Annonce
Navne

Mindeord over Ingelise Langvad

Ingelise Langvad
Max Jørgensen skriver følgende mindeord over Ingelise Langvad.
Annonce

Dødsfald: Ingelise Langvad er død. Ordentlig, pligtopfyldende, humoristisk og snusfornuftig – det er i få ord det, der har kendetegnet Ingelise Langvads mangeårige virke på Medieskolerne.

I disse dage nogenlunde præcist er det 35 år siden, jeg først mødte Ingelise. Jeg havde søgt stillingen som projektleder for Viborg Amtskommunes videogruppe, og Ingelise var den, der hentede mig i receptionen til jobsamtalen. Hun var på det tidspunkt sekretær i Viborg Amtskommunes undervisnings- og kulturforvaltning, og eftersom jeg fik jobbet, fik vi fra tid til anden noget med hinanden at gøre.

Det blev senere til meget mere, da Videoskolen i Viborg Amt i 1987 blev en realitet, og hun og jeg blev samtidig ansat på et projekt, som ingen helt vidste hvad ville udvikle sig til, som nogle gode kræfter i amt, kommune og branche bakkede op om, men bestemt også andre kræfter misbilligede.

Hvis der er nogen, der med disse ord sidder med en fornemmelse af, at der har været mange kampe igennem årene, så fornemmer de fuldstændig rigtigt. Jeg nævner det her, fordi Ingelise med en aldrig svigtende loyalitet altid var parat til at tage fra og altid har været god at sparre med om en second opinion om denne eller hin disposition. Ind imellem kunne hun, som vi alle kan, være usikker på, om hun magtede udfordringerne - derom tvivlede jeg aldrig, og tak for at du tog handsken op.


Og igennem tiderne er det ikke få elever, der har fået en kontant, men retfærdig belæring i forskellen på en kvittering for en dankort-transaktion og en egentlig dokumentation for en refunderbar udgift.


Ingelise var bestemt ikke uden kant, vi har på arbejdspladsen et udtryk: ”Du kan få en Hofmann”, det kan oversættes til en overfusning af en medarbejder, som har foretaget en fuldstændig tåbelig disposition (undskyld Daniel). Og igennem tiderne er det ikke få elever, der har fået en kontant, men retfærdig belæring i forskellen på en kvittering for en dankort-transaktion og en egentlig dokumentation for en refunderbar udgift.

Det har mere end én gang udvirket, at en elev med røde ører har givet en undskyldning og sågar givet kvaje-kager. Så kom ikke og sig, at ikke også en bogholder har en pædagogisk rolle at spille. Og som tillidsmand for det teknisk-administrative personale var hun en fornøjelse at samarbejde med med en aldrig svigtende sans for at se igennem øremos og tågesnak.

I mine mørkeste stunder havde jeg frygtet, at den cancer, som Ingelise havde fået konstateret, skulle føre til et langvarigt og trøstesløst forløb, men dog med muligheden for, at vi glidende kunne overdrage opgaver. Så det var uden overdrivelse en kæberasler, at du så pludseligt og uforudsigeligt har forladt os af andre årsager end cancer og slået et hul i din families og vores liv. Om det så er et nådigt tegn fra Gud, ja måske, men savner dig, det gør vi sgu.

Jeg sidder med våde øjne og snot i næsen og tænker på Finn, Kirstine og Thomas og erindrer et digt af W.H Auden fra 1936, ”Funeral blues”:

Stop the clocks, cut off the telephone

Prevent the dog from barking with a juicy bone

Silence the pianos and with muffled drum

Bring out the coffin, let the mourners come

Let aeroplanes circle moaning overhead

Scribling in the sky the message: she is dead

Put crepe bows round the necks of the public doves

Let the traffic policemen wear black cotton gloves

She was your north, your south, your east and west

Your working week and your Sunday rest

Your noon, your midnight, your talk, your song

You thought that love would last forever: you were wrong

The stars are not wanted now, put out everyone

Pack up the moon and dismantle the sun

Pour away the ocean and sweep up the wood

For nothing now can ever come to any good

God speed you, Ingelise Langvad

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce