Annonce
Debat

Nedlæg venstrefløjen - den er farveløs, risikoangst og forbløffende naiv

Annonce

Min bedste ven i studieårene i 1970’erne på statskundskab i Aarhus var en godsejersøn fra Fyn. Ved de utallige folketingsvalg i årtiet stemte han konsekvent Venstre – men til kommunalvalgene på Venstresocialisterne! Hans argument for at stemme Venstre var lige til: ”Ingen skal få lov til at ødelægge mit Danmark”. Argumentet for VS: ”Partiet har spændende ideer. De kan få lov til at prøve dem af i Aarhus – så kan vi jo se, om det virker…”.

Hans indstilling var ikke så tosset dengang, som den kan lyde i 2020. Selvfølgelig var der masser af betonhoveder på venstrefløjen. Men i dele af VS havde Danmark i 1970’erne en kreativ, iderig og visionær venstrefløj, der også bed magthaverne i haserne. I front var et par enormt dygtige politikere i skikkelser af Preben Wilhjelm og Erik Sigsgaard – der stod respekt om de to herrer langt ind i de borgerlige partiers rækker, jævnfør min kammerats indstilling.

Dagens venstrefløj er initiativ- og farveløs. Den er risikoangst, driver for vinden og er forbløffende naiv. Et par eksempler:

Da regeringen fremlagde sin klimaplan for nylig var SF og Enhedslisten overraskede og dybt skuffede: Med det tempo vil Danmark først realisere målsætningen om at skære drivhusgasserne ned med 70 procent i 2370!

Selv når man sidder langt fra magtens korridorer, har det dog længe været åbenlyst, at den grønne dagsorden for Socialdemokratiet først og fremmest var et spin op til folketingsvalget, der skulle samle centrum-venstre. For at hjælpe de tungnemme har statsministeren da også – efter valget naturligvis! – gjort det klart, at hun er socialdemokrat, førend hun er grøn. Og Mette Frederiksen har skåret det ud i pap: Den grønne dagsorden må ikke øge uligheden, må ikke genere erhvervslivet, må ikke koste arbejdspladser, må ikke gøre det sværere at bo på landet, må ikke…, etc. Mere ambitiøse klimatiltag kalder regeringen – helt Trump-agtigt – for Georg Gearløs-forslag.

Historien er den samme, når det gælder det såkaldte velfærdsløft, der også var et slagnummer i valgkampen og i dag fortoner sig. Eller tag ydelseskommissionen, hvor regeringen har gjort det klart, at der ikke bliver en krone mere til fattige børn, de syge eller arbejdsløse. Med finansministerens ord om, at kassen var tom – det var før corona-krisen! – havde de fleste iagttagere nok set, hvor det bar hen. Lige bortset fra SF og Enhedslisten, som kaldte regeringens udspil ”dybt kritisabelt” og ”fuldstændig forkasteligt” men lod det blive ved ordene.

Det er et cirkus, der gentager sig igen og igen – og så sker der ikke videre før venstrefløjen falder til patten. Det er lidt som at se en af DR's utallige genudsendelser: SF og Enhedslisten lægger stemmer til en S-ledet regering, som så fører politikken sammen med de borgerlige partier.

Realiteten er, at Mette Frederiksen – og før hende Helle Thorning-Schmidt – ikke kunne drømme om at give Enhedslisten indflydelse på noget væsentligt politikområde.

Statsministeren behøver blot hviske til SF og Enhedslisten: Hvis I ikke makker ret, får I Ellemann-Jensen som statsminister – og så kryber SF og Enhedslisten ned i et musehul. Eller statsministeren kan rasle med sablen og true med nyvalg. Et mareridtsscenario i venstrefløjens forestillingsverden - uha, sådan at vælte en arbejderregering!

Uanset at især Enhedslisten kan fremstå ganske ungdommeligt og hipt, lever venstrefløjen i en forestillingsverden, der er som hevet ud af en historiebog om 1800-tallet med rygende fabriksskorstene, et udhungret proletariat og griske, cigarrygende kapitalister.

Så længe venstrefløjen lever i denne begrebsverden, lader sig kyse af Socialdemokratiets slet skjulte trusler og er ude af stand til at indlede et praktisk samarbejde med de borgerlige partier kommer den aldrig ud af starthullerne.

Det er uansvarligt ikke at afprøve mulighederne for et pragmatisk samarbejde: Den grundlæggende positive holdning til EU deler SF med de borgerlige partier – i modsætning til regeringens negative indstilling til det europæiske samarbejde. Et andet eksempel: Selv Venstre var skuffet over regeringens uambitiøse klimaudspil. Og et tredje: Dansk Folkeparti deler et langt stykke a vejen venstrefløjens sociale indignation.

Sverige er et eksempel på, at det kan lade sig gøre. Her taler man om de "misfornøjedes koalition". Ved flere lejligheder er venstrefløjen (Vänsterpartiet) gået sammen med de borgerlige partier for så at sige at tvinge den socialdemokratiske regering til at føre "socialdemokratisk" politik. Det har resulteret i flere penge til folkeskole og ældrepleje.

Men hvad så, hvis et sådant samarbejde om konkrete forbedringer med de borgerlige partier fører til, at regeringen vælter? Ja, hvad så, siger jeg. De senere VS’ere væltede faktisk en socialdemokratisk regering tilbage i december 1967. Resultat: 3 ½ års borgerligt styre. Men en borgerlig regering der på mange måder var langt mere ”progressiv” og ”socialdemokratisk”, end Socialdemokratiet nogensinde havde været.

I øjeblikket har venstrefløjen ladet sig sætte skakmat, den er handlingslammet. Hvis ikke SF og Enhedslisten evner at gøre op med blokpolitikken og gå efter de konkrete politiske resultater, er det mest visionære, partierne kan gøre, at nedlægge sig selv.

Erik Boel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg

Mindeord om Tove Nielsen

Viborg

Ny, stor Aldi åbner sidst på året

Annonce