Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


At holde et samfund i live. De mange slags udkanter


At holde et samfund i live. De mange slags udkanter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter og journalist Egon Clausen
Billede
Debat. 

Tak til Kim Ruberg for hans indsigelser mod min kronik i Danmark.dk d. 14. september. Kronikken var et led i en længere række af kronikker, der har været bragt i denne avis, og hvor jeg har gjort rede for mit syn på udflytningen af statslige arbejdspladser. Det er en vigtig diskussion, så det er godt med genmæle. Desværre tillægger Kim Ruberg mig synspunkter, som jeg ikke har. Dem vender jeg tilbage til, men rigtigt er det, at jeg mener, at udflytningen af statslige arbejdspladser en dårlig ide. Endda en meget dårlig ide.

Udflytningen er er godt nok populær, så ingen politikere tør tale imod den, men dens popularitet bygger på en forenklet opfattelse af, hvordan en stat fungerer, og bag den skjuler der sig nogle knap så smukke hensigter, der går ud på at svække den danske stat i dens nuværende udgave. Den er der nemlig nogle der ikke kan lide, selv om de svinger nok så kraftig med dannebrog og udspyr nationale fraser ved enhver given lejlighed. Denne bekæmpelse af staten minder i uhyggelig grad om de antiautoritære ideer som de unge anarkister i 1960erne havde, og som satte al myndighed under anklage for at undertrykke selveste friheden. Som så mange andre af den tids ideer, er de blevet en slags folkeeje, så nu er det populært at være antiautoritær i forhold til staten og al lovlig myndighed. Jeg genfinder den samme retorik i beretninger om staters opløsning, både i fortiden og i nutiden, og jeg synes, det er meget skræmmende.

Jeg er godt klar over, at nogle lokalsamfund føler, at de er blevet hægtet af udviklingen, men der er store regionale forskelle, og i mange tilfælde har lokale borgere et medansvar for en skæv udvikling. De har ganske enkelt sovet i timen og minder om manden, der kom for sent til firetoget, og som nu står på den tomme perron og skælder ud på køreplanen. Det er kort sagt alt for let at skyde skylden på København, således som Kim Ruberg gør, når han skriver, at "centraliserede besparelser fra Slotsholmen tvinger kommuner og regioner i Det Lokale Danmark til at lukke en lang række busruter." Så vidt jeg ved, var det partiet Venstre og Dansk Folkeparti der i sin tid gennemførte den kommunalreform der medførte en hidtil uhørt centralisering af mange lokalsamfund. Jeg synes også det er meget trist, at "lille Peter eller Pia på syv år en mørk november morgen i regn, kulde og modvind kan risikere at skulle cykle 5-10 kilometer på en mørk landevej uden cykelsti for overhovedet at komme i skole." Men det er da ikke københavnernes skyld, og slet ikke dem på Østerbro. Så vidt jeg ved er antallet af skolelukninger øget markant efter den store kommunalreform. Denne reform har også medført, at de byer, hvor rådhuset kom til at ligge, har haft en tendens til at trække institutioner fra nabobyerne til sig. Det vil sige, at forholdet mellem centrum og periferi gentager sig i kommunerne, og hvad Jylland angår, kan man se det samme mønster: Der er gloende vækst langs motorvejene, mens der er mere stille i baglandet.

Kim Ruberg tager afgørende fejl, når han skriver, at min "logik hviler på den forudsætning, at der ikke findes tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere uden for hovedstadsområdet." Selvfølgelig findes der kvalificerede jurister og psykologer i Jylland. Min argumentation bygger på, at en institution som Børnerådet er oprettet for at bistå lovgiverne med viden og indsigt, når nye love skal udformes. Dens slags udføres bedst i fysisk nærhed af lovgivningsmagten, og den har hjemme på Christiansborg. Ikke i Billund.

Kim Ruberg skriver også om min fortid som medarbejder i Danmarks Radio, og han pålægger mig synspunkter, jeg ikke har. Han påstår således, at jeg skulle være københavnerfikseret, og så gør han mig opmærksom på, at "der er en verden udenfor København." Jatak. Det ved jeg faktisk godt. Jeg er født og opvokset på en hedegård i det yderste Vestjylland. Jeg har gået i landsbyskole efter skoleloven af 1814, og som ung har jeg arbejdet i mark og stald. Jeg holder meget af min barndoms og ungdoms egn, hvor min slægt har boet i århundreder, og jeg har skrevet flere bøger og artikler om egnen. Hvad min fortid i Danmarks Radio angår, så påstår Kim Ruberg, at jeg bygger på "en københavnercentreret opfattelse af Danmark". Hvis jeg af natur havde været mere nærtagende, var jeg såvist blevet meget fornærmet over en sådan påstand, men nu nøjes jeg med at gøre opmærksom på, at jeg i mange år var konsulent i det, der hed Båndværkstedet, og hvor ideen var at bryde med monopolet ved at give alle og enhver mulighed for at komme til orde i radioen. Senere blev jeg medlem af ledelsen i P1, hvor jeg i årevis fungerede som forbindelsesofficer til DRs ni distrikter med den opgave at bringe stemmer fra alle egne af landet ind på P1s sendeflade. Som forfatter har jeg holdt i hundredvis af foredrag i forsamlingshuse, sognegårde, på højskoler og lignende over hele landet. Jeg kender Danmark som få, og min oplevelse er ikke, at landet er ved at gå i stykker. Tværtimod. Der er i dag kortere afstand mellem hovedstad og provins end der har været nogensinde før. Folk er meget mere ens, end de var for bare 50 år siden.

Jeg sagde farvel og tak til Danmarks Radio i 2005, og siden har jeg været aktiv i forskellige kulturelle sammenhænge, bl.a. som formand for den faglitterære gruppe i Dansk Forfatterforening, og her har jeg gjort den erfaring, at når der er tale om udkanter, er det ikke nok at definere dem ud fra deres geografiske placering. Sagen er, at der er mange slags udkanter. Der findes religiøse, etniske og sociale udkanter. Hvis man er gammel, er man havnet i en aldersbetinget udkant. Hvis man er fattig, er man havnet i en økonomisk udkant. Dansk kultur er i høj grad præget af, at noget er i centrum, mens andet er henvist til en upåagtet periferi, og den slags prioriteringer ændres ikke ved at flytte nok så mange statslige arbejdspladser til Jylland. Det svækker kun staten, og det bør ingen være interesseret i. Alle skal da heller ikke være ens. Der må gerne være forskel på folk i landets forskellige egne. Provinsen skal ikke gøres til en kopi af hovedstaden, men vedkende sig sit særpræg og bygge på det. Så har vi noget at tale om, når vi mødes. Sådan holder man et samfund i live.