Annonce
Viborg

Når nogen træder fra må andre træde til

Signe Munk, næstformand i SF, har fået en dagligdag bag Christiansborgs tykke mure. Foto: Nikolai Linares/Scanpix

Signe Munk lever en hverdag i magtens centrum, efter at hun i foråret blev valgt til næstformand i SF. En rolle, hun ikke var sikker på, om hun var klar til at træde ind i.

»Du må turde træde ud,
hvor dit liv kun er dit.
Det briste eller bære må,
dette ene skridt.«
»Der er sådan en sang, der hedder linedanser... Den hørte jeg virkelig meget i den periode.«
Signe Munk griner lidt af sig selv, da hun fortæller det. For det er lidt fjollet, ikke?
I januar havde hendes parti, SF, forladt regeringen efter en turbolent periode, og man stod uden formand, uden næstformand og uden den massive opbakning, man ellers i mange år havde fået fra danskerne, som var rykket længere mod venstre efter et årti med en borgerlig regering.
Annonce
Så SF lå i ruiner, da Signe Munk igen og igen satte denne lille, fine sang på: Og da hun havde hørt den nok, turde hun til sidst at sige ja.

»Ja.«
Signe valgte at gå linen ud - og så måtte det briste eller bære.
Signe Munk var i løbet af februar blevet spurgt, om ikke hun ville stille op til næstformandsposten for sit parti, og det var dét spørgsmål, som havde givet hende så mange overvejelser.
Turde hun? Ville hun? Kunne hun?
»Jeg endte med at sige ja, og det gjorde jeg, fordi jeg var fast besluttet på, at der også skulle være et SF efter det store kaos. Det ville jeg kunne bidrage til, og derfor gjorde jeg det. Jeg gjorde det mere, fordi at der var brug for nogen, der kunne udvikle partiet, end jeg gjorde det fordi, at jeg syntes, at jeg havde en plan for det hele.«

Meget at samle op

Signe Munk deler næstformandsrollen i SF med 56-årige Tonni Hansen fra Langeland. Men mens han passer sit civile erhverv i fagforeningsverdenen, så har Signe Munk fået en dagligdag bag Christiansborgs mure, i politikens og magtens centrum, hvor hun har til opgave at arbejde med stort og småt i SF-regi.
Primært arbejder den unge viborgenser på de interne linjer, hvor hun tager sig af alle organisatoriske opgaver, mens formand Pia Olsen-Dyhr står for at tegne politiken udadtil.
»Jeg vidste nok ikke helt, hvad jeg gik ind til, og der var meget at samle op på, dengang. Der var jo nogle, som var trådt fra, men der var også andre, som mig, der var trådt til. Folk, som ikke lige syntes, at Socialdemokratiet eller Det Radikale Venstre kunne være lige så godt. Folk, som stadig var villige til at kæmpe,« siger Signe Munk, som deler kontor med to andre organisationsfolk.
»Det er mere praktisk, og så synes jeg også, at det ville virke mere jordnært istedet for at sidde bag en lukket dør på mit helt eget kontor,« forklarer hun.

Pligten kalder

Signe Munks kontrakt med SF fortæller, at hun står til rådighed 24 timer i døgnet. Der er nok at se til, nok at samle op på, og nok at udvikle videre på i det socialistiske folkeparti.
»Men hvorfor var det lige en 23-årige pige fra Viborg, som skulle tage det ansvar?«
»I bund og grund var det vel fordi, der var nogle, der mente, at jeg var den rigtige til at tage det,« svarer hun.
»Det at stille op som næstformand var ikke noget, jeg selv fandt på. Egentligt var jeg selv ret parat til at holde en pause fra politik, og det var også derfor, at jeg stoppede i byrådet.«
»Men så skete der alt det her, som gjorde, at verden ændrede sig lige pludselig. Så var der en masse, som opfordrede mig til at stille op. Det var ikke sådan, at jeg tænkte, at dét gør jeg bare. Først mente jeg, at de skulle finde en anden. Men så begyndte jeg alligevel at kunne mærke, at jeg følte mig forpligtet over for partiet og over for medlemmerne,« forklarer Signe Munk.
»Og selvfølgelig er det ikke sådan, at jeg er den eneste, der kunne have løst den her opgave, men der var bare nogen, som lagde meget stor værdi i, at det blev mig, og det betød rigtigt meget for mig.«

En lukket virkelighed

»Jeg synes, at Christiansborg har en lukket logik,« erkender Signe Munk, og tier så et par sekunder, mens hun funderer over den verden, hun er blevet en del af. En verden, som hun for alvor bliver viklet ind i, hvis det lykkes hende at blive valgt til Folketinget ved næste valg.
»Der er noget over den måde, politikerne opfatter sig selv på....« siger hun så, mens hun stadig leder lidt efter de rette ord.
»Jeg mener: Her er de dygtigste politikere i Danmark, og de ved det godt. Her er de dygtigste embedsmænd i Danmark, og de ved det godt. Og - no offense - her er de dygtigste journalister, og de ved det godt. Der er en vigtig-Per-attitude, som jeg i hvert fald godt kan synes er lidt svær at håndtere,« forklarer Signe Munk.
»Og jeg vil sige... Jeg har oplevet steder blandt almindelige mennesker, hvor jeg synes, at den moralske standard er højere. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er godt at komme op i sådan et magt-tæt rum, som Christiansborg er. I hvert fald ikke, hvis ikke du er rigtig god til at holde benene på jorden, for så kan man godt blive opslugt af det der magtspil.«
»Magt gør noget ved mennesker,« mener Signe Munk.
»Så for mig har det været vigtigt at holde fast i mine rødder og i min politiske motivation, for sådan vil jeg helst ikke blive.«

Ansvarlighedens åg

I de fire år, Signe Munk var medlem af Viborg Byråd, var hun på mange måder en del af flokken. Én af 31 politikere, der skulle blive enige om dette og hint. Og set i bakspejlet, så var den tid ren idyl i forhold til den christiansborgske virkelighed, fortæller hun.
»Landspolitik er ikke et nemt sted at være, og der er slet, slet ikke så mange magtkampe i kommunalpolitik, som der er her. Det skulle jeg også ligesom finde ud af, om jeg var klar til - om jeg var klar til at bære de ting.«
»Og det er nok noget, som jeg skal vokse med. Ligesom da jeg var 19 år og blev valgt ind i byrådet. Der skulle jeg godt nok også vokse med det ret hurtigt, og jeg kan huske den der følelse, jeg havde på valgnatten af, at jeg nærmest blev tyngdet ned af ansvarlighedens åg. Samme følelse havde jeg, da jeg blev valgt som næstformand.«
»Der findes jo folk, som bliver sure, når man vil lave om på den måde, som tingene fungerer på, fordi »plejer« har været mega fedt i 25 år. De folk skal man jo også tale med,« siger Signe Munk om den lederrolle, hun har skullet vokse sig ind i.
»Her er folk, der regner med én. Der er nogle, som siger: »Hey, vi tror, du er den bedste til at varetage vores interesser. Vi lægger al vores tillid i din skål,« og sådan er politik, og det er også langt hen ad vejen det, der har drevet mig. forklarer Signe Munk, inden hun standser lidt op, og konstaterer:
»Men så har man altså også bare at indfri det. Ikke?«
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Dyrebakken ikke klar til at åbne

Læserbrev

To politiske veje for Danmark

Annonce