Læserbrev: Mette Frederiksen vil gerne slå sig op på at være børnenes statsminister. Jeg kan frygte, at børnene ender med at slå sig på Mette.
I statsministerens nytårstale er et meget stort og ensporet fokus på at lave flere tvangsadoptioner. Jeg er ikke uenig i, at bortadoption kan være det rigtige at gøre og at en tidlig og hurtig indsats – modsat langtrukne og fejlbehæftede indsatser - er det bedste for barnet.
Men at sætte flere anbringelser og bortadoptioner som et mål i sig selv er aldeles forfejlet. Anbringelser - og især tvang – er altid det absolut sidste værktøj i kassen. Vi må huske, at tvangsanbringelser ikke er uden omkostninger for barnet.
Vi skal derfor ikke bare have flere anbringelser. Vi skal have rettidige anbringelser.
Derfor satte den forrige regering med den konservative børne- og socialminister Mai Mercado i spidsen også fokus på udsatte børn. Vi gjorde det blandt andet mere enkelt at bortadoptere, så børnene ikke først skal i plejefamilie, men kan komme direkte til adoptant-familien - til gavn for tryghed og stabilitet for barnet.
Samtidigt blev der med finansloven for 2019 og udspillet ”1.000-dages-program – en bedre start på livet” sat fokus på tidlig og forebyggende indsats for socialt udsatte familier. Tiltag som vi først er i gang med at implementere ude i kommunerne og derfor endnu ikke har set effekten af.
Så, kære Mette.
Lad os nu se effekten af eksisterende tiltag, før vi begynder at sætte måltal for flere anbringelser.
Hvis du vil være børnenes statsminister og give dem stabile vilkår, så sæt hellere fokus på, hvordan vi rekrutterer flere stabile plejefamilier, giver bedre mulighed for anbringelse i familie- og netværk og højner kvaliteten af sagsbehandling i både kommunale forvaltninger og børn- og ungeudvalg – og når vi så anbringer børnene, så gør vi det rigtigt første gang.
Og så skal vi også skrue op for ressourcerne og hjælpe i udsatte familier før, under og efter graviditeten, så det aldrig kommer til anbringelser. For samarbejde og hjælp til selvhjælp altid er at foretrække.
Tvangsfjernelse og anbringelse må aldrig blive et mål i sig selv eller værktøjet, vi griber til, ”for at være på den sikre side”.
At skabe velfungerende familier må være det ultimative mål. Det er at tage børnenes parti og sikre dem stabilitet og en god start på livet.