Annonce
Navne

Mig og mine rødder: - Politik har været mit liv

Ordentlighed er en af de dyder, Anna Margrethe Kaalund vægter højt. Hun har altid stået fast på sine meninger. Også selvom det har givet modvind. Foto: Jane Gisselmann
Anna Margrethe Kaalund blev den sidste borgmester i Tjele Kommune. Venstre-kvinden blev borgmester for Borgerlisten. Hun går stadig ind for, at man skal turde stå på mål for sine meninger og sige fra, hvis det bliver nødvendigt.
Annonce

Tjele: I grunden blev Anna Margrethe Kaalund politiker ved et tilfælde.

Hun var flyttet til Hammershøj med sin mand, der var selvstændig med sin egen lægepraksis, og for at få hverdagen til at hænge sammen gik Anna Margrethe Kaalund hjemme med parrets tre børn for at give dem en rolig start på tilværelsen.

Et liv som hjemmegående husmor var dog lidt for ensformigt for Anna Margrethe Kaalund, der i 1981 blev opfordret til at stille op til kommunalvalget og blev valgt ind for Venstre. Siden har Anna Margrethe Kaalunds arbejdsliv været centreret om politik.

I en årrække sad hun både i kommunalbestyrelsen som formand for socialudvalget i Tjele Kommune, mens hun samtidig repræsentererede Venstre i det daværende amtsråd.

I hendes største politiske opgave som borgmester var det dog ikke Venstre, hun repræsenterede, men Borgerlisten i Tjele. Hun havde på daværende tidspunkt været uenig med Venstre om skolelukninger og havde stået fast på sin overordnede holdning om, at det giver større diversitet og bedre faglighed at samle skolebørnene på større skoler.

Efter et liv som repræsentant for Venstre stemte hun sidenhen på Det Konservative Folkeparti. Evnen til at turde stå fast på sine holdninger og engagere sig i samfundet omkring sig fik Anna Margrethe Kaalund fra sin politisk aktive far.

Tag med den tidligere borgmester en tur tilbage til rødderne.

Hvordan så det ud på dit barndomsværelse?

Der var fire en halv meter til loftet i mit barndomsværelse, vinduerne var så store, at der kunne stå en voksen oprejst i vinduet uden at fylde vinduesrammen ud, og jeg havde hele 27 kvadratmeter at boltre mig på. Så objektivt set jeg havde utrolig flotte forhold, men jeg var i grunden ikke særlig glad for mit værelse. Det var for stort og ikke særlig hyggeligt, syntes jeg. Jeg kunne meget bedre lide mine skolekammeraters værelser.

Jeg voksede op i Jerlev med min lillebror og mine forældre. Min far og mor havde overtaget gården fra min mors forældre, som blev boende sammen med os. Det var en stor gård. Alene stuehuset repræsenterede vel omkring 500 kvadratmeter, og derudover bestod gården af et væld af lader, stalde og marker.

Min far var vokset op syd for Herning, og hans forfædre havde været med til at opdyrke heden. Sammen med min mor fik han gjort gården til en driftig forretning og arbejdsplads. Med to kilometer til den nærmeste landsby og over 10 kilometer til en større by var vi meget langt ude på landet, men vores hjem myldrede med mennesker.

To faste piger og fire-fem karle, der arbejdede og boede hos os. Vores hjem var et samlingspunkt, og måltiderne blev indtaget på klokkeslæt og med alle samlet rundt om bordet.

Hvad var de vigtigste værdier i dit barndomshjem?

Gudsfrygt, flid og nøjsomhed. Når jeg tænker på min mor, har jeg et stort knudret egetræ med masser af grene og kviste i tankerne. Min mor kunne rumme rigtig mange mennesker. Hvert forår kom der en bestemt landevejsridder forbi, som min mor tog under sine vinger. Han arbejdede altid på gården forår og sommer.

Politik fyldte også meget i mit barndomshjem. Min far var sognerådsformand og blev siden valgt til kommunalbestyrelsen og amtsrådet. Han var med overalt, hvor der skete noget og var en udadvendt mand med store armbevægelser, der elskede at involvere sig, så interessen for politik har jeg ikke fra fremmede.

Min far var også en utrolig dygtig praktiker, der lagde en ære i at lave alt selv. Midt på gårdspladsen havde han eksempelvis bygget et springvandt og brugt indmaden fra en gammel vaskemaskine, ventiler fra et gammelt varmeapparat og forruden fra lastbil til at få et smukt springvand til at springe i kulørte farver døgnet rundt. Selvgjort er velgjort lød mottoet i min familie, hvilket betød at mine forældre eksempelvis selv kreerede et telt, da vi var på vores første telttur til Østrig i 1956. Min mor syede teltduen, og min far stod for konstruktionen. Det var en regnfuld tur, så det var en blandet fornøjelse i et hjemmelavet telt, og selvom vi var uden for gården skulle middagen, formiddagskaffen, eftermiddagskaffen og aftensmaden stå på bordet på klokkeslæt - uanset hvor vi var.

Min far koketterede meget med sine fantastiske evner som håndværker. Dem var han stolt af. Bogligt havde han til gengæld store udfordringer. Når protokollen skulle skrives til et sognerådsmøde, måtte min mor føre blyanten.

Hvad var dit første fritidsjob?

En ung kommende borgmester med sin far og sin lillebror. Anna Margrethe Kaalunds far var bogligt svag - men en dygtig politiker, håndværker og landmand. Privatfoto.

Fordi vi boede så langt væk fra byen - Vejle - og skolen, brugte jeg meget af min tid på transport. Jeg hjalp til på gården med det huslige arbejde. Min far mente ikke, at landbrugsarbejde var passende for piger. Kun en enkelt gang kan jeg huske, at min veninde og jeg forsøgte at tjene lidt penge på at hakker roer, og vi blev fyret på stedet. Det første rigtige job fik jeg cirka 16 år gammel efter realskolen. Min mor havde set en annonce i Jyllands-Posten om et feriearbejde på et missionshotel i Herning. Det viste sig at være et job som opvasker, og vi opvaskere var absolut lavest i hierarkiet, og der kunne snildt stå 35 møgbeskidte gryder klar til den første opvasker klokken syv om morgenen, så det var en barsk start på arbejdslivet. Siden blev jeg uddannet lægesekretær og arbejdede på det psykiatriske hospital i Risskov i Aarhus. Det var et spændende sted, og jeg holdt meget af at være der. Jeg uddannede mig til socialrådgiver, fordi jeg alligevel ikke kunne stilles ved at være lægesekretær. Jeg har altid været rastløs. Der skal ske noget. Måske derfor har politik været en perfekt platform for mig.

Kan du huske engang du fik skæld ud – og hvad lærte du af det?

Jeg kan kun huske, at jeg en enkelt gang har fået en endefuld af min mor, som ellers var ejegod og mild og ikke kunne drømme om at krumme et hår på vores hoveder. Men da jeg var cirka fire år gammel, var jeg en dag smuttet ind under hegnet til den store tyr, der stod på marken og græssede, og min mors forskrækkelse udløste afstraffelsen, som naturligvis lærte mig at gå en stor bue uden om marken med tyren.

Hvem var din bedste barndomsven – og hvad lavede I sammen?

Når man bor så langt fra skolekammeraterne, var der ikke mange at lege med i en tid, hvor forældre ikke kørte rundt med børn, som man gør i dag. Jeg havde en enkelt tæt veninde i mellemskolen, Inger, som også boede langt ude på landet. Vi lavede lektier sammen og tog i ”friluftsbad” sammen om sommeren i Vingsted - der dengang mindede mere om et mudderhul end om en swimmingpool.

Fordi jeg voksede op på landet, havde vi altid hund. Og naturligvis også katte, høns og køer. Det er godt for børn at vokse op med dyr omkring sig, tror jeg. Jeg plejer faktisk at sige, at det burde skrives ind i Grundloven, at børnefamilier bør have hund. En hund bliver en ven og et familiemedlem.

Hvad var din største udfordring som barn?

At jeg var meget alene. Der var mange voksne omkring mig - men få børn. Jeg legede naturligvis med min lillebror, men han var meget yngre. Meget tidligt begyndte jeg at læse mange bøger. Jeg var dygtig og flittig i skolen og god til at fordybe mig.

Var du artig eller en ”Emil fra Lønneberg”?

Jeg var helt sikkert mest artig, men jeg lavede da et par skarnstreger ind i mellem, selvom det ikke var med vilje. Som helt lille - måske fem år gammel - ”kom jeg til” at låse min fætter og kusine inde i hønsehuset, så ingen kunne finde dem i lang tid. Og engang vi skulle lege fine damer, smurte jeg møbelpolitur i ansigterne på dem. Den gang havde alle den slags farlige kemikalier i kosteskabene. Der var terpentin i, så det var jo ganske forfærdeligt, og de skreg som stukne grise - men de kom sig heldigvis.

Hvilken af dine lærere husker du bedst – og for hvad?

Den første lærer, jeg kommer i tanke om var min matematiklærer, Thøgersen, som jeg havde i mellemskolen. Han var en frygtindgydende mand, rynket og med olieklistret hentehår. Jeg, der altid var blevet mødt med tillid og kærlighed, var så bange for ham.

Jeg husker også vores sanglærer på gymnasiet. Han var elskeligheden selv og introducerede os for opera, og jeg blev fuldstændig betaget af operaens mange facetter. Min mand og jeg mødte hinanden på gymnasiet og sang i kor sammen. Det var en skøn tid, selvom Jens Peter nu ikke blev lige så vild med opera, som jeg gjorde.

I dag er jeg faktisk stadig så passioneret en operafan, at jeg gerne rejser til de store operahuse i Europa for at opleve en Wagner-opera for eksempel. Jeg elsker det dramatiske og følelsesladede ved operaen og kan godt finde på at synge med i vilden sky - men kun når jeg er alene hjemme - ingen af mine familiemedlemmer har samme lidenskab for opera som mig.

Anna Margrethe Kaalunds største udfordring var, at hun voksede op langt fra sine skolekammerater i Vejle. Dyrene fik derfor en stor rolle - som katten her - men især familiens hund, knyttede hun sig til. I dag mener hun, at det burde stå i Grundloven, at børn bør have en hund. Privatfoto.

Hvornår gik det op for dig, at din far ikke var den bedste til alt?

Meget tidligt. Min far var dygtig til mange ting, men det boglige var hans store svaghed. Skolen havde være rædselsfuld for ham. Han fortalte os, hvordan han havde fået klø og var blevet skældt ud for at være dum. Heldigvis var hans selvværd stort på mange andre områder.

Er dit liv blevet som dine forældre forventede?

Min far var et meget politisk menneske. Han var stolt, da jeg gik ind i politik. Desværre nåede han ikke at opleve, at jeg blev borgmester, men jeg fik mange gode politiske snakke med ham inden, og det er lidt spøjst at tænke på, hvordan min far og jeg på mange måder er gået samme vej. Også han havde et opgør med Venstre på et tidspunkt. Min mor var families samlingspunkt og den tænksomme. Hun var især glad for, at Jens Peter og jeg fik et godt familieliv, og at vores børn trivedes.

Hvilken del af din barndom har du givet videre til dine egne børn?

I stedet for at gisne om det, har jeg spurgt vores børn, hvad de føler, at de har fået med sig videre. Vores datter arbejder som kræftlæge. Begge vores sønner er civilingeniører. Sjovt nok sagde de alle tre: ordentlighed, da jeg spurgte dem. Det er jeg meget taknemlig over. Hjælpsomhed, engagement, empati og at gøre sig umage, snakkede de også om, at de havde fået med hjemmefra. Og så ved jeg, at de har fået evnen til at stå fast på deres meninger, selvom ingen af dem har været politisk aktive.

Foto: Jane Gisselmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce