Annonce
Debat

Sådan blev jeg integrationsparat

På kant:Jeg var lidt nervøs for at flytte fra en middelstor jysk provinsby til en lille landsby på Fyn. Tænk pludselig at være fremmed i et fremmed land! Er jeg i det hele taget integrationsparat? Hvad med sproget, kulturen - ja, de indfødte i det hele taget? Ville jeg nogensinde blive accepteret? Og ville jeg selv finde mig til rette?

Jeg er vokset op som europæer i Tanzania og dansker på svensk kostskole. Ville jeg også kunne slå rod i den sydfynske muld?

Mine bekymringer blev gjort til skamme allerede en time efter, at jeg ankom med kone og flyttelæs. Genboen kom over med en blomst og ønskede os velkommen. Kort efter kom en kvinde og inviterede min kone på kaffe. Og da jeg gik en tur på stranden, faldt jeg i snak med en mand, som inviterede mig til at spille med i sin rockgruppe.

Så var jeg integreret!

Jeg fandt ud af, at jeg blev integrationsparat i samme takt, som jeg blev budt velkommen. Nu får jeg den ene invitation efter den anden. Fredagsbajer på kroen. Fællesspisning hver 14. dag. Og et væld af foreninger, jeg kan blive medlem af.

I dag føler jeg mig ganske godt integreret. Det skyldes først og fremmest landsbyens indbyggere. Det kræver nemlig blot en smule imødekommenhed for at fremmede føler sig velkomne.

Svend Løbner
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce