Annonce
Livsstil

- Vi er nødt til at tage ansvar for den bagage, vi bringer med os

Det kan være svært ikke at være hård ved og dømme sig selv, når man begår fejl over for sine børn. For det gør alle. Også selv om man er bevidst om det. - Men hvis man kan se en rød tråd til sin egen barndom, kan man måske få en forståelse og medfølelse med sig selv, som gør det nemmere. Jeg tror også, at forældreskabet er én lang tilgivelsesproces af os selv, og det er vigtigt. Når vi dømmer os selv, er det et kald på kærlighed, mener Kisser Paludan. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Psykolog og spirituel lærer Kisser Paludan tog tidligt sin mors livssmerte på sig og følte sig tvunget til at flytte hjem, da hendes mor i modsat fald truede med at gentage sit selvmordsforsøg. Siden har Kisser Paludan arbejdet på at slippe sin bagage, tilgive og gøre sig fri og turde læne sig ind i en tillid til, at hun befinder sig i et kærligt univers, der vil hende og hendes familie det godt. Nu er hun aktuel med nogen "Bevidst forældreskab", der handler om at turde tage ansvar for de ting, vi alle sammen bringer med os ind i både forældreskabet og alle andre relationer.

Kisser Paludan sad klar til matematikeksamen i 10. klasse, da hun fik beskeden.

Som 16-årig var hun flyttet hjemmefra, og beskeden om, at hendes mor havde forsøgt at tage sit eget liv aftenen før, nåede først frem, lige før hun skulle i gang med sin skriftlige eksamen.

Kisser Paludan vidste instinktivt, at det var en hemmelighed, hun skulle holde på. Og det gjorde hun, selv om hun brød fuldstændigt sammen og fik lov til at tage prøven oppe på inspektørens kontor. Når forbipasserende lærere spurgte hende, hvad det var galt, svarede hun "ikke noget".

Bagefter tog hun hjem til sine forældre.

- Jeg kan huske, at min mor stod ude i køkkenet med ryggen til mig og sagde, at det var min skyld, og hvis jeg ikke flyttede hjem, ville hun gøre det igen, og så ville hun have held med det.

Kisser Paludan gik ind på sin fars kontor.

- Du ved godt, det ikke er din skyld, ikke?

- Uhm, svarede Kisser Paludan.

- Jeg flytter hjem.

Kisser Paludan vidste godt med sin forstand, at selvmordsforsøget ikke var et reelt ønske om at dø. Hun vidste også, at det ikke var hendes skyld.

- Indtil da havde jeg haft en stor kampgejst og frihedstrang og en følelse af, at min rejse i livet handlede om at gøre mig fri og ren og sund indeni. Men med selvmordsforsøget sagde min mor indirekte, at jeg med min frihedstrang og behov for at gøre mig fri af hende risikerede at slå hende ihjel. Den risiko kunne jeg selvfølgelig ikke løbe, selv om jeg oppe i hovedet godt vidste, at det ikke var min skyld. Men i min underbevidsthed føltes det som et ansvar, jeg var nødt til at tage på mig.

Annonce

Kisser Paludan

Født i 1969, er psykolog, forfatter og spirituel lærer med speciale i selvværd, personligt lederskab, nærvær og mod.

Hun er uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet og har siden efteruddannet sig i psykoterapi, parterapi, hypnose, mindfulness, meditation og enneagrammet.

Hun driver sin egen virksomhed, holder foredrag, gruppesessions og retreats, og så har hun skrevet bøgerne "Mod til at være dig", "Elsk den du er" og "Parforhold og livet med børn". Nu er hun aktuel med "Bevidst forældreskab - en vej til nærvær, glæde og højt selvværd i familien", som udkom 8. november 2019.

Desuden udgiver hun podcasten "Soultalk", som har 12.000-15.000 lyttere om måneden.

Hun er gift og mor til en datter på 22 og en søn på 19.

Vi arver traumer

Kisser Paludan har også haft en god barndom. En normal opvækst med aftensmad, madpakker og et kærligt kys, når hun blev puttet. Hendes forældre var på mange måder lige så funktionelle og dysfunktionelle som andre forældre, for i alle familier er der svære ting, som ikke altid italesættes. Derfor fortæller hun om eksemplet fra sit eget liv i sin nyeste bog "Bevidst forældreskab". Dermed håber hun, at andre også begynder at se på det, vi bærer med os, uden skyld og skam, så vores børn ikke skal bære på de følelser.

- Jeg har haft en god opvækst på mange områder og en hård opvækst på andre områder. Sådan er det i alle familier. Der er traumer i forskellige variationer. Vi kommer i krise som forældre, og vi begår fejl, siger Kisser Paludan.

I dag ser hun tilbage på sin egen opvækst med kærlighed, taknemmelighed og tilgivelse. Hun tænker, hun har haft præcis de forældre, hun skulle have, med al den kærlighed og de fejl, de havde med sig. Rejsen har betydet, at hun allerede i en ung alder begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvad en sund og kærlig forældre-barn-relation er. Hvad vil det sige at føle sig set, forstået og elsket?

Kisser Paludan har skrevet flere bøger om selvværd, mod og kærlighed. Den seneste, "Bevidst forældreskab", er netop udkommet og handler om, hvordan vi ved at være bevidste om vores egen livsbagage og evne til at elske os selv kan undgå at få vores børn til at føle sig forkerte og dermed komme til at lide af lavt selvværd.

Derfor vælger hun at fortælle om en af de smertefulde oplevelser i en ellers på mange måder fin opvækst.

- Der er intet i livet, vi ønsker os mere, end at vores børn føler sig elskede og sete og gode nok. Og alligevel kommer vi til at spænde ben for netop det. Jeg har siddet med tusinder af voksne klienter i min praksis, som har lidt under følelsen af ikke at være blevet rigtigt set, holdt og forstået af deres forældre, hvilket giver problemer med selvværdet, der igen smitter af på alt andet i livet. Med min nye bog er mit store ønske at være med til at bryde det mønster. Forældre starter ud med at elske deres børn så stort og betingelsesløst, og senere må deres voksne børn bruge mange ressourcer på at gøre sig fri af ikke at have følt sig elskede og set. Vi kan bryde dette ved som forældre at blive bevidste, siger Kisser Paludan.

Bevidste om, hvem vi er, nærværende over for de mønstre, vi har, og bevidste om de sår, vi bærer med os ind i forældreskabet.

- Indtil jeg begyndte i terapi som 20-årig, gik jeg med en følelse af tyngde, tunghed og sorg i mig, som jeg ikke helt forstod, indtil jeg indså, at det var min mors livssmerte. Det kunne jeg mærke fysisk, men der gik alligevel 20 år, før jeg kunne slippe det helt, fortæller hun.

- Bevidst forældreskab viser, hvordan vi kan tage fuldt ansvar for at forstå, hvem vi er, så vi forstår vores linser, kan pudse dem og se vores børn klart. På den måde kan kommende generationer måske svare anderledes, når de bliver spurgt om, hvorvidt de følte sig set og forstået som børn. Vi må træne os i at lære at elske os selv, for at give vores børn følelsen af at være gode nok, mener Kisser Paludan.

Med ”Bevidst forældreskab” har hun det ærinde at invitere til et bredt paradigmeskift, hvor vi skifter bekymring og frygt ud med tillid og accept, hvor vi skifter fokus på opdragelse, tilretning, udvikling, grænser og forbedring ud med fokus på tillid, styrker, ressourcer, og hvordan vi allerede er gode nok.

- Jeg opfordrer til at vi skifter det kritiske blik ud med et kærligt blik. At vi holder op med at bekymre os og kritisere og i stedet lærer, hvordan vi kan elske os selv og vore børn, præcis som vi, og de er, siger Kisser Paludan.

Sondrer mellem frygt og kærlighed

Havde man kunnet spørge Kisser Paludans mor i dag, ville hun måske have sagt, at hun for alt i verden ville skåne sin datter for at skulle gennem det samme turbulente ungdomsliv, følelsen af at være forladt og alene og tvunget til at skulle klare sig selv fra en tidlig alder. At hun gjorde det af kærlighed.

- Men vi er nu i en tid, hvor det er vigtigt at forstå forskellen mellem kærlighed og frygt. Rigtig meget forældreskab har været styret af frygt, og vi har rodet de to ting så meget sammen og har undskyldt meget frygt-baseret adfærd over for vores børn som kærlighed: "Det er bare, fordi jeg elsker dig og vil dig dit eget bedste."

Mens kærlighed kun er kærlighed, bliver frygt til bekymring og manglende tro på, at vores børn kan møde livet med tillid til, at det vil dem det godt.

- Det er helt almindeligt, at vi forældre bekymrer os for vores børn, men min invitation er at se på, hvad de følelser, vores børn vækker, handler om i os. Den mulighed at komme ind i forældreskabet med et cleen sheet findes ikke. Vi bærer alle sammen noget med os, som vores børn på den ene eller anden måde samler op. Derfor er vi nødt til at finde ud af at tage ansvar for det, mener hun.

Selv tog hun allerede som 15-årig initiativ til at komme til psykolog, men forældres forslag om familieterapi fejlede, og på kommunen ville de ikke betale. I stedet begyndte Kisser Paludan som 20-årig arbejdet med sig selv. Da var hun flyttet fra Falster til København, følte sig fri, mærkede, at der var højt til loftet, og at hun kunne trække vejret mere frit. Hun havde også mødt sin mand og havde en sund kerne i sig, samtidig med at hans store kærlighed virkede helbredende.

- Så begyndte jeg at gå på opdagelse i, hvem jeg er. Jeg kan huske, at vi talte om adgangen til sårbarhed, som vil være et tema for mig hele mit liv. Det ligger i min personlighed at lukke den del af min personlighed ude. Allerede dengang var jeg opmærksom på, at da jeg tiltrækker relationer, der har brug for mig, skyldes det, at jeg ikke har adgang til min egen sårbarhed og ikke tør vise den. Derfor var der ikke nogen, der kunne holde mig. Den slags kiggede jeg på i en meget tidlig alder, husker Kisser Paludan.

En perfekt søndag: Brunch i byen, god tid til at meditere og en tur til vandet

På en perfekt søndag skal jeg ikke noget overhovedet. Jeg sover, til jeg vågner af mig selv, og så kan jeg godt lide at sidde på min meditationspude på stuegulvet og meditere med alle mine orakelkort og spirituelle bøger omkring mig. Jeg kan meditere i timevis, trække kort og læse spirituelle tekster.

Jeg har altid haft det spirituelle, men jeg er blevet mere modig med at sige det. Da jeg blev uddannet cand.psych., var psykologer ikke spirituelle, men det er blevet en meget stor del af mit arbejde. I virkeligheden er det nu det primære for mig: Hvordan kan vi leve i overensstemmelse med vores guddommelige essens, som jeg tror er kærlighed?

Jeg vil også gerne til gå en tur ved vandet. At være i naturen er helbredende og fantastisk nærværende for mig.

Ofte laver min mand og jeg også noget hyggeligt sammen. Vi tager for eksempel tit ind til København for at spise brunch. Om aftenen er vi hjemme og spiser sammen som familie, men det gør vi nu de fleste aftener.

Vrede, sorg og tilgivelse

De første år i terapi var hun grundvred og frustreret.

Hun gik også til sin mor og fortalte, at hun havde brug for at blive set og holdt.

- "Hvorfor spørger du ikke ind til, hvordan jeg har det?"

- Sådan hører jeg mange voksne have det. De savner, at deres forældre spørger ind til dem, og at de i stedet taler om vejret de to gange om året, hvor de ses.

På et tidspunkt gav vreden slip for Kisser Paludan, og så ramte den dybe sorg over, at tingene aldrig ville blive anderledes.

- Jeg vidste, at jeg aldrig ville få en mor, der holdt mig, havde mig, og som jeg kunne læne mig ind i. Det var en stor sorg, men på et tidspunkt gav sorgen også efter, og så kom tilgivelsen. Pludselig var det hele okay. Jeg så, at hun havde gjort sit bedste.

- Jeg tror, at hvis vi giver os selv lov til at være med de følelser, der er, så opstår tilgivelsen af sig selv. Jeg kunne se, at både hun og min far havde gjort sig umage. Han fortalte os hver aften, at han elskede os, og hun sagde altid, at børn skal høres. Hun havde tænkt tanken, selv om hun ikke formåede at gøre det. Men de har gjort det godt i forhold til, hvad de kom med. Min mor har været så opfyldt af frygt og af sit eget, at hun ikke kunne være der for mig. Tidligt har jeg mærket, at jeg måtte tage mig af hende, så hun havde det nogenlunde og derfor kunne tage sig af mig. Man kan passe på sine forældre på forskellige måder. For eksempel ved ikke at være besværlig, forklarer Kisser Paludan.

Det kan være svært ikke at være hård ved og dømme sig selv, når man begår fejl over for sine børn. For det gør alle. Også selv om man er bevidst om det. - Men hvis man kan se en rød tråd til sin egen barndom, kan man måske få en forståelse og medfølelse med sig selv, som gør det nemmere. Jeg tror også, at forældreskabet er én lang tilgivelsesproces af os selv, og det er vigtigt. Når vi dømmer os selv, er det et kald på kærlighed, mener Kisser Paludan. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Det handler om os selv

Hun er åben og imødekommende. Tydeligt vant til at tale om livets store følelser og scenevant i hver en krog af sin egen historie.

Da hun for 22 år siden ventede sin datter, følte hun sig klar til at sige "tak for nu" til sin psykolog. Men så dukkede nye lag op. Kisser Paludan mærkede, at hun var på overarbejde for at give sin datter det, hun selv havde savnet, og hendes datter åbnede derfor op for et endnu dybere indre arbejde, som har været transformerende og fantastisk.

- Jeg havde arbejdet så meget med mig selv, at jeg kunne se, at min datter aktiverede noget i min bagage, og jeg tror, at det sker for alle forældre. Vi bliver måske ængstelige og bekymrede, men får at vide, at det er normalt. Vi ser ikke, at det handler om noget i os selv, og at vi kan bruge det til at heale noget i os selv, siger Kisser Paludan.

Hun bruger ofte billedet af et slot fuldt af rum. I mange af dem er lyset tændt, men i løbet af livet får de fleste af os lukket ned for nogle af rummene. Enten på grund af de erfaringer, vi gør os, eller på grund af vores medfødte personlighed. Derfor opfordrer hun til, at man altid kigger på sig selv i stedet for at mene, at ens børn skal ændre adfærd. "Bevidst forældreskab" er en invitation til at se, hvordan vores børn er her for at lære os lige så meget om os selv, som vi skal lære dem om livet.

Da Kisser Paludans datter var lille, lagde Kisser Paludan for eksempel mærke til, hvordan datterens store følelser, triggede det rum i hende, der altid havde budt hende at kontrollere sine egne følelser. Når hendes datter blev ustyrlig vred, triggede det noget i hende, fordi hun selv havde lukket ned for rummet med sårbarhed og store følelser.

Det kan være svært ikke at være hård ved og dømme sig selv, når man begår fejl over for sine børn. For det gør alle. Også selv om man er bevidst om det. - Men hvis man kan se en rød tråd til sin egen barndom, kan man måske få en forståelse og medfølelse med sig selv, som gør det nemmere. Jeg tror også, at forældreskabet er én lang tilgivelsesproces af os selv, og det er vigtigt. Når vi dømmer os selv, er det et kald på kærlighed, mener Kisser Paludan. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Mød din teenager med tillid

Senere blev hun som de fleste andre forældre udfordret, da hendes børn blev teenagere og begyndte at drikke alkohol og gå til fester. Teenageliv, som er helt almindeligt, men som giver en invitation til at se på sin egen relation til sine snart voksne børn og ikke mindst sin egen indre teenager.

- Bevidst forældreskab handler ikke så meget om, hvad vi skal sige eller gøre, men om det indre landskab, vi agerer fra. Når vi har teenagebørn, kan det føles rigtigt at mærke og italesætte sine egne grænser og behov, men kan vi gøre det fra et sted med tillid og kærlighed frem for et sted med frygt og måske vrede og frustration? Det indre ændrer det ydre, siger Kisser Paludan.

- Vi skal selvfølgelig tale med dem om, at de risikerer at drikke for meget, falde i søvn ude i sneen, tage stoffer eller dyrke sex, som de ikke er klar til. Men vi skal gøre det fra et sted, hvor vi har tillid til livet og til dem. Hvis man vil have børn, der har tillid til sig selv og kan mærke sig selv, er det vigtigt, at vi også har tillid til dem og til, at de kan finde hjem igen, når de er ude i en situation, hvor de ikke har styr på tingene, siger Kisser Paludan.

Hun oplever, at mange forældre i den situation møder deres børn med konfrontation og frygt. At de efter et tillidsbrud skal bevise, at deres forældre kan have tillid til dem.

- Manglende tillid føles ikke kærligt. Det føles som manglende tillid, og de fleste unge er usikre nok på sig selv og livet uden også at skulle forholde sig til deres forældres frygt og bekymring. Det er så afgørende at bevare nærværet, nærheden og tilliden i de år, men det er ofte kun muligt, hvis vi er villige til at gøre det indre arbejde, vores teenagere inviterer os til. Måske vi har en indre teenager, der er usikker? Måske deres konfrontationer af os er en invitation til at vågne op og blive endnu dybere forandret i vores værdier og egenkærlighed. Alternativet er, at man skaber en kile mellem forældre og børn, som bliver svær at reparere, fordi vi ikke forstår, hvor stor en overgang i livet det er at være teenager, siger Kisser Paludan.

Kisser Paludan arbejder stadig dagligt med sig selv. Hun er særligt optaget af at leve et kærlighedsbaseret liv og bruger derfor tid hver dag på at gøre selvkærlige ting og på at sende kærlighed til andre mennesker, hele verden eller mennesker, hun har i sit liv. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Overgivelse til livet

Selv blev hun udfordret på sin trang til at have styr på sit liv. For kan man altid have det? Dybest set ikke, og derfor valgte Kisser Paludan at arbejde med sin tillid til livet.

- For mig har den store overskrift været overgivelse til livet, som det er. Det har handlet om at slippe kontrollen, give slip på at tro, at jeg ved bedst, og på at åbne op indtil min egen sårbarhed. Jeg har skullet lære at overgive mig til, at ting folder sig ud, som de skal, og være opmærksom på de tidspunkter, hvor jeg tror, jeg ved noget. For i det øjeblik lukker vi af for den visdom, der kan opstå, når vi overvejer, hvad vi kan lære af en situation, siger Kisser Paludan.

Den tilgang betyder ikke, at hun i sin familie med mand og to voksne børn ikke oplever konflikter som alle andre. Men det betyder, at hun har forsøgt at møde sine børn med tillid, og at hun altid har lagt vægt på, at hun og hendes mand altid har været og fortsat er villige til at se på deres egen læring i livet med deres børn.

Undervejs har hun haft uvurderlig støtte af sin mand, der har været der for hende og har været villig til at gå med på den vej, der handler om et fælles liv med bevidsthed. Og så har hun i sin datter haft en læremester, som hun har skullet lære en masse af.

Midlet har været konstant bevidsthed og daglig træning i form af meditation og mentaltræning. Når Kisser Paludan - dengang hendes datter var pre-teen - kunne føle sig opfyldt af selvmedlidende harme efter at være blevet kaldt "lortemor", vendte hun den om med mentaltræning. Omfavnede konflikten og det, hun kunne lære af den. Alene ved at skifte tilgang til tingene oplevede hun, hvordan det skabte rum til hendes datters vrede, som derfor hurtigt aftog eller helt forduftede.

- Jeg er dybt taknemmelig for den udvikling, der altid har været en meget vigtig del af mit liv. Jeg har virkelig meget tro på, at ting folder sig ud, som de skal, og at hvis de ikke går, som jeg troede, de skulle, er der en grund til det. Jeg har tillid til, at jeg er holdt og elsket af et kærligt univers, som vil mig og min familie det godt. Men jeg har også arbejdet virkeligt hårdt på det, siger Kisser Paludan.

Kisser Paludan arbejder stadig dagligt med sig selv. Hun er særligt optaget af at leve et kærlighedsbaseret liv og bruger derfor tid hver dag på at gøre selvkærlige ting og på at sende kærlighed til andre mennesker, hele verden eller mennesker, hun har i sit liv. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Alt har været uperfekt perfekt

Derfor ønsker hun sig ikke en anden opvækst eller baggrund, end den hun har. Hun tror på, at hun har fået præcis de forældre, hun skulle have, for at kunne blive den, hun er i dag. Hun har haft en opvækst med kærlighed og bump på vejen. Nogle større end andre, men kigger hun rundt på de mange fortællinger, hun har mødt på sin vej, både som psykolog og veninde, er de hverken større eller mindre end de bump, mange børn og unge må forholde sig til.

- Jeg tror, det har været fuldstændigt perfekt uperfekt. Alt, hvad jeg har været igennem. Også hendes selvmordsforsøg. At jeg har oplevet hendes dybe livssmerte og ved, hvad det vil sige ikke at blive set og holdt, betyder, at jeg i dag kan holde mennesker på en måde, som jeg ellers aldrig ville have haft mulighed for, siger Kisser Paludan.

Hun mærkede, hvordan tilgivelsen var transformerende og forløsende, og da hun slap sin egen vrede, fik hun mere omsorg og medfølelse med sin mor.

- Jeg syntes stadig, det var svært. Hun var syg af Parkinson i 22 år og derfor også den lille og svage. Det smertede mig meget, og det tog mig lang tid at komme mig over at se, hvordan hun forfaldt fuldstændigt. Til sidst var hun lam og i et smertehelvede, siger Kisser Paludan.

Nogle vil måske mene, at man skal lade fortiden ligge og kigge fremad, men for Kisser Paludan er det ikke en mulighed, for vi bærer alle noget med os ind i rollen som forælder. Og for så vidt også i alle andre relationer. Det skal vi tage ansvar for, så vi ikke giver det videre til vores børn, mener hun. Ellers vil det, vi ikke kan se, styre os. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Vejen frem er kærlighed

De sidste nætter, før hendes mor døde, kunne Kisser Paludan ikke sove, og hun havde en oplevelse af, at hendes egen og morens sjæl talte sammen. Hun nåede ikke frem den nat, hendes mor døde, og bagefter blev hun overvældet af sorg.

- Det blev jeg faktisk overrasket over, for jeg havde forliget mig med, at hun skulle dø, og jeg havde sluppet sorgen over ikke at have haft en mor. For det føler jeg ikke, jeg har haft i den arketypiske forståelse af en mor, der er den voksne og altid er der for én. Der er mange mennesker, der har haft den slags mødre. Mødre med kriser og uforløste følelser. Hvis vi ikke er villige til at kigge på det, giver vi det videre til vores børn. Vi er nødt til at forstå, at vores reaktioner ikke handler om andre, men om noget i os selv. Ellers giver vi vores børn en følelse af at være forkerte, siger Kisser Paludan og pointerer, at det ikke kun gælder forældre.

Det gælder også for eksempel lærere og pædagoger.

- Jeg kender ingen mennesker, der ikke kæmper med deres selvværd. Alle lider i forskellig udstrækning af lavt selvværd. Hvis vi gerne vil ændre den kurve en smule for de kommende generationer og i øvrigt være med til at skabe en verden, som overlever, er det vejen frem. For jo mere kærlighed, man kan have til sig selv, jo mere kærlighed kan man også have til andre og til jorden, siger hun.

Hvis man tør gå på opdagelse i de følelser eller aspekter af at være menneske, man selv har lukket af for, kan forældreskabet være tranformerende. Samtidig kan man ved at turde kigge på de ting, man reagerer kraftigt på, opnå en langt bedre relation til sine børn og dermed undgå at skubbe en kile ind i relationen til dem, når de bliver teenagere, og man uundgåeligt bliver ramt af frygt og bekymring for dem. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Hvis man tør gå på opdagelse i de følelser eller aspekter af at være menneske, man selv har lukket af for, kan forældreskabet være tranformerende. Samtidig kan man ved at turde kigge på de ting, man reagerer kraftigt på, opnå en langt bedre relation til sine børn og dermed undgå at skubbe en kile ind i relationen til dem, når de bliver teenagere, og man uundgåeligt bliver ramt af frygt og bekymring for dem. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Psykolog og spirituel lærer Kisser Paludan mediterer dagligt, og mange gange foregår det på en pude på stuegulvet. Har hun god tid, læser hun også gerne i sine spirituelle bøger eller trækker orakelkort. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Kisser Paludan er stor tilhænger af det såkaldte enneagram, der inddeler mennesker i forskellige personlighedstyper. Ikke at hun vil sætte os alle sammen i kasser, for mange af os er sammensat af dele fra forskellige typer. Men enneagrammet giver os alligevel en mulighed for at forstå vores egne og andres reaktioner, og er man i en familie allesammen bevidst om sin personlighed, som i Kisser Paludans familie, kan det gøre en masse for måden, man møder hinanden på. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Det kan være svært ikke at være hård ved og dømme sig selv, når man begår fejl over for sine børn. For det gør alle. Også selv om man er bevidst om det. - Men hvis man kan se en rød tråd til sin egen barndom, kan man måske få en forståelse og medfølelse med sig selv, som gør det nemmere. Jeg tror også, at forældreskabet er én lang tilgivelsesproces af os selv, og det er vigtigt. Når vi dømmer os selv, er det et kald på kærlighed, mener Kisser Paludan. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Johns kæbe var blød som bølgepap efter strålebehandlinger: - Den ville smuldre væk uden tandbehandlinger

Annonce