i Bovense for tre år siden.

Det vil sige næsten. Drømmen om det simple og selvforsynende liv på landet har nemlig vist sig ikke at være helt så simpelt endda.

Bjørn springer ned fra gaffeltrucken og giver hånd. Et solidt håndtryk, som man må forvente det af en person, der arbejder med sine hænder.

- Du skal lige se det seneste, jeg har gang i, siger han, og vi går over i den nordvendte længe, hvor Bjørn Jacobsen er ved at indrette et professionelt produktionskøkken og gårdbutik/café.

- Det er svært at formulere, hvad det helt konkret skal blive til. Med tiden kunne jeg godt tænke mig et sted, hvor folk kan få en god sandwich med hjemmelavet skinke og surdejsbrød. Idéen er, at det, jeg serverer herinde, er lavet af noget jeg også selv producerer derude, fortæller han begejstret og giver en kort rundvisning på gården: Fårene, vinrankerne, drivhuset bygget op som en dome af mindre trekanter, røgeovnen, stedet hvor jordkælderen til opbevaring skal graves ud, når ellers det bliver tørt nok. Det er for smattet til at besøge grisene på marken.

Annonce

Familien på præstegården

Bjørn Jacobsen (38), uddannet kok og restaurantejer

Nini Kirkemoe (31) Uddannet cand. mag i spansk og kommunikation

Børn: Karl på to år, Gry (på vej)

Hund: Arthur, en glad og livlig boxer

Husdyr: Høns, grise og får.

Afgrøder: Alle mulige slags grøntsager som kål, løg, gulerødder, rødbeder m.m.

Boligen er på 200 kvadratmeter og så er der to længer på hver 120 kvadratmeter

Til gården er der 16 hektar, hvor omkring 11 bliver forpagtet ud.

Mad som levebrød

Bjørn Jacobsen er ikke ubekendt med livet på landet. Han er opvokset i Vinderup uden for Holstebro, og som knægt arbejdede han som karl på onklens gård. Det blev dog maden, der blev hans levebrød.

Introduktionen til kokkefaget fik Bjørn Jacobsen på Sevel Kro, hvor køkkenchefen Hans Kurt Nielsen så et talent og opfordrede ham til at tage ud og prøve kræfter med faget i udlandet.

Det blev til to et halvt år i London, knap to år i Sydney og tre måneder i New York. Da Bjørn Jacobsen vendte tilbage til Danmark, var han opsat på at åbne sin egen restaurant. På det tidspunkt, efter finanskrisen, sad bankerne tungt på pengekassen, og Bjørn Jacobsen kunne ikke få et lån. I stedet fik han en idé.

- På en eller anden måde fik jeg kontakt til en norsk fiskebåd og blev steward på den. Idéen var, at jeg skulle arbejde et år på havet. Det ville give en million kroner. Jeg holdt 10 uger, så var jeg kureret, siger han og griner, mens han hælder kogende vand over den frysetørrede kaffe.

Det lykkedes dog Bjørn Jacobsen at åbne Restaurant Pluto sammen med kokken Rasmus Oubæk. Senere stod makkerskabet bag åbningen af yderligere tre restauranter. I Bjørn Jacobsens verden har der aldrig været langt fra tanke til handling.

- Jeg er typen, der hopper lidt hovedløst ud i projekter og opgaver. Selvfølgelig skal man snakke tingene gennem, men hvis overtænker noget, kan man altid finde hundrede grunde til ikke føre en idé ud i livet. Nogle gange skal man bare gøre det, siger han.

Første gang, for det meste

Sådan var det også, da Bjørn og kæresten, Nini Kirkemoe, besluttede sig for at flytte fra København til præstegården i Bovense.

- Første gang vi så stedet, var vi enige om, at det skulle være det. Næste gang, vi tog ud for at se gården, slog vi til, husker Bjørn Jacobsen.

- Jeg havde ikke nogen gennemtænkt plan. Jeg ville dyrke grøntsager. Jeg kunne se for mig, hvordan de ville stå snorlige ude på marken. Vi skulle også have dyr, og jeg har altid haft planer om at lave et lille slagteri herude. Men det kræver sindssygt meget arbejde.

Den overvejende grund til, at parret valgte at forlade København, var, at de ville stifte en familie og ikke syntes, at børnene skulle vokse op i København

- Problemet med restaurationsbranchen er, når der kommer børn ind i billedet. Det er altid om aftenen og i weekenderne, man skal arbejde, og det var jeg blevet lidt træt af, siger Bjørn Jacobsen

Det var bonderøvsdrømmen om at leve med familien ude på landet, der trak. Et liv, hvor de begge kunne gå hjemme og være selvforsynende. Det er da også lykkedes sådan så nogenlunde. Familien spiser kun kød af egen avl, og om sommeren kommer alle grøntsagerne fra markerne udenfor.

Men selv om det virker roligt og idyllisk, løber tiden stærkt også på landet. Der er mange arbejdsopgaver, der skal ordnes, og det tager tid. Især når mange af opgaverne er nogle, man kaster sig ud i for første gang.

- Jeg hegnede for eksempel de her fire hektar ind over på den anden side, hvor grisene går. Jeg troede, det ville tage to uger. Det gør det måske, hvis man ikke har lavet andet, men når man aldrig har prøvet det før, tager det altså længere tid, siger Bjørn Jacobsen og forsætter:

- Det var det samme, da jeg skulle prøve at pløje marken første gang. Jeg har en lille tofuret plov og sad der på min lille Massey Ferguson. For det første tager en to-furet plov ikke mere end det her, fortæller han og viser en bredde på omkring halvanden meter med sine hænder. Det tog hundrede år. Jeg kunne ikke finde dybden, og det ville ikke rigtigt vende jorden. Indtil min nabo Erik, som har været økologisk æbleavler i 28 år, altså en rimelig erfaren landmand, kom over og sagde: “Du kører den forkerte vej”. Jeg vidste sgu da ikke, at man kunne køre den forkerte vej. Men så lærer man det.

Fotografen var ikke bange for at få mudder på støvlerne. Her ses grisen Kirsten, Bjørn Jacobsens første gris, der har særstatus og ikke bliver slagtet. Foto: Birgitte Carol Heiberg

En gang kok ...

Øvelse gør som bekendt mester, og med tiden har Bjørn fået godt styr på de forskellige processor ved landbruget. Han er også blevet bedre til at sige nej til de mange restaurantprojekter, som han bliver bedt om at være med til at starte op. Der var lige Restaurant Aro i Odense, da han lige var flyttet til Fyn, men det er han kommet ud af.

- Tit bliver jeg begejstret for idéerne, og der er bare så mange fede ting, man kan lave. Jeg er både glad og stolt over at være med til at få Aro op at køre, men jeg er nødt til at koncentrere mig om det herude, siger han.

Det betyder ikke, at Bjørn Jacobsen slipper maden. Tværimod. Projektet i den ene længe er netop et udtryk for, hvor vigtig maden er for den tidligere kok.

- Jeg elsker at lave mad. Jeg elsker at nørde mad, dykke ned i detaljen og blive dygtigere. For eksempel har jeg det seneste halve år nørdet med surdej, og jeg laver efterhånden et hæderligt surdejsbrød, siger han og medgiver, at han nok har slået et alt for stort brød op i forhold til landbruget.

- Jeg troede til at begynde med, at jeg skulle være fuldtidslandmand. Nu er jeg nok nået frem til, at landbruget skal være i fritiden, og så kan jeg fokusere på madaspektet, for det kan jeg finde ud af, siger Bjørn Jacobsen og runder af:

- Til sommer skal vi have en lille pige. Nini og jeg vil være herude sammen med børnene. Det er første år med produktionslokalet, som er færdig om halvanden måned, og så må vi se. hvad det kan.

Hønsene render frit rundt og har søgt ly fra regnen i et af drivhusene. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Hunden Arthur er tre år gammel og kender kun til livet på præstegården i Bovense. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce