Annonce
Debat

Slidstærk folkekirke møder fremtidens behov

Der er grøde i folkekirken. Både den almindelige gudstjeneste og ritualerne for dåb og nadver eksperimenteres der med, og det er glædeligt. Det skal være sådan, at de udtryk, man møder i folkekirken, både har den rette forkyndelse af det kristne evangelium og samtidig møder os på en tidssvarende og forståelig måde.

Biskopperne nedsatte for tre år siden tre udvalg, der skulle kvalificere den videre udvikling. Et udvalg skulle se på autorisationsspørgsmålet, for hvor meget skal være fast, og hvor meget skal være frit? En fuldstændig frihed i ritualerne ville opløse folkekirken, og vi ville miste genkendeligheden, og en fuldstændig fasthed ville sætte al initiativ overstyr. Et andet udvalg tog sig af gudstjenesten, som kulturelt er en af vores ældste udtryksformer, og rummer det største vores kultur har præsteret: Musik, sang, ord og læsninger. Spørgsmålet er igen, hvordan man på en ordentlig måde fastholder arvegodset sammen med nye kulturelle udtryk? Endelig tog det tredje udvalg sig af dåb og nadver. Der døbes over 40.000 mennesker om året. Det er altså et meget anvendt ritual, der skal være slidstærkt og kunne høres af mange forskellige ører. Alene af den grund har det krav på opmærksomhed.

I forbindelse med, at det danske samfund modtager mennesker med anden kulturel baggrund, kommer der også andre ønsker til dåbshandlingen. Et af dem er f.eks. ønsket om fuld neddykning ved dåb. I vores tradition bruger vi overøsning af barnets hoved. Men hvad sker der, hvis man åbner for fuld neddykning? Skaber man derved en A-dåb og en B-dåb? Kan man leve med det? Noget andet er ønsket om medlemskab af folkekirken. Fra forskellig side har der været ønske om, at man kunne være medlem af folkekirkens uden dåb. Det ville være en stor nyskabelse at kunne være medlem af en kirke uden dåb. Men igen lyder spørgsmålet: Skaber vi ikke derved A-medlemmer og B-medlemmer? Vil vi være interesseret i det i folkekirken, hvor alle anses for være medlem på lige fod? Man kan i sin imødekommenhed risikere at skabe en hierarkisk kirke, som ingen af os ønsker.

Der sker mange ting omkring dåben: Dåbslys, særlige dåbsklubber, og senest dåbskludene. Alle disse såkaldte dåbsartefakter betyder også noget for forståelsen af dåbsritualet. Dåbskludene er i øvrigt et lille eksempel på en meget bevægelig folkekirke. I løbet af ingen tid spredte de sig til store dele af kirkerne. Folkekirken er som institution en supertanker, hvor der tager tid af sætte ny kurs, og sådan skal det være i vores store institutioner, men folkekirken består også af 2000 kirkesogne, der opfører sig som hurtigtgående speedbåde, der i løbet af ingen tid kan indoptage nye tiltag. Det er en helt igennem fascinerende konstruktion, at et af Danmarks største fællesskaber er opbygget sådan.

Hvad virker dåben? Dåben betyder grundlæggende, at vi får fællesskab med Gud og derved sættes ind i en historie, der er større, end hvad vi kan fortælle os selv. Vi døber spædbørn i den danske folkekirke. Næsten så snart, at vi har skriftlige kilder uden for Det nye Testamente, kan vi se, at spædbørn er blevet døbt. Det er altså en solid tradition. Men det afgørende er ikke, om man har traditionen med sig, men om man er på kristen grund. Kristendommens grundfortælling er den tomme grav påskemorgen. Det er fortællingen om, at graven er tom på trods af os. Jesu opstandelse sker ikke, fordi disciplene tror det, for det gør de ikke. Den sker på trods. Det sker altså på trods af vores tro. Derfor døber vi heller ikke på troen. Dåbskandidaten skal ikke præstere en særlig tro for at blive døbt. Det er faktisk en af dåbens smukkeste sider: At vi for en gangs skyld har et sted midt i vores konkurrencesamfund, hvor vi ikke skal præstere. At vi skænkes noget i dåben er også en opgave for ritualet at udtrykke.

I dåben tror vi, at alt er gjort. Derfor er dåben også et sekulariseringssted. For hvis alt er gjort, så skal der ikke flere religiøse øvelser til. Nu skal man blot udfolde den kærlighed, som man selv er grebet af. Og når det ikke lykkes, og man i kærlighedens gerninger rammer ved siden af skiven, så kan man vende tilbage til sin døbefont og se, at man er elsket alligevel. Det er en storhed. Blandt andet dåbens postulat om, at alt her var gjort, betød, at romerne i den første kristne tid anklagede de første kristne for ateisme. Det er et spændende perspektiv.

Det dåbsritual, vi bruger, er fra 1912 og er blevet sprogligt justeret senest i 1992. I 1912 gås der flere steder på kompromis, blandt andet om, hvorvidt fadervor skal bedes før eller efter dåbshandlingen. Det blev i ritualet efter, hvilket er helt nyt i forhold til traditionen. Derved bliver fadervor eksklusivt bundet til den døbte, og man kan sagtens tage en debat om, hvorvidt det er rigtigt. Dette, sammen med andre ting i ritualet, gør, at man burde se det efter i sømmene. Ritualet er trods et af de mest anvendte i dagens Danmark.

Der er udgivet tre store rapporter samt fire læse-let-udgaver, som alle kan skaffe sig via henvendelse til den lokale kirke eller på nettet. Alle indbydes til en drøftelse, og man kan sende sine overvejelser ind. På baggrund af dem vil biskopperne beslutte om, der skal nedsættes en egentlig liturgikommission. Så bare bidrag til debatten. Der er grøde i det.

Annonce
Thomas Reinholdt Rasmussen
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg FF For abonnenter

Fra druk til dedikation: - Jeg vil hellere trues med en ni millimeter Glock end have den besked igen

Viborg

Haveejere vil være selvforsynende

Annonce