Polen: Ukrainske flygtninge strømmer lige nu til det øvrige Europa - og især Polen. Det har jeg netop oplevet med egne øjne. I disse dage befinder jeg mig i det land, der senest under 2. Verdenskrig led samme skæbne, som Ukraine måske kan være på vej til.
Jeg er indfødt viborgenser på 21 år. Til dagligt går jeg på journalistik-linjen på Vallekilde Højskole. I disse dage er vi på studietur i Polen. Medio sidste uge skete så angrebet, vi ellers havde bedt til og troet på ikke ville ske.
Ukraine er i disse dage i krig. Flere millioner indbyggere forventes at migrere ud af landet. Det fik mig til at besøge Dworzec Centralny, beliggende i det vestlige Warszawa. En bus- og togstation, hvor adskillige tusinde ukrainske flygtninge de sidste par døgn er stemplet ind. Uden nærmere plan. Kun få kufferter med de vigtigste fornødenheder.
"Jesteśmy z wami" står der med blå og gul skrift på en storskærm, da jeg entrerer stationen. "Vi er med jer", betyder det på dansk. Inde på stationen bliver jeg mødt af et roligt kaos. "Roligt", fordi miljøet nemt kan sammenlignes med en hvilken som helst metrostation i København. Folk sidder på McDonalds og Costa Coffee - også ukrainere. "Kaos", fordi der naturligvis er en intens stemning. Den er hverken god eller dårlig - nærmere flad.
Mange får jeg øjenkontakt med, men blikkene er tomme. De fordrevne ukrainere venter på, at polske frivillige fortæller dem noget.
I mellemtiden har flere fundet en ledig kvadratmeter at sidde på. Nogle har gjort det et nøk mere hjemligt og foldet et tæppe ud på de kolde fliser. Men det her er ikke hjem.
Over os flyver dusinvis af duer. De har nok duftet nødprovianten i bølgepapkasserne, som lokale supermarkeder og bagerier har foræret. En lille ukrainsk dreng - med en stribet hue trukket godt ned om ørerne og en blå/gul jakke - er blevet sendt "i byen" af sin bedstemor. Han stopper op foran maden og gør store øjne. En frivillig kvinde med gul vest fortæller drengen noget på polsk. Jeg forstår ikke sproget, men de varme, åbne arme siger det meste.
Med sine små barnehænder fylder han en plastikpose med brød, kager og polske piroger. Et lille beskedent smil kommer frem, da han viser bedstemor fangsten. Alt imens tænker jeg på, om han er bevidst om, hvad der foregår i øjeblikket. Om han ved det samme som vi andre. Jeg håber det ikke.
Men børnene er stærke. Standhaftigt står de og passer på kufferter, mens de voksne forsøger at blive en anelse klogere. Dog er de stadig kun børn. Og øjnene er så store som tekopper. En overdosis af informationer og følelser må det være for dem.
Gratis bamser bliver uddelt til de mindste. Og midt i menneskemyldret forenes en fire-fem årig pige med en jordbærformet bamse, der kulminerer i et langt og inderligt kram. En nødvendig tilflugt fra noget, de ikke har bedt om.
Indtrykkene er mange. Spørgsmålene lige så. Men i dag på Dworzec Centralny er jeg blot fluen på væggen. De ukrainske flygtninge er nærmere fluen i edderkoppespindet. Et spind, man blot kan bede til bliver nedbrudt - hurtigst muligt.
