Den der med 'nede i EU' holder ikke længere


Den der med 'nede i EU' holder ikke længere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Pernille Weiss, nyvalgt medlem af Europa-parlamentet, Konservative
Rasmus Degnbol
Danmark. 

I skrivende stund er det en uge siden, jeg fløj afsted til Bruxelles efter tre timers søvn, som afsluttede en valgkamp, der for mit vedkommende tog ni måneder. Det har flere gange fået mig til at sammenligne dette særlige afsnit i mit liv med min første graviditet: Du véd, det er livstransformerende - men ingen kan forudsige præcist hvordan. Nu er fødslen overstået, og de næste fem år skal jeg vise, at jeg faktisk er Danmarks afgørende stemme i EU. Det glæder jeg mig til. Men lige nu, hvor man kunne tro, at vi, der er valgt ind i Europa-Parlamentet, kan få lov til at holde fri og regenerere valgkampens strabadser, har jeg lyst til at dele de faktiske oplevelser og refleksioner.

Vi holder nemlig ikke fri endnu. Sommerferien er først i august, og lige nu er der fuld gang i alt muligt praktisk og en masse af det mere usynlige benarbejde, der handler om at starte sociale relationer og skabe netværk til det politiske arbejde på tværs af parti- og landegrænser. Sidste uge bød på både sjove og sære oplevelser, som jeg gerne vil dele, fordi de kan være med til at beskrive rammer og vilkår for det politiske arbejde i Europa-Parlamentet - og måske forklare, hvorfor det ikke er helt som det, vi kender hjemme fra byrådet eller Folketinget. Nogle danske politikere - og vælgere - har det med EU på den der særlige måde, der ofte udtrykkes gennem vendingen: 'Nu skal jeg/du/de bare ned i EU og slå i bordet!' En sætning, man ikke kommer særligt langt i et Europa af nationalstater, der har en masse af være fælles om - men også er fuld af forskelle.

Sidstnævnte er alt det, der gør EU så pokkers unik i sit potentiale for innovation i en verden, hvor ideologiske uniforme løsninger ikke er svaret på demokratiets overlevelse. En del vil altid være nationalstatens suveræne domæne, mens andre vil flyde lidt mere mellem både nationens og fællesskabets hænder. Det vigtige er her, at vi politikere fremover gør os lidt mere umage med at have åbne debatter omkring disse afvejninger. Brexit og den gamle EU-skepsis fortjener ingen gentagelse. Her skal go' gammeldags demokratisk debat mellem valgene hjælpe os med at være i sund samtale om, hvorfor og hvordan vi bedst løser samfundets forskellige opgaver. Lad os en gang for alle lukke de politiske historiebøger fulde af abstrakte ideologier, synsninger og rigide postulater, der kun nærer populisme og politikerlede. Selvom - de skal være velkomne som forfriskende tæppebankere, der rusker op i det potentielle hængedynd af farveløs konsensus, der er bagsiden af et resultatorienteret samarbejde på tværs af de fleste partiskel.

Vi står nu overfor en fem-årig periode i Europa-Parlamentet, hvor det mere end nogensinde er afgørende, at der samarbejdes om at levere resultater. Opbakningen til EU skal ikke leve af frygten for, at Brexit rammer ens eget land. Opbakningen handler også om, at de nuværende grænseoverskridende udfordringer er så enorme, at det er indlysende, at intet land kan klare dem selv. På tværs af alle vælgersegmenter deles mistro til, om nu politikerne kan løfte opgaverne. Når støvet fra valgkampes nederlag og sejre har lagt sig, er der kun ét, der gælder: Resultater, som bekræfter borgere i hele Europa om, at vi er på rette vej. Sammen. Kun sådan kan EU udvikle og fastholde sin position som ledende økonomisk og politisk enhed på kloden. Set i det lys har jeg nydt de mange nye indtryk og sære oplevelser, min første uge i Europa-Parlamentet har budt på. Blandt andet den andægtige, venlige og alvorlige velkomst, parlamentets medarbejdere udviser. I fine uniformer og med en næsten royal etikette, som vidner om den respekt, parlamentet fortjener som faktisk næststørste demokratiske parlament på kloden - kun overgået af Indiens. Det er altså ikke 'dem, derned' - men 'vores hus', hvor vi opfører os ordentligt og passer godt på hinanden. Min mormor ville elske det, om hun kunne opleve det sammen med mig.

Måske var det denne konduite og fælleseuropæiske ånd, som fik den vistnok tyske kontorchef til at fylde sin håndtaske med små chokoladepakker, da hun energisk brød ind i sin polske og spanske kollegaers rådvilde kommentering af mit ønske om at få udskrevet et bevis på, at jeg faktisk var MEP'er. Det skulle jeg bruge til at åbne en bankkonto (til blyantpengene), fordi mit identifikationskort, som ellers kan åbne de fleste døre i parlamentet, angiveligt ikke var nok. Den chokoladerige tyske kvinde hankede op i mig og marcherede ned til den ene af de tre banker på den interne hovedgade i parlamentet (hendes egen). Ankommet ved skranken smed hun chokoladerne til den unge bankmand og forlangte, at han pronto lavede en konto til mig, hvorefter hun forsvandt op på syvende sal igen. Det resulterede i en masse grin og en god start på en relation, hvor jeg i banken nu er kendt som 'hende danskeren med chokoladerne'.

Lige nu har jeg en del samtaler med de andre landes delegationsledere. Det slår mig, at det er rigtigt, at klimaet ikke er det vigtigste for alle i EU. Ikke sådan, at de ikke vil arbejde for et bedre klima, men fordi andre problemer i eget land fylder mere og skal ordnes først. Så meget desto vigtigere, at klimaet netop løses gennem et stærkt samarbejde i Europa-Parlamentet, så vi kan skubbe landene i den rigtige retning. Her skal der nok mere til end en håndfuld chokolader. Men jeg ser frem til at afkode signalerne fra de forskellige kulturelle egenarter og nationale udgangspunkter for samarbejde på en måde, hvor selv de mest klimaskeptiske finder ud af, hvor mange vitaminer, der faktisk er i en grøn tilgang til stort set alle mulige samfundsopgaver.

Den der med 'nede i EU' holder ikke længere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce