Annonce
Mindeord

Mindeord over Vilner Laursen

Fugle havde en stor plads i Vilner Laursens hjerte. Arkivfoto

Mindeord: Anni Eriksen og Karen Margrethe, niecer, skriver følgende mindeord over Vilner Laursen:

Vilner Laursen døde stille i sit hjem d. 18. februar. Han var sidste og den yngste søn ud af en søskendeflok på 7. Det meste af sin barndom boede han i Løgstrup, hvor hans far havde en kurvemagerfabrik.

Han kom tidligt ud at tjene på gårde omkring Viborg, og det var derfor også naturligt, at han startede sit eget lille husmandssted i Foulum ved Ørum, da han havde aftjent sin værnepligt i Kongens Klær` som garder i København.

Det var en tid, han talte om som en spændende og dejlig oplevelse. På gården var han alene, men aldrig ensom, han elskede sine dyr, såvel køerne som hunde og kattene. Selv et brækket ben kunne ikke stoppe ham for selv at røgte kreaturerne. Efter nogle år måtte han dog konstatere, at tiderne ikke var til små husmandssteder længere.

Vilner solgte gården, fik arbejde på Lindøværftet og drog derfor til Kerteminde, hvor han slog sig ned, først i lejlighed og senere i eget hus lige uden for Kerteminde, hvor han fik mulighed for at udleve sin store passion for fugle, især papegøjer, beostære og undulater.

Her blev hans lille landsted ofte udflugtsmål for diverse foreninger for fugleinteresserede. Efter mange år på Lindøværftet fik kan et pedeljob på et plejehjem, hvor hans håndværksmæssige kompetencer gjorde stor gavn. Udover det var han altid den hyggelige rare pedel, som også tog sig tid til en hyggelig snak med beboerne.

I en lidt sen alder mødte han her en pårørende til en af beboerne, og de forelskede sig i hinanden, og hans ”Grethe” flyttede ind i huset i Kerteminde, og de havde sammen mange gode år.

Vilner blev alene igen, og da han blev pensioneret, vendte han tilbage til sin fødeegn og bosatte sig i Ravnstrup. Her fortsatte han sin passion med dyr, fik hund, fisk, fugle og høns, som stadig var hans store lidenskab.

I lokalområdet, hvor han boede indtil sin død, mødte han venlige og utroligt hjælpsomme folk, som han fik en god kontakt til. Han var heller ikke selv sen til at tilbyde sin hjælp til andre, hvilket han i den grad fik retur her de senere år, hvor kræfterne svandt, og han var afhængig af naboer og venners hjælp.

Han ønskede inderligt at dø i sit eget hjem, og det fik han heldigvis lov til. Vi har mistet en rar og kærlig onkel.

Æret være hans minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg

Alt er, som det plejer hos Lysmesteren

Annonce