x
Annonce
Biler

Mød en bilentusiast af højeste karat

Frederik T. Frey har gjort bilentusiasmen til en af livets grundpiller og omdrejningspunkt for hobby, arbejde og til dels også sit ægteskab. Foto: Oscar Scott Carl
Frederik T. Frey har været bilbegejstret, så længe han kan huske, og i dag skriver og tester han for Bil Magasinet og er redaktør på Retro-Revyen, hvor han folder sin kærlighed for gamle biler ud.

Frederik T. Frey har karakter. Både visuelt og personligt. Han er alt andet end mainstream, og det er hans forhold til biler heller ikke.

Det er måske en lige vel skarp karakteristik at ryste ud af ærmet efter et 25-minutters telefoninterview, men vi har en lang historie sammen og har delt mangen en testbil over årene. Så jeg må godt.

Selv om han kun er 35 år, er han en gammel sjæl. Både når det gælder hans personlige stil, affektionen for kongeligt porcelæn, og når det gælder biler. Derfor er det helt naturligt, at det netop er ham, der har fået rollen som redaktør på en af Bil Magasinets nyeste årlige udgivelser, nemlig Retro-Revyen.

Denne bibel for dem, der interesserer sig for gamle vogne, er samtidig min undskyldning for endelig at lokke Frederik T. Frey til at stille op til et portræt. For Frederik T. Frey er en særling blandt særlinge. I vendingens mest positive mening.

Ud over sin karakterfuldhed er han både principfast og ekstraordinært dedikeret. Som om han har noget ekstra at skulle bevise. Det har han nu ikke længere - selv om hans far er den legendariske motorjournalist og nuværende chefredaktør på Motormagasinet, Flemming Haslund. Frederik T. Frey har nemlig længe været flyvefærdig i sin egen ret.

Annonce
Under filebænken med værktøj i både tommer og millimeter står et champagnekøleskab, hvis et hjulskift eller motorrenovering skal fejres. Foto. Oscar Scott Carl

Opflasket på bilentusiasme

Det var Flemming Haslund, der introducerede Frederik til automobilets vidunderlige verden, og sønnike husker sit første stik af bilentusiasme, som han fik på sin første skoledag i slutningen af 1980'erne.

- Det var min far, der kørte mig i sin BMW E30 Hartge 2,7-liters (Frederik T. Frey siger ikke bare en tunet BMW 3-serie, red.). Jeg gik på en skole med en lang indkørsel, så der var ingen, som så mig ankomme. Så det handlede ikke om, hvad andre børn tænkte, men om at jeg kunne se på ham, at den her bil var noget helt særligt på den måde, den gjorde ham glad, siger Frederik T. Frey med et grin over telefonen, inden han mere sobert tilføjer:

- Jeg har altid set meget op til min far. Både professionelt og privat.

Derfra gik det slag i slag. Stort set alt handlede om biler. Bilspil slog skydespil, når der blev tændt for PlayStationen, hans favoritfilm var "Taxi", og han var altid med sin far til motorløb rundt om i landet. Da han endelig fik kørekort, fik han sin egen bil - en Peugeot 106 Rallye. En bil, som kendere vil vide var en skraldet letvægtsudgave af den i forvejen minimalistiske Peugeot 106. Til forskel fra første tur i skole var andres mening pludselig vigtig.

- Jeg timede ofte min ankomst med bussens ankomst til gymnasiet, siger han igen med et grin.

Man var vel teenager.

Og inden I sidder og får det indtryk, at det kun var Frederik T. Freys far, der podede ham med bilentusiasme, så har Frederiks mor netop parkeret en topersoners Nissan 350Z ved siden af den baghjulstrukne BMW 530i, der i forvejen holder i carporten. Hele familien er altså bidt af biler.

Bare det handler om biler

Som barn ville Fredrik T. Frey være styrtløber eller rockmusiker.

- Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke havde talent for noget af det. Så da jeg efter gymnasiet skulle tune mig i en retning, vidste jeg, at jeg ville arbejde med biler, og at jeg hverken skulle sælge dem eller reparere dem, svarer han på spørgsmålet om, hvornår han fandt ud af, at han ville være bilanmelder.

- Jeg havde skrevet lidt og anmeldt bilspil, så jeg prøvede at bygge videre på det. Jeg turde ikke håbe på, at der nogensinde blev en ledig pind til mig som motorjournalist, men jeg arbejdede målrettet på at bygge på, siger han.

Han arbejdede blandt andet for et udlejningsselskab, hvor han kørte biler frem og tilbage mellem lufthavnen og klargøringspladsen.

- Jeg ville opbygge et referenceapparat, så jeg den dag, jeg fik et job som motorjournalist, havde kørt andet end min fars bil. For det er vigtigt at være sikker i sin sag. Det her job er øretævernes holdeplads. Det er lidt ligesom at være fodbolddommer. Alle har en mening om ens bedømmelser, og ikke alle er enige. Det er et privilegium, men man skal samtidig være hårdhudet, siger han og fortsætter:

- Der er situationer, hvor jeg ikke bryder mig om en bil, men hvor jeg godt kan se markedet for den. Der skal man være god til at skille tingene ad. Jeg er for eksempel ikke altid begejstret for SUV'er, men det betyder ikke, at alle SUV'er er dårlige.

Frederik trækker sjældent i fuld kedeldragt, men en værkførerkittel til at dække og beskytte det civile tøj er en nødvendighed. Foto: Oscar Scott Carl

Biler skal skille sig ud

Det er dog ikke de nye biler, der bringer hans entusiasmes tekedel i kog. Og ja, han er noget så sjældent som en journalist, der ikke drikker kaffe, men te.

I garagen ved huset har han tre biler parkeret, hvoraf den yngste er 16 år gammel. Der holder en Cadillac CTS 3,2 Aut. (2004), en BMW 318is Coupé (1997) og en Ford (Taunus) 17M RS (1970). Den sidste er faktisk hans bedstefars gamle. De illustrerer meget godt Frederik T. Freys bilentusiasme.

- Jeg bliver klart gladest, når noget skiller sig ud og er anderledes. Jeg har valgt at have en Cadillac som hverdagsbil i stedet for en BMW eller Mercedes. Den er anderledes, og den giver noget andet end de ting, jeg ser, når jeg tester nye biler. Den er dedikeret til at være komfortabel og støjsvag. Det elsker jeg den for. Sæderne er bløde, undervognen er balanceret, og den tørstige V6-motor har et fantastisk overskud. Cadillacen hænger lidt fast i fortiden og er forældet i forhold til BMW'er og Audier fra dens samtid. Der matcher den mit overskæg, mit Mågestel med guldkant og min tilbageskuende stil, siger Frederik T. Frey med selverkendelsens grin.

Han kan ikke presses til at have en favorit blandt de tre biler. Men BMW'en har han haft længst, og den siger mest om måden, han arbejder på, for han købte bevidst den lidt oversete og stumprumpede 318is Coupé.

- BMW'en har jeg haft i ni år. Jeg købte lige præcis denne variant for at øve mig. Den er sat op med M-Sport-undervogn, men har kun beskedne 140 hk. Den fortæller mig ALDRIG noget forkert, men jeg kan reagere forkert på dens input, og så er det min fejl, hvis vi kommer ud over grænsen. Det har aldrig handlet om fart, men om svingegenskaber. Den har ikke ESC, og den har et par gange taget fusen på mig. Den vinder hver gang, vi når grænsen, men vi forstår hinanden, og den skal altid være i mit liv, siger Frederik T. Frey med en veneration i stemmen som normalt er forbeholdt folks kæledyr eller familiemedlemmer.

Tilbage er kun det store millionspørgsmål, der stripper enhver bilentusiast nøgen ind til skindet: Hvis garagen kunne suppleres med én bil mere - uden at økonomi spiller en stor rolle - hvad skulle det så være?

- Når jeg føler mig modig, så drømmer jeg om en gammel Maserati Ghibli eller Shamal. Men i virkeligheden ønsker jeg mig en bil, jeg kan øve mig og dygtiggøre mig endnu mere i. En bil, der kan bringe mig videre end BMW'en. En Porsche 911 i 964-udgaven (modellen fra 1989 til 1994) og gerne bare en baghjulstrukken Carrera. Det er i min optik den sidste af ur-911'erne. Den er meget rå og leverer en meget hudløs og direkte dialog og samspil mellem mekanik og chauffør. Den føles som en forlængelse af en selv, og det skal en drømmebil være for mig, fortæller Frederik T. Frey.

Senere samme dag ser jeg på Facebook, at han er ved at skifte noget på den gamle Taunus. Fik jeg nævnt, at hans hustru har en Buick Skylark GS fra 1960'erne?

Jeg kender mange bilentusiaster, men jeg kender ingen, der som Frederik T. Frey har gjort bilentusiasmen til en af livets grundpiller og omdrejningspunkt for hobby, arbejde og til dels også sit ægteskab.

Kunne man give standpunktskarakterer i bilbegejstring, fik Frederik T. Frey et rent 12-tal, men klassekammeraterne ville stemple ham som stræber. Stræber i bilentusiasme.

Motorjournalist Frederik Frey har fået fingrene i den Ford (Taunus) 17M RS fra 1970, som hans bedstefar engang ejede. Foto: Oscar Scott Carl
Livet med klassiker og youngtimer er ofte en balancegang, hvor der skal findes plads til både kørsel og mekanisk omsorg. Den røde bil, der hænger på liften, tilhører Frederiks hustru. Der er tale om en Buick Skylark GS fra 1966 med 6,6 liters Big Block-V8'er. Foto: Oscar Scott Carl
På garagens ene liftsøjle hænger en øloplukker i kæde – naturligvis en gammel en af slagsen med et logo, der matcher Frederiks Ford (Taunus) 17M RS. Foto: Oscar Scott Carl
Forden er gammel og simpel nok til, at flere ting kan ordnes af amatørmekanikeren. Cadillacen har dog for mange sensorer, computere og lignende. Foto: Oscar Scott Carl
BMW'en holder under dækken om vinteren parkeret bag en lyseblå lædersofa i garagen/slyngelstuen. Foto: Oscar Scott Carl
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg

En mavepuster til kommunen og kurlturlivet: Disse begivenheder kan blive aflyst

Leder

Er pegefingeren lige højt nok i vejret?

Viborg

Statsministerens udmelding kan aflyse Fyrværkerifestivals 10 års-jubilæum

Annonce