Annonce
Gear

To fyldte indkøbsvogne, et glemt dankort og en fremmed mand med Mobilepay

Kristian Isaksen. Foto: Michael Bager

En filosof sagde engang, at der ikke findes gode, uselviske gerninger. Det kan også være, det var en replik i en dårlig film eller i en boyband-sang fra 90'erne.

Jeg har i hvert fald hørt eller læst det et eller andet sted.

Jeg tror på, det er helt rigtigt. Men jeg tror også på, at det er fuldkommen ligegyldigt.

Efter min bedste overbevisning vil effekten af den gode gerning stadig gøre gavn hos den, der modtager den. Og vedkommende ser nok hellere, at du giver hjælpen og praler med den, end at du tier stille - og altså ikke rører en finger.

Jeg tror også på, at næstekærlighed avler næstekærlighed. At fortællingen om den gode gerning kan multiplicere sig selv mange gange ved at blive bredt ud, så endnu flere hjælpende hænder bliver aktiveret og givet i nødens stund.

Jeg taler ikke om at redde verden. Jeg taler om at gøre en lille indsats. Næsten ubetydeligt for dig, som står bag bidraget, men som er af kæmpemæssig betydning for den eller dem, der tager imod.

Så jeg pudser lige min glorie en smule med denne beretning om medmenneskelighed, som udspillede sig for nylig i min lokale Netto.

På begivenhedsløs manér gik jeg min vanlige runde i butikken. Alt var stort set, som det plejede. Lidt grøntsager, brød, mælk, og hvad der nu ellers skulle mangle af almindeligheder i det lille hjem, blev kylet i kurven.

Da varerne var blevet læsset på båndet og næsten betalt, lød en stemme bag mig.

- Har du ikke dit kort med? Jamen, jeg har heller ikke mit med.

En ældre kvinde kiggede modløst på sin mand, dernæst ned på de to fyldte vogne, inden hun kom i tanke om, at vi lever i den sommetider forjættede digitale tidsalder, hvor alt kan lade sig gøre.

Med et strejf af optimisme i blikket så hun op på ekspedienten.

- Undskyld - I tager vel ikke Mobilepay?

Medarbejderen bag det corona-afprellende plasticfort sendte et blik retur til den ældre kvinde akkompagneret af et par let nedadbuede mundvige.

- Nej, desværre ikke.

Kvinden kiggede atter ned på vognene, dernæst op på sin mand, der med ét blev suget tom for kulør. Alle de varer, der skulle tilbage på plads.

Jeg selv stod med kortet fremme, klar til at betale. Uden at tænke over det - nærmest som var det pr. refleks - udstødte jeg min oplagte løsning på miseren.

- Men jeg har Mobilepay.

Kvinden og manden bremsede op. De nåede at kigge en anelse forvirrede på mig, inden det gik op for dem, hvad jeg foreslog.

- Så du vil betale - og så overfører vi bare til dig. Er du sikker på, det er o.k.?

- Ja, selvfølgelig. Jeg kan jo med det samme se, hvis I er ude på at snyde mig, svarede jeg.

Farven vendte tilbage i mandens ansigt. Han smilede stort. Det samme gjorde kvinden. De læssede varerne op. Bip, bip, bip.

Jeg betalte, og sekunder senere havde kvinden overført nøjagtigt det samme beløb til min konto.

- Mange tusinde tak. Det var en kæmpehjælp, sagde kvinden, da jeg havde pakket mine egne varer.

Manden nikkede anerkendende.

Jeg følte ikke, jeg gjorde dagens gode gerning. Det var nemmere end at klø mig selv i nakken.

Men det er jo netop humlen af den korte episode ved båndet i Netto.

Det var nemt.

Og det ville have været nemt for alle. Så tal højt om den hjælp, I giver eller har modtaget. Det i orden at promenere med sin godhed.

Inspirér hinanden, venner.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce