Annonce
Viborg

Man gjorde Viborgs børn fortræd

Annonce

Det er nu nogle uger siden, jeg fik opsagt mit erhvervslejemål på Dramaskolen. Ganske pludseligt og noget overraskende. Man havde fundet ud af, at mit værksted var et depot og derfor ikke et rum, hvor man måtte opholde sig – selvom jeg havde brugt stedet flittigt de seneste par år.

Det er dog ikke mit ærinde i dette opslag. Måske var der i mit tilfælde tale om en administrativ fejl? Eller måske var lokalet en lillebitte brik i et større omrokeringsspil i området? Dette er blot for at fortælle, at jeg sikkert er noget subjektiv i mit syn på det, jeg nu vil prøve at belyse. Dog vil jeg prøve at være så objektiv som muligt. For der er altså brug for noget klarhed nu, her efter en kritisabel fritstilling af de to ledere på henholdsvis drama- og billedskolen.

For omkring et år siden opsagde Carte Blanche sin aftale med kommunen. Med mit vage kendskab til sagen kan jeg kun gætte mig til, at der ikke var velvillighed og et oprigtigt ønske fra kommunen til at fortsætte samarbejdet med et af landets mest idérige og spændende egnsteatre. Måske var udtrykket ikke folkeligt nok? Måske skulle der spares? Anyway, til oktober er det slut, og vi bliver alle åndeligt fattigere.

Den seneste tid har jeg hørt rygtet om, at The Animation Workhop var interesseret i bygningen, hvor mit værksted, Dramaskolen og Carte Blanche holder til. På grund af vokseværk, velsagtens? Men det fik vist ikke ben at gå på.

Det blev også til et stille farvel til kulturkonsulent Mette Hagen, da hun stoppede sit virke for en måned siden. En af de helt store kulturelle ildsjæle i Viborg. Jeg kender Mette personligt og tror virkelig på, at hun har brugt corona-tiden til at genopfinde sig selv. Godt for hende. Skidt for byen. Men sjovt nok sker det samtidig med alt det andet. Et tilfælde?


I bliver nødt til at bekende kulør. For at mistilliden ikke vokser, og vores fjer ikke bliver til ti høns. Ellers mister vi troen på jer. Ildsjæle kommer til at forlade byen og finde andre steder at græsse. Steder som vil de skæve idéer og som tør slippe den gode galskab løs. Noget et samfund har brug for


Paletten skal rykke op til Tinghallen og være en del af et nyt kulturmetropol. Jeg tror, det er en virkelig dårlig idé, som ender med, at Paletten – regionalt spillested eller ej - bliver et aflastningssted for ikke udsolgte koncerter i Tinghallen.

Nu kommer jeg så til der hvor jeg undres. Den egentlige grund til, at jeg hælder vand ud af ørerne. Man har valgt at skille sig af med koordinator Lis Jørgensen fra Billedkunst & Design og koordinator Anders Wadsholt fra Scenekunst.

Ja, det lyder meget fint med navnene på deres stillingsbetegnelse og arbejdsplads. I daglig tale er de såmænd ledere og drivkraft af henholdsvis Billedskolen og Dramaskolen. Men man valgte i sin tid at modernisere børns kreative miljø ved at finde på smarte navne og lægge al børne- og ungdomskultur ind under Kulturskolen Viborg.

Det ændrer dog ikke ved, at det miljø, disse to ildsjæle har opbygget over henholdsvis 13 og 15 år, er helt unikt og nede på jorden. Helt dernede hvor børn befinder sig som de nysgerrige individer, de er. Jeg vil ikke komme ind på detaljer omkring fyringen af Lis og Anders. Kan blot konstatere, at ledelsen har været utroligt iskold og ret ligeglad med, hvilken betydning disse to fantastiske mennesker har haft for hundredvis af unger.

”Tak for jeres indsats. Her er jeres belønning: gå ned i halv tid eller gå ad helvede til”. Er det virkelig sådan man behandler mennesker og takker dem for indsatsen?

Jeg kender ikke Lis så godt, men jeg ved, hun er elsket af kollegaer og elever. Hun er et sympatisk og kærligt væsen. Anders, til gengæld, har jeg kendt som ven, nabo og kollega i mange år. Vi har lavet et par teaterforestillinger sammen. Vi har brugt hinanden som kritikere, når f.eks. en sang skulle bearbejdes og afprøves.

Jeg har oplevet dejlige unge mennesker komme forbi, selvom de ikke mere var tilknyttet stedet. Døren var altid åben. Spist mange hyggelige frokoster med Henrik og Pia som også har været mere med i skolens virke end de vel egentlig behøvede. Sikken en fest vi har haft!

Og det er netop det, som er så unik for området/fællesskabet her i vores hjørne af kasernen. Vi har alle arbejdet sammen på kryds og tværs: Carte Blanche, Kulturskolen og jeg. Med en form for anarki hængende over vores forvirrede hoveder. Jeg har oplevet en vild begejstring fra eleverne på skolerne. Mærket hvordan alle er velkommen under samme tag, uanset talent og baggrund. Her er der plads til alle. Rummelighed.

Jeg ved dog, at de tilbageværende lærere på de to skoler besidder den samme tilgang til livet som Lis og Anders, og gudskelov for det. Men hvad skal de så? Løbe stærkere? Skabe et nyt fundament for børns tilgang til kunst? Skal andre og nye øjne til? Skal posen rystes? Har de i det hele taget lyst til at blive, når deres profession åbenlyst ikke bliver respekteret.

Jeg kommer til at savne dette fællesskab. At være en del af et kulturhjørne på kaserneområdet. Kunne bruge hinanden som sparringspartnere. Se kunsten vokse ud af intet og blomstre. Støtte hinanden i modgang og være høje sammen i medgang. Well, om få måneder er vi spredt for vinden og andre tager muligvis over.

Men, men, men…

Er alt det her tilfældighedernes spil? For mig at se, er der tale om lidt for mange perler på en snor. Det ligner a perfect storm! Er der planer om at bruge kaserneområdet til noget andet end det der er nu: et stort kreativt fællesskab? Er nogen på kommunen ved at nedprioritere de små skæve, uregerlige, kantede og anderledes kultursjæle i forhold til den nemme, regelrettede og folkelige brede kulturmasse? Hvad sker der inde i blækhuset på kommunen og hos ledelsen på Kulturskolen?  Ser jeg – og mange andre - bare spøgelser?

I bliver nødt til at bekende kulør. For at mistilliden ikke vokser, og vores fjer ikke bliver til ti høns. Ellers mister vi troen på jer.

Man gjorde Carte Blanche fortræd. Man gjorde Lis og Anders fortræd. Men værst af alt: man gjorde et barn fortræd. Nej, for fanden. En masse børn. Vores fremtid.

Måske tager jeg grueligt fejl? Måske træder jeg nogen over tæerne? Jeg forbeholder mig ret til at være dum og uvidende. Jeg forbeholder mig ret til at tænke højt. Hvis verden hænger anderledes sammen, så må du gerne give mig smæk og smide mig i seng.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg For abonnenter

Stor og ambitiøs plan for Ellekonebakken ligger klar: Nye broer, nye bygninger og en ny vej skal kæde området sammen med byen

Annonce