Læserbrev: Jeg har virkelig behov for at ytre mig - specielt efter jeg har set TV2-indslaget fra plejecentret Skovvænget i Bjerringbro, hvor formanden for Viborg Kommunes ældre- og sundhedsudvalg, Mette Nielsen, blandt andre blev interviewet. Jeg har selv arbejdet i Viborg Kommune på et af plejecentrene, og jeg kan tydeligt genkende de problematikker, der belyses.
Ressourcerne, der tildeles ældreplejen, mener jeg bliver tildelt forkert. Der nævnes ord som "størst mulig værdighed"! Det, jeg har set, er ikke værdighed. Slet ikke. Det er SÅ mange ting, der ikke hænger sammen.
Den opgaveglidning, der gennem de senere år har været mellem sygehusene og kommunerne, fungerer slet ikke. Opgaverne er mere komplicerede, borgerne er tunge, og ofte er borgerne, der kommer fra sygehuset, stabile - men rigtig dårlige/svækkede, og der er brug for ekstra indsatser på flere områder. Men de er åbenbart for raske til sygehuset?
Plejeboligerne/centrene er for borgere - vores medmennesker - der har brug for pleje og hjælp. Det er ofte kommunens dårligste borgere, der ender her.
Men har skal du være stærk for at klare den. Have familie, der kan "føre din sag", ellers er du ilde stedt. Grundlæggende pleje, mad og medicin kan være truet på grund af voldsomt arbejdspres.
At arbejde på et center er ekstremt hårdt. Man er ufattelig presset hver eneste dag, og mange ting når man ikke. Og der er kun borgerne til at betale prisen. Det er dem, der bliver forsømt.
Ikke nok med at dagen ofte starter med sygemeldinger blandt personalet- så er man allerede en mand nede. Derudover har man med en patientgruppe, der ligger i den tunge ende at gøre. Det kan være patienter efter hjerneblødninger, der er lammet og har brug for sonde-ernæring, cancerpatienter, nyopererede patienter m.m. Altså ofte virkelig plejekrævende borgere/patienter.
Ene mand skal du løfte al plejen omkring dine tildelte patienter, men ikke kun det skal du sørge for. Der skal måske også doseres medicin hos andre borgere, hvor der ikke er kvalificeret personale. Så skal der dokumenteres på skrift - for at alle målene/kravene kan nås. Samtidig skal borgeren igen på toilet for igen at hjælpes i seng, og flere skal have hjælp til mad og drikke m.m. Og så er der rengøringen og dine øvrige tildelte ansvarsområder, eksempelvis studerende, depot, madbestilling m.m.
Mine tidligere kollegaer er dygtige, omsorgsfulde og vil rigtig gerne deres fag - men arbejdsbyrden er massiv. De gør virkelig, hvad de kan inden for den ramme, der er givet dem fra politikernes side.
Men giver det borgeren størst mulig værdighed? Som Hans Schuster - beboeren fra tv-indslaget fra Skovvænget i Bjerringbro - selv siger: Hvis man ikke har familien "bag sig" til at være der og hjælpe med alverdens ting - ja så er man på den.
Mette Nielsen og I øvrige politikere på området - er det størst mulig værdighed? Det gør mig rørt, oprørt, bekymret og ked af det.
Jeg kunne ikke blive ved med at arbejde med dette, så jeg er ikke længere på et center. Mit hjerte, min samvittighed og min bekymring for borgerne - mine medmennesker - kunne ikke mere. Det er ikke værdighed. Noget må simpelthen gøres.
