Annonce
Viborg

Slangen i paradiset

En forsamling af hugorme nyder deres paradis i Vejlerne. Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen
Hugormen er en slange, der, trods fredning og sin fremadrettede og bugtende færd, har været i tilbagegang herhjemme.

Klumme: Nu indebærer definitionen af et paradis jo det faktum, at der helst skal være en slange af et vist format til stede. Og sådan én har vi da også i vort lille danske paradis, nemlig hugormen.

Slangen, der har lagt ryg til den karakteristiske og sorte zig-zag stribe og tilsyneladende ikke er særlig hårdhudet, da den skifter ham flere gange årligt.

Det er også en slange, der, trods fredning og sin fremadrettede og bugtende færd, har været i tilbagegang herhjemme, grundet mange års minimering af biotoper med ormeappel.

Og den slags biotoper kan i forårets parringstid være et tørt og sydvendt område uden for høj plantevækst i kystnære klit- og hedeområder med lyng, hvor der kan være mange hugorme på et begrænset område, da hannerne på disse hotspots ruller sig ud i fuld længde for at kæmpe om hunnernes gunst.

Senere på året, når sommeren byder sig til, kan især stendynger og kvasbunker i lune og bakkede områder være attraktive betragtet gennem et hugormeperspektiv. Det er da også på disse steder, den finder en væsentlig del af sin føde i form af mus, fugleunger, frøer og lignende.

I august føder hugormen en halv snes levende unger, der fra fødslen bærer den sorte rygstribe- og allerede tidligt har et giftigt bid.

Det skal da for god ordens skyld også lige nævnes, at der undtagelsesvis forekommer ensfarvede hugorme, der kendes fra snogen på de manglende, gule nakkepletter.

De nyfødte slanger kan se frem til en fremtid på omkring fem år i den vildtlevende natur og kan, for hunnernes vedkommende, antage en længde på omkring en meters penge, mens hannerne må stille sig tilfreds med et længdemål på omkring en 70 centimeter.

I oktober måned siger hugormen tak for denne gang og går, både enkeltvis og i flok, i dvale i dybe huller, indtil forårssolen atter lokker den frem i marts måned.

Annonce
Niels Peter Tornbjerg.

Bider i selvforsvar

Hugormen har været fredet siden 1981 og nyder nu godt af, at mange af dens foretrukne levesteder er blevet beskyttet i henhold til Naturbeskyttelsesloven.

Den må dog i nærheden af bebyggelser, hvor den skønnes at være til fare, flyttes eller aflives. Og selvom mange af os er bange for hugormen, har den også selv et bredt arsenal af fjender at tage sig i agt for.

Eksempelvis mennesker, rovfugle, hønsefugle, lækatte og hunde. Og med reference til sidstnævnte kan man jo hurtigt lande på tanken om sikkerheden for vores hunde.

Og der er det foråret, der er den farligste periode, da hugormene på denne tid stadigvæk er stive i kroppen efter den lange dvale, og derfor ikke formår at undvige hunde eller menneskers tilnærmelser så hurtigt som senere på året, og derfor typisk bider i selvforsvar.

Har man i øvrigt den mindste mistanke om, at en hund har været udsat for hugormebid, hvor symptomerne ofte er sløvhed og chok, er det selvfølgelig med at komme til dyrlægen i en fart.

Statistikken viser i øvrigt, at der årligt dør seks hunde som følge af hugormebid i Danmark.

For at imødegå bid som mennesker er det normalt nok at iføre sig kraftigt fodtøj og benklæder, som hugormens forholdsvis små tænder ikke kan gennemtrænge. Og skulle det alligevel gå galt, skal man holde sig i ro, så giften ikke spredes i kroppen og søge lægelig assistance.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Diamantbryllup

Annonce