Annonce
Viborg

Skismaet mellem samarbejde og konfrontation i Viborg Byråd

Annonce

Læserbrev: Så har Socialdemokratiet i Viborg foretaget et valg, nemlig mellem den ildrøde Mette Nielsen og den betydeligt mere jordnære Niels Dueholm fra Bjerringbro. At det blev den sidste, der vandt med stor majoritet, behøvede man nok ikke at være bezzerwizzer for at forudse.

Det talte meget for: Mette Nielsen indledte en valgkamp uden at gøre sig klart, hvem hendes målgruppe var: den brede offentlighed – og altså for et valg til Folketinget langt ude i fremtiden, eller en snæver kreds af socialdemokrater, altså med sigte mod borgmesterkandidatposten for sit parti, hvor valget skulle ske medio november 2020.

En sådan fadæse vil ingen med blot den mindste erhvervserfaring gøre sig skyldig i. Hendes naivitet blev blottet ved, at hun løb sig staver i livet på fronter, hvor det var aldeles unødvendigt, f.eks. skrev hun flere læserbreve, hvor hun i det seneste med en alenlang indledning og ditto afslutning om sine fortræffeligheder opridsede ikke mindre end 15 punkter, hvormed hun vil berige kommunens borgere med sine socialistiske velsignelser - alt holdt i en så rosenrød tone, at hvis der var lyd på læserbreve, ville vi kunne høre strygerne i baggrunden.

Den slags tror jeg ikke tiltaler jordbundne socialdemokrater. Da hun efter kritik fra min side for risikoen for at lave en ”Karsten Hønge” med kandidatur til to offentlige valg, spillede hun tøsefornærmet - undskyld, jeg ved godt, at udtrykket støder både metoo bevægelsen samt andre dele af krænkelsesfolket – over, at jeg ikke var godt nok inde i, hvad socialdemokraterne har lovet hinanden i forbindelse med dobbeltmandater, og at hun i øvrigt har fortalt det på Facebook m.m.

Undskyld, men er det mig og alle andre læsere af VSF, der skulle vælge i det valg, hun netop stod over for, eller var det socialdemokraternes partimedlemmer, som måske læser hendes Facebook-fiflerier?


Vi har set konflikten i Venstre. Er der tegn på, at den nu dukker op i Socialdemokratiet? Der ellers rigeligt med grobund i disse dage.


Med forståelig fare for at blive beskyldt for politiske kandestøberier kan man måske se et andet skisma i valget af den lokale Niels Dueholm og den flyvske røde Mette Nielsen med landspolitiske ambitioner, nemlig kontrasten mellem de store partiers egentlige kernevælgere og partitoppen på Christiansborg.

Vi har set konflikten i Venstre. Er der tegn på, at den nu dukker op i Socialdemokratiet? Der ellers rigeligt med grobund i disse dage. Vi ser en tydeligt rystet regering, der vel med sin adfærd i årets løb gør sig fortjent til betegnelsen regime under anførsel af en alfa-hun, godt opmuntret af furier fra de tre røde støttepartier, helt lovløst har lagt et stort erhverv i graven med personlige og økonomiske tragedier for tusinder af danskere.

Vi ser, at statsministersken skyder skylden på fødevareministeren, som skyder skylden for ulovlighederne på fødevarestyrelsen, som sender bolden tilbage til Mogens Jensen.

Han gav som bekendt en direkte ordre til slagning af alle danske mink, sunde som smittede, og sagde bagefter, at det slet ikke var en ordre, bare en anbefaling. Senere kom han med et forslag til fortsat produktion på 56.000 mink - senere sagde han at det slet ikke var et forslag, men bare et forslag til et forslag! (vi taler om den samme mand, som for en årrække siden parodierede Poul Nyrup, fordi han blev kaldt Poul-uld-i-mund).

Men altså, med en stemme som en brødebetynget skoleelev sagde han, at det slet ikke var med vilje, at ulovlighederne blev begået, men – som vanligt for politikere - at han påtog sig hele ansvaret for tragedierne. Vrøvl: Hvis han havde været et mandfolk, havde han af egen lomme ydet sit bidrag til de for skatteydernes udgifter på 12-15 milliarder kroner, ligesom han havde trukket sig skamfuldt tilbage. ”Men det måtte han slet ikke for Mette Frederiksen!”

Alfahunnens rolle i spillet er for øvrigt slet ikke fuldt belyst. Hun kan som bekendt godt lide at føre sig frem som moder Danmark, men når ansvar skal placeres, er hun (mindre) klædeligt beskeden. Tilbage til det emne, jeg er slået ind på. Jeg tror, at en jævn arbejder, der ærligt tjener sin løn og svarer enhver sit, med væmmelse betragter socialdemokraternes Christiansborg-komedie, som Mette Nielsen altså gerne vil have en rolle i.

For nogle år siden kunne vi måske have troet på  en rød folketingspolitiker. Men i dag er Danmark ikke det, det var. Danmark er mere Det, Det eR! Og med god grund frygter måske såvel borgerlige som arbejdervælgere dette scenarium!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce