Annonce
Navne

Altid i rank garderpositur: Farvel, Finn – og god rejse

Finn Søndergaard Kristensen blev 74 år. Privatfoto
I dag siger vi farvel til Finn Søndergaard Kristensen, som af mange vil blive husket som en hyggelig og venlig serviceguide i Sct. Mathias Markedet; altid i rank garderpositur. På en fodboldbane var han dog alt andet end rar: Nåede han ikke bolden, nåede han i hvert fald manden.
Annonce

Nekrolog: Den 7. april 1946 – et par dage efter at russerne havde forladt Bornholm, og samme år som Herman Hesse modtog Nobelprisen i litteratur – blev ejendomshandler og købmand Kristian Søndergaard Kristensen og hustru Ova forældre til en lille, mørkhåret, køn dreng, som fik navnet Finn. Han var parrets førstefødte, og senere kom endnu et barn til – en datter.

Familien boede i Bjerringbro, men endnu inden Finn Søndergaard havde nået skolealderen, rykkede kvartetten til Viborg – nærmere bestemt til Skottenborg – hvor forældrene siden drev købmandsforretning. Det var i en ejendom lige over for Solgården.

Finn Søndergaard havde nemt til og fra skole. Han skulle såmænd bare krydse Skottenborg, hvorefter han var ovre på Vestre Skole, og hvorfra han tog en realeksamen. I alle årene som skoledreng smuttede Finn Søndergaard hjem til sin mor – han var nok lidt hendes kæledægge – for at spise frokost, og herefter var det over på skolen og ind i klasseværelset igen, inden den sportsglade købmandsknægt cyklede ud til VFFs træningsbaner på Kirkebækvej. Her spillede han efter skoletid fodbold, fodbold og atter fodbold.

Fodbold var således hele livet Finn Søndergaards altoverskyggende interesse. I midten af 1960’erne spillede han både i Jyllandsserien og på 1. holdet for VFF, og den vævre gut, som havde fast plads i forsvaret med nummer 7 på ryggen, var kendt for at være noget af en børste på en græsplæne.

Lige så stor en gentleman og lige så venlig, stilfærdig og høflig, Finn Søndergaard var uden for banen, lige så meget tog Fanden ved ham, når han fik fodboldstøvler, shorts og benskinner på. Finn Søndergaard gik simpelthen til makronerne, når han spillede fodbold, og det motto, han bar med sig ind på banen og senere hviskede ind i ørerne på sine børnebørn, lød som følger:

- Når du ikke bolden, så når du i hvert fald manden. Om ikke før, så senere.

Annonce

Stolt – og forelsket - i kongens klæder

Efter at være gået ud af skolen gik Finn Søndergaard i lære hos Aaskov Sport, der lå i Gravene. Uddannelsen i en sportsforretning lå lige til højrebenet for den fodboldglade unge mand, som samtidig var flyttet hjemmefra og nu boede på pensionat hos en ældre dame – Fru Jensen - i Sjællandsgade.

En aften midt i 1960’erne tog Finn Søndergaard så ellers ned på Palæ, hvor der var munter og livlig dansant, og iført sin flotte, lyse ruskindsjakke og med det mørke hår strøget glat tilbage traf han den ét år yngre frisørelev Birte Harlis. Og så var fodboldspilleren ellers helt solgt. Han, der ellers var god til at tale, når der skulle langes varer over disken oppe i sportsforretningen - og god til at bande på en fodboldbane – mistede fuldstændig mælet dén aften – simpelthen fordi han blev så forelsket – men han fik dog taget mod til sig og spurgt, om han måtte følge den unge frisørelev hjem til det sted i Gravene, hvor hun boede med sine forældre.

Jo, det måtte Finn Søndergaard godt, og da den unge Birtes far så den flotte, høflige, unge mand i døren, blev han inviteret indenfor. Og så blev den unge Søndergaard ellers hængende.

Fra dén aften efter ballet på Palæ og resten af livet var Birte kvinden i Finn Søndergaards liv, så da han kort tid efter drog til København for at være garder, var det med noget blandede følelser. På den ene side var Finn Søndergaard vældig begejstret for tiden i kongens klæder, men samtidig var han så forelsket og savnede sin Birte så inderligt, at han hver søndag, når han havde fået fri fra tjeneste om formiddagen, hastede ned til hovedbanegården i København og kørte med toget hjem til Viborg bare for at få et kys og for at kunne holde lidt i hånd med Birte, inden han atter steg på lokomotivet og kørte hele vejen tilbage til kasernen samme aften.

Tiden som garder prægede Finn Søndergaard hele livet. Han var stolt af sin fortid. Privatfoto

Finn Søndergaard var som nævnt vældig stolt og glad for at være garder, og begejstringen blev ikke mindre, da han havde vagt lige netop den dag i maj 1968, hvor Kronprins Frederik kom til verden. Fødslen af den kommende konge blev fejret med et glas champagne, og skænkeren var den stolte far, som i egen høje person gik ned til garderne og bød på et glas. Det var et minde og en historie, Finn Søndergaard holdt meget af resten af livet. I hvert fald kendte alle i familien – også dem, der kom til hen ad vejen – til hele historien om Finn Søndergaards tid i trøjen og om champagnen, han havde drukket med Prins Henrik i anledningen af kronprinsens fødsel.

Annonce

Huskøb, fodbold og politik

Den 26. april 1969 fik Finn Søndergaard og hans Birte så ring på fingeren og papir på hinanden. Brylluppet foregik i den daværende Søndre Sogns Kirke, og festen bagefter blev holdt på Ans Kro. Herefter slog de nygifte sig ned i en lejlighed i Korsør, hvor Finn Søndergaard fik job i en stor sportsforretning, men i 1971 var det så retur til det midtjyske igen. Sammen med sin hustru, der var gravid med parrets anden datter, købte Finn Søndergaard for 80.000 kroner hus på Nørregade i Bjerringbro, og samtidig var han med til at åbne en afdeling af Aaskov Sport i byen. Hustru Birte etablerede sig til gengæld som dagplejemor.

Efter nogle år i huset i Nørregade flyttede Finn Søndergaard og familien, som nu var på fire, til et stort hus på Brorsonsvej – stadig i Bjerringbro. Her byggede Finn Søndergaard, der var vældigt socialt anlagt, et godt netværk op af naboer og venner, og samtidig snørede han efter arbejdstid og i weekenderne sine fodboldstøvler og gav den gas på en græsplæne både som spiller og som træner for unge drenge.

I slutningen af 1970’erne fik Finn Søndergaard job ved Bjerringbro Kommune, hvor han var ansat i IT- og personaleafdelingen, og på et tidspunkt blev han desuden betroet tjansen som tillidsrepræsentant. Finn Søndergaard blev i den forbindelse mere og mere optaget af politik og stillede også op for SF til byrådet i Bjerringbro uden dog at blive valgt. Rent faktisk fik Finn Søndergaard kun to stemmer – én fra sin far og én fra sin mor - og det var lidt skægt al den stund, at faderen, som jo var ud af en stolt købmandsslægt, i hvert fald var borgerligt funderet. Ikke desto mindre ville forældrene gerne hjælpe deres søn i byrådet, men det rakte sølle to stemmer desværre ikke til.

Finn Søndergaard var altså til den røde side rent politisk. Over årene endte han hos socialdemokraterne, og da en af døtrene for første gang modtog et valgkort med posten, lød den rappe – men ufarlige – kommentar fra faderen:

- Hvis ikke du stemmer rødt, så tager jeg dit valgkort!

Finn Søndergaard stjal nu ikke sin datters – eller andres – valgkort, men Mette Frederiksen stjal så til gengæld hans politiske hjerte, for da Søndergaard i en moden alder kom på Facebook, likede han alt, hvad statsministeren overhovedet lagde ind af stort og småt. Jo, han var rød, trofast og vedholdende i sin politiske tro, ham Finn Søndergaard.

Annonce

De senere år

1991 blev året, hvor Finn Søndergaard og hans Birte flyttede til en andelsbolig i Viborgs vestby. Inden da havde han fungeret som køreplanlægger ved trafikselskabet ”VAFT”, og senere vendte han tilbage til den branche, han var begyndt i; nemlig sportsverdenen. Finn Søndergaard blev ansat i en sportsforretning i Sct. Mathias Markedet, og senere havde han diverse småjobs blandt andet i et IT-firma i byen, ligesom han en overgang kørte med kød til hele Jylland for en slagterbutik. Der var således masser af tørt arbejdskrudt i Finn Søndergaard – også som pensionist – og det betød, at han som en selvfølge meldte sig, da Sct. Mathias Markedet manglede en serviceguide.

Folk, der trådte ind i centeret, blev altid mødt af en smilende, stilfærdig og gemytlig Finn Søndergaard, når han stod der ved indgangen i sin refleksvest i ”retstilling” med vægten hvilende på fodsålerne og med hænderne gemt bag ryggen – akkurat som han havde lært at stå, da han i sin tid var garder i København. Tiden i trøjen sad i den grad for evigt prentet i Finn Søndergaards sind, og det betød blandt andet, at han også stod ret derhjemme, når regenten holdt sin nytårstale, og når garderne ellers marcherede foran Amalienborg. Jo, det var vigtigt for Finn Søndergaard at høre støvletrampen dén ene aften om året. Det var i hvert fald helt sikkert.

Noget, der også var helt sikkert, var, at Finn Søndergaard fulgte godt med i, hvad der skete rundt omkring i verden; både den nære og den fjerne. Folkebladet læste han dagligt med stor iver, og især mandagsudgaven var det vigtigt at få fat på så tidligt som muligt, og det var især på grund af sportsresultaterne. Havde byens fodboldhold tabt en kamp, mente Finn Søndergaard altid, at dommeren havde været korrupt, eller at ”De grønne” på anden vis var blevet forfordelt. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at den gamle fodboldspiller bakkede sin bys hold op i tykt og i tyndt.

Avisens navnestof tyggede Finn Søndergaard også godt igennem. Når han læste avisen, gjorde han det altid med en kuglepen ved hånden, og var der så noget særligt spændende eller vigtigt, så slog han lige en ring omkring nyheden. På den måde vidste familien, der læste avisen efter ham, hvad de skulle holde særligt øje med – i hvert fald ifølge den gamle sportsmand. Hvor og hvad der blev bygget i byen – og ikke mindst hvem der byggede – var også noget, der optog Finn Søndergaard. Han mente i det hele taget, at det var hans borgerpligt at følge med i, hvad der skete, og især mente han, det var vigtigt at sørge for, at de små i samfundet blev behandlet ordentligt.

Finn Søndergaard nød også at køre op på VFFs træningsbaner for at se 1.holdet træne, ligesom han tålmodigt og med stor interesse kørte sine børnebørn – og tog med på en fodboldtur til Tyskland – når de skulle træne eller spille kamp. Endelig fungerede Finn Søndergaard som frivillig på Viborg Stadion og riggede for eksempel til i loungen, når der forud for en kamp var spisning for byens VIP’er. Det satte han en stor ære i at være med til.

Annonce

Sol, sommer, styrke og stædighed

Sol og sommer holdt Finn Søndergaard også meget af, og især var han i sit es, når han kunne rejse til Grækenland med familien og blive godt brun i ansigtet og på kroppen, mens han spiste græske salater og drak ouzo, men også en lun sommeraften med rødvin og rødt kød i haven hos døtrene og deres familier gjorde ham godt. Jo, Finn Søndergaard forstod at nyde livet, og var der konfirmationer, bryllupper eller andre store begivenheder i familien, rejste han sig altid op – naturligvis som en garder – for at sige nogle gode, opbyggelige ord til dagens hovedperson, og når Finn Søndergaard så havde holdt sin tale, foldede han altid papirerne sammen og leverede dem herefter diskret over til ham eller hende, han havde talt til. Der skulle nemlig være orden i sagerne. Simpelthen.

Nogen handymand kunne man til gengæld ikke sige, at Finn Søndergaard var. Manuelt arbejde, som da han for eksempel gav sig i kast med at bygge en trappe i sommerhuset i Hjarbæk, sagde ham absolut ingenting – og det stod han ved - men så var det godt, at han havde to svigersønner, der havde hænderne skruet godt på.

- Den, der har evnen, har også ansvaret, var således et af Finn Søndergaards mange mottoer, og det betød blandt andet, at han i stedet for at give sig i kast med alskens håbløse gør-det-selv-projekter hellere engagerede sig i at spille fodbold med børnebørnene og i foreningsarbejde. Finn Søndergaard sluttede således i 2020 som formand for Andelsboligforeningen Ulrikkesdal, og allerede ved indflytningen på Borgåvej tredive år tidligere havde han fået en plads i bestyrelsen.

Som menneske var Finn Søndergaard – ud over alt det, der allerede er fortalt – et ordensmenneske, kærlig, venlig, opmærksom, stærk og stædig. Da han for en del år siden fik den idé, at han knagme da skulle gå hærvejsmarch, gik han én lang tur på 40 kilometer i det fodtøj, der lige lå fremme på skoreolen i bryggerset om morgenen hjemme i huset på Brorsonsvej i Bjerringbro, og han vandrede så ellers afsted på et brændstof bestående af lutter styrke, stædighed, vilje – og en flaske vand. Om aftenen, da Finn Søndergaard kom hjem til sin Birte og fik sko og strømper af, var fødderne fulde af store blodvabler, men det gjorde ingenting. Finn Søndergaard var glad og tilfreds, for han havde nemlig vandret de 40 kilometer, han forinden havde sat sig for. Basta.

Glad og tilfreds var Finn Søndergaard også, da han i midten af 1990’erne løb et maraton over Lillebæltsbroen. De mange kilometer, han havde trænet sig op til at løbe, havde han løbet med en gruppe af løbemakkere i Viborg – en gruppe, der mange år senere blev til en regulær gå-klub.

Et par dage efter juleaften sidste år var det så pludselig slut for Finn Søndergaard med at gå, løbe, se fodbold, spise græske salater, læse avis, være sammen med sin familie og at guide kunder rundt i Sct. Mathias Markedet. Den tidligere så aktive mand blev således ramt af en hjerneblødning, og den 25. januar sov han stille ind på Banebo i Viborg.

Finn Søndergaard efterlader sin hustru, to døtre, to svigersønner, fire børnebørn, et oldebarn og sin søster, og han skal hvile på Viborg Kirkegård hos sin svigermor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce