Annonce
Viborg

Sheriffen er til solnedgange, ville være en løve og svarer på 25 andre tvivlsomme spørgsmål

- Jeg bærer ikke nag. Jeg har været 43 år i politiet, og jeg tror ikke, at der er en eneste, jeg bærer nag til, fortæller politidirektør Jens Kaasgaard. Foto: Morten Stricker
Efter næsten 43 år i uniform stoppede politidirektør Jens Kaasgaard i tirsdags. Her sagde han farvel til det politi, han drømte om allerede som barn, og som blev hele hans karriere. Men hvem gemmer sig egentlig bag den nu aflagte uniform, og hvad har formet manden, der om nogen har været billedet på Midt- og Vestjyllands Politi de sidste 14 år?
Annonce

Nordvestjylland: Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø?

- Mad, et telt og noget fiskegrej. Jeg fisker gerne. Men det er altid godt at have noget at spise, indtil fiskene bider på. Og det er godt at have et sted, hvor man kan være læ for vejret. Derfor teltet. Nu er der ingen, som drømmer om at strande et øde sted - og da slet ikke, hvis man ikke kender udløbsdatoen. Men jeg har det faktisk fint med at være alene. Jeg kan huske engang, hvor jeg var i Grønland, og hvor vi på grund af vejret blev spærret inde i en bygd. Der var nogle, der havde det vanskeligt med, at der ikke var en læge, og vi ikke vidste, hvornår vi kunne komme derfra igen. Jeg havde det helt fint.

Hvilket job forestillede du dig, at du skulle have, da du var barn?

- Politimand. Det har altid været politiet. Da det så gik op for mig, at jeg både var for lille og farveblind, måtte jeg finde en anden vej ind. (Højdekravet er i dag afskaffet, red.) Det blev så via jurastudiet. Jeg har aldrig fortrudt det. Jeg har et par gange fået tilbud andre steder fra. Fra andre ministerier, og der har også tidligere været følere ude fra et advokatfirma, der ville høre, om jeg kunne være interesseret. Men jeg har aldrig fortrudt.

Hvis du kun måtte spise én ting resten af livet, hvad skulle det så være?

- Pate. Helt sikkert pate. Det kan man spise om morgenen, til middag og til aften. Og så går det også fantastisk med et glas rødvin til.

Har du en rollemodel?

- Ikke en enkelt. Men der er mange mennesker, der har betydet meget for mig. Min første stilling som politifuldmægtig fik jeg i Hjørring. Det var politimesteren der, der hjalp mig videre til et job i Justitsministeriet, og han lærte mig utrolig meget. Da jeg kom til politiet i København, lærte jeg meget af daværende politidirektør Poul Efsen, der ikke var nogen folkehelt efter urolighederne 18. maj. Men han var en vanvittig dygtig politimand. Han var bare ikke særlig god til medierne. Men det er to personer, der på det faglige har betydet rigtig meget for mig.

Beskriv dig selv med tre ord?

- Ærlig, troværdig og som en, der aldrig går på akkord med uretten. Hvis folk har retten på deres side, så skal de også have den. Når man arbejder i et stort system og et system med en del magt, så skal man være særlig opmærksom på ikke at komme til at misbruge den. Der kan let komme en tendens til, at "man" altid har ret i forhold til den lille borger. Men man skal tillade sig selv også at se sagen fra den anden side. Fra borgerens side, og så skal man ikke være for fin til at give borgeren ret. Det går der intet af systemet ved. Det kan man nogle gange godt se, at ikke alle systemer er lige gode til.

Kan du bedst lide solopgange eller solnedgange?

- Solnedgange. Det har nok noget at gøre med det sted, hvor jeg bor og er vokset op ved havet. Jeg kan se solnedgangene. Endnu da. Vindmøllerne er jo ikke kommet op. Lige der, når solen forsvinder, så er der et helt særligt lys og en særlig ro. Jeg ved ikke, om jeg er et udpræget naturmenneske. Jeg kan godt lide naturen, og jeg er klart mere til de åbne vidder, og det store udsyn end til skoven. Når jeg går ture, er det oftest langs vandet og et sted, hvor der er stort uhindret udsyn.

Hvad lærer man mest af; succes eller fiasko?

- Fiasko. Succes får sjældent en til at stoppe og reflektere. Med fiasko bliver man sat på en prøve. I begyndelsen af politireformen havde vi et ønske om at placere så mange ting decentralt som muligt. Det virkede bare ikke i praksis. Der var en masse samarbejde, der gik tabt. Jeg kunne ikke forstå det. Men det virkede bare ikke. Vi endte med at måtte samle flere funktioner i Holstebro, og jeg tror, at det er det samme, man har set andre steder. Men det var ikke nogen let beslutning at lave tingene om. Det berørte rigtig mange mennesker. Men det har vi lært af. Ting kan sagtens decentraliseres. Men det skal ske på en anden måde.

Hvis du skulle have en superkraft, hvad skulle det så være?

- Evnen til at udvide min hjernekapacitet. Jo ældre jeg bliver, jo mere finder jeg ud af, hvor lidt jeg egentlig ved. Der er så mange ting, så mange sammenhænge jeg gerne ville vide mere om og forstå. Verden bliver mindre, og vi bliver påvirket mere af, hvad der sker andre steder. Det hele bliver hele tiden mere kompliceret. Da jeg var 15-16 år, vidste jeg alt. Det mente jeg hvert fald selv. Det er måske også ungdommens mod, der gør, at man bare tør kaste sig ud i tingene. Med alderen synes jeg, det er blevet mere synligt, at der er rigtig meget, jeg gerne ville forstå bedre - eller vide mere om.

Hvad fortryder du allermest?

- Allermest, er et stort ord. Men jeg var som ung politifuldmægtig en gang med til et ligsyn over en ung mand, der var blevet dræbt. Da vi var færdige, skulle familien have besked om, at liget kunne frigives. Jeg ringede og ringede til familien. De tog ikke telefonen, og derfor indtalte jeg beskeden på deres telefonsvarer. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg vidste det allerede, da jeg lagde røret på. Jeg skulle være blevet ved med at ringe, have taget ud til familien. Men da beskeden var indtalt, kunne den ikke tages tilbage. Den kunne ikke slettes. Lidt som med en e-mail, man kommer til at sende. Det fortryder jeg.

Hvad er din vigtigste telefonsamtale?

- Jeg talte for mange år siden i telefon med min søn. Han gik ude på gaden, og jeg kunne høre, at der var en pige til stede også, men jeg havde ikke hørt noget om nogen pige, og han sagde intet. Tre dage senere ringede jeg til ham og spurgte "Hvad hedder din kæreste?" Han var helt rundt på gulvet. Hvor vidste jeg det det fra? I dag er de gift og har tre børn. Og så lagde den lidt til den fortælling, som mange har om mig. Folk siger altid, at jeg ved alt på forhånd. Måske er det ikke den vigtigste samtale, men det er samtale, der betyder rigtig meget for mig.

Hvilken vane er den mest irriterende, du har?

- At følge med i nyhederne. Jeg vil virkelig gerne følge med i alle nyheder. Ofte sker der egentlig ikke noget. Men jeg følger med alligevel, og jeg skal hele tiden lige se, om der er sket noget nyt. Det er ofte ganske overflødigt.

Hvis du kunne genleve en enkelt dag i dit, hvilken skulle det så være og hvorfor?

­- Nu burde jeg sige mine børns fødsel. Men så skulle jeg til at vælge mellem dem. Jeg ville gerne genopleve en af de dage, hvor jeg har været tæt på kongefamilien en hel dag og slutte af på Kongeskibet. Det har jeg prøvet et par gange, men der har altid været så meget arbejdsmæssigt at fokusere på, at jeg nogle gange har glemt at suge luften ordentligt ind og nyde det. Det er ikke fordi, at jeg føler, at jeg er noget specielt. Men der noget historisk over at få et indblik i det royale. Det er det også, når man skal i audiens og går gennem de store flotte sale. Jeg kan godt lide den historiske dimension. Men ja, jeg er da også royal.

Hvad er den største tilgivelse, du har fået?

- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har - som så mange andre - fået masser af tilgivelse. Alle kommer jo galt afsted. Omvendt synes jeg også selv, at jeg er god til at tilgive andre. Jeg bærer ikke nag. Jeg har været 43 år i politiet, og jeg tror ikke, at der er en eneste, jeg bærer nag til.

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

- At man skal være forudseende. At man altid skal forsøge at forudse, hvad der kan komme til at ske. Hvad er det værste, der kan ske, og så have en plan for det, så man ikke ender med at stå på gaden. Der er folk, der spiller sig fra hus og hjem, fordi de ikke kan forudse konsekvenserne. Jeg har svaret på mange af Folketingets §20-spørgsmål. Og man lærer hurtigt, at et svar bliver afløst af et nyt spørgsmål. Man skal derfor kunne forudse, hvad det spørgsmål også er, så man ikke pludselig ender med at rode sig ud i nogle forklaringer, som man ikke kan komme ud af igen.

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

- Lovprisning. Ikke i religiøs forstand. Men den form for lovprisning, som man ser meget i det offentlige rum, hvor folk roser hinanden til skyerne for ingenting. Man hører det i supermarkeder og alle mulige andre steder, hvor folk mødes. Alle skal roses - og man kan næsten høre, at dem, der roser, alligevel ikke mener det. Man ser de samme tendenser på de sociale medier, hvor der bliver higet efter anerkendelse. Om man kan kalde overdrevet lovprisning for en dyd, ved jeg ikke. Men det er ikke til at holde ud.

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?

- Jeg har en svaghed for værktøj og arbejdstøj. Her har jeg ofte købt noget, der var ganske unødvendigt - bare fordi jeg gerne ville have det. Men det mest luksuriøse?...Vi har et maleri af Jens Søndergaard hængende. Det var et, som vi havde kigget på længe, og som vi virkelig godt kunne lide. Det er vel en form for forkælelse, som man godt kunne have klaret sig uden. Men vi er glade for det. Det er et meget flot maleri. Jeg kan godt lide kunst. Men det skal være personligt. Jeg skal kunne relatere til det.

Hvis du var et dyr, hvilket var du så?

- En løve. Jeg har lige været på safari i Kenya, hvor vi så løver, og hanløven er et meget ukompliceret dyr. Er den mæt, lægger den sig bare til at sove, og der er intet, der kan forstyrre den. Den har ingen fjender. Man kan nærmest køre dens hale over, uden at den reagerer. Det virker ikke som noget dårligt liv.

Hvad må man ikke udsætte dig for?

- Overraskelser. Jeg kan virkelig ikke fordrage overraskelser. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg rigtig gerne vil have styr på alting. Derfor er det også sjældent, at det virkelig lykkes at overraske mig. Men i tirsdags, da jeg havde sidste arbejdsdag, lykkedes det. Hver dag er der et videomøde mellem politikredsenes Covid-19-styregrupper og rigspolitiet, og jeg har troligt deltaget. Men i tirsdags havde jeg egentlig sagt, at jeg ikke ville deltage. Jeg skulle jo ikke være med mere. Jeg blev dog overtalt til at deltage. Pludselig dukker min kone op. Hun måtte slet ikke være til stede ved de møder. Rigspolitichefen holdt en tale for mig, og jeg fik gaver. Det var dejligt. Men jeg ved bare ikke, hvordan man skal opføre sig i sådanne situationer, og så lever jeg i den vildfarelse, at jeg kunne nok have gjort det bedre selv... ha ha. I den konkrete situation, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Men jeg blev dog glad.

Hvordan overvinder man bedst skuffelse?

- Enten forsøger man at lære af det - eller også lægger man det helt bag sig. Det lyder måske lettere sagt end gjort. Men evnen til at kunne lægge ting bag os og komme os over skuffelse er jo det, der er med til at gøre os til mennesker. Ingen undgår skuffelser - men vi skal alle videre.

Hvad husker du bedst fra din barndom?

- Duften af muld. Specielt i denne her tid. Jeg er født på landet, og jorden var det, der gav mad på bordet. Det er en helt speciel duft. Jeg tror, at mange ville have godt af komme ud og opleve, hvor den mad, vi spiser, bliver produceret. Vi havde gennem nogle år udvekslingsstudenter boende. En af dem havde aldrig prøvet at pille et æg. En anden vidste ikke, at flæskesvær kom fra en gris. De var altså 20 år. I stedet for at sidde inde eller hænge ud på Nørrebro, så burde nogle flere komme lidt ud og opleve landet.

Hvad er du virkelig dårlig til?

- Tålmodighed. Jeg er ganske utålmodig af natur. Jeg har nærmest dagligt skulle arbejde med, at tingene ikke gik så hurtigt, som jeg ønskede. Det er både arbejdsmæssigt og privat. Hvis der er besluttet noget, eller man har sat sig noget for, så skal jeg bare i gang. Specielt i et stort system som politiet, har det været noget, jeg har skullet arbejde med - for tingene går ikke altid så hurtigt, som jeg ønsker det.

Hvad var dit første job?

- Det havde jeg, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg boede på kostskole, og når jeg kom hjem i weekenden, så kørte jeg med bagerbrød. Der var mødetid klokken 04 om morgenen, og timelønnen var otte kroner. Men jeg er vokset op på en gård, og der var der en forventning om, at alle hjalp til. Jeg kørte traktor som fem-årig, hvilket var groft uansvarligt - men det betragtede vi ikke som et arbejde. Sådan var det bare. Siden har jeg også prøvet at lægge asfalt, jeg har malet skibe, og mens jeg studerede, arbejde jeg også i ferierne. Jeg var 25 år, før jeg holdt min første rigtige sommerferie.

Hvornår lyver du?

- Hvis jeg sagde aldrig, ville jeg lyve. Men jeg bestræber mig på ikke at lyve. Jeg kan ikke fordrage uærlighed. Men jeg kan godt lyve, hvis en eller anden synes, at han eller hun har fået et nyt smart stykke tøj, og jeg synes, at det er afskyeligt. Jeg synes ikke, at der er grund til at gøre folk kede af det bevidst - og bare for at gøre det. Men når det kommer til de store ting, så mener jeg, at man skal være ærlig - og det bestræber jeg mig på at være. Jeg kan ikke fordrage folk, der bare kan stå og lyve andre lige op i ansigtet. Jeg har ofte siddet i situationer, hvor jeg ikke kunne sige sandheden i det minut, hvor jeg har fået et spørgsmål. Men så har jeg forsøgt at forklare, at det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Hvilket også er sandt. Man kan godt sige, at det er underligt, at jeg så har været i politiet i så mange år, hvor det er en kendt sag, at en del af klientellet ikke altid fortæller sandheden. Men det er noget andet. Vi arbejder på at sandheden frem. Derfor værdsætter jeg også ærlighed.

Hvis du skulle bo i et andet land, hvilket skulle det så være?

- Måske Canada. Jeg har godt nok aldrig været der. Men naturen er imponerende, og så lever det også op til et andet krav: det må det helst heller ikke være for varmt. Det gider jeg ikke. Det kunne også være i Grønland. Jeg går meget op i fiskeri og har også gået lidt på jagt, og det er der rig mulighed for i Grønland. En gang var jeg faktisk tæt på at søge stillingen som politimester i Grønland, men jeg droppede det igen, fordi børnene stadig boede hjemme - og det var nok også lidt egoistisk.

Har du nogle særlige talenter?

- Jeg mener selv, at jeg er Danmarks bedste handyman. Og jeg kan da se på mine børn, at de gerne vil have hjælp, så helt dårlig er jeg nok ikke til det. Jeg tror, at det handler meget om, at man kan se et umiddelbart resultat af det, som man laver. Man er nødt til at være koncentreret, så det er en måde at lukke alle andre tanker ude på. Hvis man ikke har koncentreret sig, er der afregning ved kasse 1. Det passer mig godt. Det samme gælder rengøring. Det er godt nok ikke særlig mandligt, men jeg kan også godt lide at gøre rent. Der er et umiddelbart resultat af ens arbejde.

Hvad er det mærkeligste kompliment, du nogensinde har fået?

- Hmm... det ved jeg ikke... Men jeg har, i forbindelse med at jeg er gået på pension, fået en bog, hvor der er skrevet 122 hilsner til mig. Det er måske ikke i kategorien mærkeligt, mens jeg kan se af flere af hilsnerne, at der er mange, der har været glade for, at jeg har taget mig tid til at drikke en kop kaffe med dem. Det har betydet meget for dem - og måske også mere end jeg har tænkt over i situationen. Det har været naturligt for mig at interessere mig for mine ansatte - men det er nok kommet bag på mig, hvor meget, det også har betydet den anden vej.

Hvis du skulle ændre dit fornavn, hvad ville du så hedde istedet?

- Det har jeg slet ikke lyst til. Jens er et familienavn. Min far havde Jens som en del af sit navn. Det samme havde min farfar. Det har jeg aldrig været ked af. Ingen af mine børn hedder dog Jens.

Jens Kaasgaard

Født 6. december 1951.

Gift med Astrid. Parret har to voksne børn og fire børnebørn.

Cand. jur. fra Aarhus Universitet, 1977.

Karriere:
2006: Politidirektør for Midt- og Vestjyllands politi
1998-2006 Konstitueret politimester i Holstebro, udnævnt i 1999
1993-1998 Vicepolitidirektør ved Københavns Politi
1988-1993 Vicepolitimester hos Rigspolitichefen
1980-1988 Politifuldmægtig hos Rigspolitichefen
1977-1980 Politifuldmægtig i Hjørring

- Jeg er ganske utålmodig af natur. Jeg har nærmest dagligt skulle arbejde med, at tingene ikke gik så hurtigt, som jeg ønskede. Det er både arbejdsmæssigt og privat, fortæller Jens Kaasgaard. Foto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg HK

Skidt spil - men lærerig og brugbar træningskamp for Viborg HK

Annonce