Annonce
Danmark

Thomas Funding: Tabte Radikale Venstre regeringsforhandlingerne – eller sparer de bare på kræfterne?

Thomas FundingFoto: Michael Nørgaard
Socialdemokraterne virkede lettede, da Radikale Venstre efter tre ugers forhandlinger gik med til at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Var det virkelig det? Det var det. Indtil videre vel at mærke. Bare fordi Morten Østergaard ser ud til at have tabt første omgang, betyder det ikke, han har givet op.

Der var lagt op til årtiers politiske forhandling, da Mette Frederiksen og Morten Østergaard efter valget skulle lægge arm om betingelserne for, at den socialdemokratiske formand kunne blive statsminister.

Ville det blive en genopførelse af de otte år gamle forhandlinger mellem Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager i ”det sorte tårn”? Truede et nyvalg?

Ingen af delene blev tilfældet. Forhandlingerne tog godt nok lang tid, men det store drama udeblev. Socialdemokraterne virkede derfor også mest af alt lettede, da de i en sen nattetime i juni trådte ud af Landstingssalen med en aftale i hånden. Mere besværlige havde radikalerne - som de kaldes på Christiansborg - alligevel ikke været.

Radikale Venstre så derimod en smule maste ud. Hurtigt indkaldte partiet til pressemøde, hvor forhandlingens sejre skulle tales op. Det var, som om Morten Østergaard godt vidste, at han risikerede at blive udråbt til den, der havde trukket det korteste strå.

Og læser man det 18 sider lange forhandlingsdokument igennem, forstår man godt, hvis politikerne i Radikale Venstre var nervøse for at ende i en taberfortælling.

Det er ikke sådan, at partiet ikke har fået indrømmelser, men grundlæggende er det svært at se, hvorfor aftalen skulle få champagnepropperne til at springe i det gamle husmandsparti.

Socialdemokratiet har ved første øjekast fået reduceret det tidligere så magtfulde regeringsparti til et støtteparti på lige fod med Enhedslisten og SF. Særligt er det påfaldende, hvor lidt der står om finansieringen af de mange ambitioner, der er nedfældet i papiret.

Der er mange forlydender fra forhandlingslokalet om, hvad der egentlig foregik. Men skærer man ind til benet, lader det til, at Radikale Venstre nåede til den konklusion, at partiet ikke kunne holde til at modsætte sig en regering med det, der trods alt lå på bordet.

Havde partiet sagt nej, ville resten af rød blok have kastet sig over R: Hvorfor sige nej til at redde planeten fra klimaforandringerne? Hvad med de stakkels traumatiserede børn på Sjælsmark; vil I ikke hjælpe dem alligevel? Og så videre. Skal man være lidt uvenlig over for Morten Østergaard, virker det til, at Mette Frederiksen havde set dette og kaldte hans bluff.

Men en kontrolleret retræte betyder ikke nødvendigvis, at krigen er tabt. The man who runs may fight again, som de gamle grækere erkendte.

Og kampe bliver der nok af i den tid, der kommer. Nu begynder det store arbejde nemlig med at finde pengene til alt det, man har lovet. Minimumsnormeringer, reduktion af drivhusgasser og alt det andet bliver kun til noget, hvis et flertal kan blive enige om at finansiere det.

Derfor er det også for tidligt at konkludere, at Radikale Venstre står tilbage som tabere. Eller om landets nye regering rent faktisk kan regere. Det finder vi reelt først ud af i de måneder og år, der kommer.

Første store styrkeprøve bliver finanslovsforhandlingerne til efteråret. Her får vi genoplivet den helt store uenighed fra regeringsforhandlingerne: økonomien. Og måske er det det, Radikale Venstre har set.

Socialdemokratiet havde oprindeligt en drøm om at kunne skifte flertal efter forgodtbefindende, men Mette Frederiksen ser lige nu ud til at være låst til Morten Østergaard.

Dansk Folkeparti er et såret dyr. Kristian Thulesen Dahl skal genopbygge partiet, og at dømme efter partiets ageren siden valget, betyder det benhård opposition. Det bliver ikke let at få DF til forhandlingsbordet.

Anderledes ser det ud med Venstre. Det tidligere statsministerparti vil givetvis være til noget. Skifter partiet formand, vil denne have behov for at vise, at personen kan levere resultater. Og selv om Socialdemokratiet og Venstre er uenige om meget, må det alligevel på papiret være et tillokkende scenarie for Mette Frederiksen, eftersom de to partier tilsammen udgør et flertal.

Men Socialdemokratiet vil stadig være bundet af forståelsesdokumentet med rød blok.

Her fik Radikale Venstre skrevet ind, at regeringens økonomiske politik ikke må mindske antallet af danskere på arbejdsmarkedet - det såkaldte arbejdsudbud - og Enhedslisten fik modsat bundet Mette Frederiksen til, at eventuelle økonomiske reformer ikke må øge uligheden. Det sidste ekskluderer mere eller mindre Venstre.

Socialdemokratiet ser med andre ord ud til at hænge på Radikale Venstre. De lettede smil fra præsentationen af aftaledokumentet uden for Landstingssalen kan derfor hurtigt blive afløst af frustrerede blikke.

Den gordiske knude er ikke blevet løst, rød blok skubber den bare foran sig. Der er brug for milliarder af kroner, hvis man vil gennemføre det, man har aftalt, og Enhedslisten og Radikale Venstre er dybt uenige om, hvordan pengene skal findes. Som i DYBT.

De næste måneder vil afsløre, om Radikale Venstre bevidst har sparet på kræfterne i regeringsforhandlingerne for til gengæld at tage sig betalt i de efterfølgende forhandlinger. Og det med renters rente.

Annonce
Forsiden netop nu
Viborg FF For abonnenter

Chancen kan komme - før man venter den: Emil Scheel nåede knap at varme op, før han skulle på banen

Viborg FF For abonnenter

Analyse: Viborg FF parerede for meget i den sidste halve time

Annonce