Annonce
Viborg

På eventyr i kontrasternes land

Udsigten fra et af de hoteller, vi boede på. Smukt udsyn over savannen, som for årstiden var overraskende grøn og frodig, da det stik imod sædvanen havde regnet rigtig meget i slutningen af januar. Normalt regner det først fra omkring 1. marts. Privatfoto: Kristian Wesenberg Andersen
Kenya er både smukt og grimt, rigt og fattigt, overvældende og forfærdeligt. 14 dage i safariens mekka har gjort stort indtryk.
Annonce

Viborg: "Vi har besluttet ikke at holde stor 60-års fødselsdag. I stedet vil vi gerne invitere jer alle med til Kenya!"

Omtrent sådan lød ordene fra mine svigerforældre for et lille år siden, mens vi sad der ved det lange spisebord og spændt ventede på, hvad det mon var, de havde kaldt os sammen for at fortælle.

Mine tre børn kiggede først vantro på mig. Som om de ikke rigtigt havde forstået svigermors ord. Herefter gik nogle sekunder med larmende tavshed, inden ordene pludselig havde sat sig på plads i de små hoveder, og jublen var øredøvende.

14 dage i Kenya med fokus på safari og besøg på det børnehjem og den skole i Nakuru, som jeg og min familie - og i øvrigt også min svigerfamilie - gennem flere år har opbygget et ganske særligt forhold til.

Gennem organisationen New Life Africa International sponsorerer vi således skolegang og måltider for et barn, 15-årige Hilda, som ved hjælp af blandt andet vores beskedne bidrag får mulighed for en langt mere tålelig tilværelse end de tusinder og atter tusinder af gadebørn, som lever under mere end kummerlige forhold i Kenya.

Er det solidarisk og fair at være sponsor for et enkelt barn, når der er så mange børn, der har brug for hjælp? Ville det ikke være bedre "bare" at betale til en stor kasse i en nødhjælpsorganisation?

De spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange, og jeg er nået til den konklusion, at jeg ikke kan redde hele verden, men jeg kan gøre en forskel for et andet menneske, som uden min og min families hjælp ville have det vanskeligt og formentlig leve på gaden uden mulighed for mad og skolegang. Derfor giver et personligt sponsorat mening for mig, men jeg forstår dem, der ser anderledes på det.

Min kone, jeg og vores tre børn på otte, 10 og 13 år har via to-tre årlige breve fra Hilda fået ansigt på det barn, vi som familie hjælper. Vi har billeder af hende fra de tre seneste år hængende på køleskabet derhjemme. At få ansigt på vores sponsorat gør det lettere for os at tale med børnene om "projektet".

En af dagene sejlede vi på Lake Baringo, som især er kendt for sine mange krokodiller, flodheste, skorpioner og slanger.
Annonce

Forberedelse

Efter dagen, hvor svigermor og svigerfar "smed bomben" og fik jublen til at bryde løs blandt ikke mindst de yngste, stod den på forberedelse af forskellig art.

Vi skulle alle vaccineres mod forskellige sygdomme, der skulle bestilles malariapiller, og der skulle købes gave til vores sponsorbarn, som vi altså nu skulle møde ansigt til ansigt for første gang.

En gave til hendes mor ville vi også have med, og sidst, men ikke mindst, besluttede vi at samle en masse brugt tøj, sko, fodboldstøvler, fodbolde og lignende, som stadig er i en forfatning, så det kan gøre gavn på børnehjemmet.

Jeg er træner for to fodboldhold i Houlkær IF, og klubbens formand lovede mig at få ryddet op i brugt spillertøj, som vi kunne tage med til skolen og børnehjemmet i Nakuru. Det resulterede i cirka 20-25 spillertrøjer, 40 par shorts, 50-60 par strømper, 20 regnjakker og 20 lange træningsbukser, og jeg skal hilse at sige, at det gav stolte smil på de mange mørke ansigter, da nær ved to hele fodboldhold kunne blive klædt på fra top til tå i Houlkær-tøj.

Vi besøgte børnehjemmet flere gange i løbet af vores ophold i Kenya, og en af gangene var der arrangeret fodboldkamp med børnene, som naturligvis mødte op i deres nye fodboldtøj. En fantastisk oplevelse.

Annonce

Kontrasterne

I løbet af de 14 dage, vi var afsted, var vi på safari ad flere omgange flere steder i Kenya. Både morgen og aften.

Vi oplevede alt det, man skal og bør på disse ture. Hele pakken. Vi hilste på helt tæt hold på løver, geparder, flodheste, gazeller, sjakaler, hyæner, små aber (som stjal min måbende søns kager fra tallerkenerne), store bavianer (hvoraf en stor han gik til angreb på vores safaribil), næsehorn, krokodiller, kæmpebiller og klamme, store edderkopper. Og det var fantastisk. Virkelig.

Det var dog langt fra det, der gjorde størst indtryk på mig. Det gjorde derimod de enorme kontraster, jeg mødte i Nakuru, og det ramte mig som en kniv i hjertet, da jeg var på besøg på en losseplads, hvor rigtig mange familier har indrettet deres kummerlige hjem blandt madaffald, glas, flasker og alverdens andet affald.

Det var ulækkert og ganske forfærdeligt at se, hvordan hele familier ser sig nødsaget til at leve og sove i blikskure på gamle, møgbeskidte madrasser og leve af de rester, som skraldevognen læsser af.

Graden af taknemlighed over det danske velfærdssamfund nåede nye højder, og det gjorde et enormt indtryk på ikke mindst mine børn at se, hvor skidt nogle mennesker har det - og hvor godt vi selv har det.

Et lille lyspunkt i mørket for de fattige kenyanske familier på netop denne losseplads er, at de hver dag kan sende deres mindste børn over på den anden side af vejen, hvor lossepladsens skole via New Life Africa International sørger for både undervisning og to daglige måltider mad til de små poder.

Ganske kort fra lossepladsen skriger kontrasterne om kap med den kenyanske vintersol. Her ligger et stort, moderne indkøbscenter med supermarked, restauranter og en stribe specialbutikker. Velstand og fattigdom side om side på et niveau, som jeg simpelthen ikke var i stand til at forestille sig.

Kenya er et altfavnende land. Det er på en og samme tid smukt og grimt, rigt og fattigt, overvældende og forfærdeligt.

Og et besøg værd - det er det med sikkerhed. Ikke kun for at opleve safari og savanne, men også for at blive mindet om den rigdom, vi som danskere jævnligt tillader os at brokke os over. En rigdom som de fattigste kenyanere formentlig ville give livet for at få blot en flig af.

En flot giraf i den rette positur på savannen.
Vores sponsorbarn/fadderbarn Hilda på 15 år.
Der er jævnligt hvide mennesker på besøg på børnehjemmet i Nakura, men det er sjældent børn. Når de så kommer, så er de VIRKELIG populære. Her min søn Matti på otte år.
Kun ganske få steder på lossepladsen fik vi lov at tage billeder. Her et foto af noget af det sorterede affald. Længere inde på lossepladsen blev vi mødt at et langt værre syn med familier, der bogstaveligt talt bor midt i skraldet.
Nær ved to hele fodboldhold kunne iføre sig spillertøj fra Houlkær IF, da vi spillede kamp med drengene fra børnehjemmet og skolen.
En glad fodbolddreng i Houlkær-outfit.
Et par smukke piger fra en af klasserne ved lossepladsens skole.
To sekunder efter, at dette foto blev taget, havde bavian-far her hægtet sig fast i en stang på siden af vores bil og var på vej gennem det åbne tag og ned til os. Vores eneste våben var at råbe aben direkte i ansigtet, og det var heldigvis nok til, at han afbrød sin mission.
Geparden på nærmeste hold. Et utroligt smukt dyr.
Løvefar på vej hen til sin bedre halvdel.
Vi bagte pandekager til de 70 børn på lossepladsens skole. Pandekagerne spiste børnene sammen med frokosttallerkenen bestående af blandt andet bønner.
På besøg i en masai-landsby. Her demonstrerer masaierne deres ganske særlige hoppe-teknik. For ganske få år siden konkurrerede masai-mændene om kvinderne ved hoppe-konkurrencer. Den, der hoppede højst, vandt kvinden.
Et smukt eksemplar af en elefant i nationalparken Masai Mara. Denne er del af en flok på 21 elefanter, hvoraf to var næsten nyfødte.
Turen gik også forbi Ækvator.
Flere hundrede zebraer fik vi at se.
Solnedgang over savannen.
En hidsig bandit.
Så er der frokost.
På skolen og det tilhørende børnehjem nåede vi knap at træde ud af bilen, før vi var omringet af både små og større børn.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Landbrugets CO2-udledning

Annonce