Annonce
Læserbrev

Politik. Små fremskridt - men 10 år har budt på nedskæringer

Læserbrev: Den 23. august er det 10 år siden, FN´s handicapkonvention trådte i kraft i Danmark. Den blev vedtaget af FN´s generalforsamling 13. december 2006, men vi – Folketinget – var længe om at tiltræde konventionen, vi bryder os i disse tider ikke meget om konventioner.

Vi var nok for naive, vi troede, i handicaporganisationerne, at konventionen ville blive en betydelig hjælp for os, for mennesker med handicap og deres familier, sådan gik det imidlertid ikke. Vi troede og håbede, at konventionen ville blive et værktøj, der ville få stor betydning. Fremskridtene har imidlertid været få og små, men det er jo også vigtigt at være opmærksomme på de små lys, der trods alt er.

Dansk Handicappolitik har gennem mange år hvilet på fire principper, kompensation, sektoransvar, solidaritet, ligebehandling. Disse principper burde sammen med konventionen danne grundlaget for handicappolitik i Danmark, det vil være enkelt for stat, regioner og kommuner at bruge disse udgangspunkter.

Det har gennem flere år været forbudt at diskriminere på arbejdsmarkedet. Det har været en god bestemmelse for os, og bestemmelsen er for nogen tid siden udvidet til også at omfatte forhold uden for arbejdsmarkedet, et godt fremskridt, der ikke er nået ud alle steder, men det kommer forhåbentlig.

Et fremskridt er, at vi nu igen kan stemme ved valg og selv kan vælge den ledsager, vi evt. har brug for ved afstemningen, uden at en valgtilforordnet også skal med i stemmeboksen som tidligere. Der er nu også kommet en række hjælpemidler i lokalet, der er til stor hjælp og større selvstændighed ved afstemningen.

Vi har i Viborg Kommune to tilgængelighedsgrupper, der sammen med forvaltningen vurderer muligheden for tilgængeligheden i byerne og i naturen. Det har senest givet sig udtryk i forbindelse med renoveringen af den gamle bykerne. Der har været et fint samarbejde også om dette område.

Men der er stadig områder, der trænger til tilgængelighed. F.eks. annoncering af stoppesteder i bybusserne, et ønske vi har haft i mange år. Hertil kommer så andre områder, hvor der stadig er brug for resultater, f.eks. installation af teleslynger i offentlige lokaler som ungdomsskolen og på it-området.

Vi kan så undre os over, at boligministeren havde held til at gøre tilgængeligheden vanskeligere i nybyggede huse. Vi havde en bestemmelse om, at der skulle være direkte adgang til huset, nu blev det igen tilladt med trin ind til huset – tumpetrinet som de siger i Dansk Handicapforbund, det bliver altså vanskeligere at komme på besøg hos familie og venner, hvorfor nu det?

Desværre må vi konstatere, at integration af børn i folkeskolen har givet betydelige vanskeligheder. Viborg Kommunes indsats for børn og unge med autisme er naturligvis en meget positiv indsats, men der er stadig børn med handicap, der ikke får den nødvendige indsats tilbudt, det vil følge mange af dem hele livet igennem bl.a. ved manglende senere uddannelse.

Antallet af unge med handicap, der får en uddannelse, er faldende og har været det gennem mange år. 46,1 % af 25-årige med handicap har ingen uddannelse mod 15.4 % andre unge. Det kan gøres bedre bl.a. ved hurtigere sagsbehandling og bedre støtte til den enkelte under uddannelsen.

Ser vi på beskæftigelse, er forskellene lige så store. Også her vil en langt bedre støtte – investering i mennesker – kunne føre til beskæftigelse – til gode skatteborgere.

Ikke alle kan klare en uddannelse eller komme i beskæftigelse. Her er tilbud om andre aktiviteter nødvendige, men vi ser en faldende indsats på dette område. For mange får for få tilbud, herunder tilbud at vælge imellem. Resultatet bliver bl.a. øget ensomhed og forfald, for nogle et meget trist liv, hvor de ikke får mulighed for at udleve de ønsker, de har.

Boligen er for os alle grundlaget for vort liv. Konventionen siger klart, at vi skal kunne vælge vores bolig og vælge, hvem vi ønsker at bo sammen med. Det hænger ikke ret godt sammen med, at vi ser kommunerne – desværre også Viborg Kommune – bygge større institutioner, som vi ellers slap af med, da vi havde amterne, nu går det den gale vej.

For at kunne deltage i livet uden for hjemmet, er befordring og ledsagelse afgørende. Der er sket fremskridt, men også her er der mulighed for forbedringer. Bedre befordring og ledsagelse vil give mindre ensomhed og mulighed for deltagelse i aktiviteter og samvær, som andre har det.

For nogle er et handicap medfødt, for andre kommer det i løbet af livet. For alle er det afgørende, at (re)habilitering tilbydes til den enkelte og til familierne, og at der udarbejdes landsdækkende standarder, der skal følges, så det ikke afhænger af postnummeret, hvilken hjælp vi får.

De 10 år har været præget af nedskæringer på alle de områder, hvor der er kontakt mellem det enkelte menneske, og den hjælp, der er brug for. Vi ser det f.eks. på børneområdet, på uddannelses- og beskæftigelsesområdet, på de områder der inddrager trivsel i hverdagen – bostøtte, hjemmehjælp, kontaktpersoner for døvblinde, øget ulighed i sundhedsvæsnet – og der er tilsyneladende ikke den nødvendige politiske vilje i folketing, regioner og kommuner til at ændre disse vilkår.

Det er altså 10 år siden, konventionen trådte i kraft, men vi lever i en tid, hvor Folketinget og andre ikke bryder sig om konventioner, det går så også ud over handicapkonventionen, der aldrig rigtig har fået lov at slå rod.

Det varer forhåbentlig ikke endnu 10 år, før det bliver tilfældet, vi er nået nogle skridt, men der er stadig et stykke at gå, før vi har nået målet – ”Respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden”, som er et af principperne i handicapkonventionen. Udviklingen har vist, at der er brug for konventionen, og at vi i handicaporganisationerne fortsat har nok at tage os til.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce