Drop nu den to-statsløsning


Drop nu den to-statsløsning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen
Billede
Debat. 

Efter valget i Israel forleden er en løsning på konflikten med palæstinenserne længere væk end nogensinde. Men valget er en anledning til at overveje, hvordan en af verdens længste og farligste konflikter en dag kan bringes til ophør. Her i foråret besøgte jeg Israel-Palæstina for niende gang. Og foretog mig det, jeg holder mest af: Lejede en gammel bil i Østjerusalem og kørte området tyndt fra Eilat i syd til Mount Hermon i Golan i nord - fra Middelhavskysten til Jordan-dalen. Mødtes med snesevis af israelere og palæstinensere. Fra bosætteren til israeleren der ikke ønsker at bo i Israel på grund af Netanyahu til palæstinensere i Jenin, der på et hængende hår undslap massakren i byens flygtningelejr for nu 17 år siden.

Omverdenen - herunder danske politikere - taler som om, Israel-Palæstina har stået stille det sidste kvarte århundrede. Mantraet er en to-statsløsning, som er blevet en bekvem undskyldning for vestlige politikere for at vende det blinde øje til realiteterne på landejorden, se den anden vej - sende lidt mammon til palæstinenserne og i øvrigt trække på skulderen. Realiteten er, at to-statsløsningen ingen gang har på jord. Mindre end en femtedel af det nyvalgte israelske parlament går aktivt ind for en to-statsløsning. 600.000 israelere har nu etableret sig i bosættelser, som de ikke ønsker at forlade - det kommer ikke til at ske. Tværtimod vil en nyvalgt Netanyahu-regering ønske at annektere yderligere land på Vestbredden. Heller ikke blandt palæstinenserne er der mange, der tror på en to-statsløsning.

Da præsident Trump anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad, udtalte den palæstinensiske politiker Saeb Erekat: "To-statsløsningen er død. Nu skal vi i stedet kæmpe for én stat med lige rettigheder for alle, der lever i det historiske Palæstina". Også den løsning har lange udsigter med det israelske regeringsparti Likuds indstilling om, at Israel er et jødisk land; et land hvor arabisk nu fratages sin status som officielt sprog på linje med hebraisk. Hvortil kommer en israelsk frygt for at blive et mindretal i deres eget land. Hvis man vil forstå Israel, er man nødt til at tage denne frygt alvorligt. Og tage alvorligt ikke kun på et køligt/intellektuelt plan, men som en helt afgørende følelsesmæssig erfaring med baggrund naturligvis i Holocaust, men tillige i anti-semitisme mere generelt. En anti-semitisme, der også hærger den dag i dag mange steder på kloden, inklusiv i Europa. I Danmark er Israel/Palæstina blevet en politisk kastebold, der sjældent har meget med virkeligheden at gøre. Højrefløjen hylder et bestemt Israel - pt Netanyahus Israel, hvor Israel defineres som en jødisk stat. Men den danske højrefløj overser ganske, at Israel er en af klodens mest multikulturelle nationer. I relativ harmoni lever forskellige trossamfund side om side: jøder, muslimer, drusere, kristne, bahaiere.

På den danske venstrefløj er Palæstina-solidaritet lige så indgroet som plakaterne med Che Guevara. Idet venstrefløjen overser, at det palæstinensiske selvstyre er dybt korrupt. Der er i dag i Palæstina en parallel til "de gule veste" i Frankrig, når palæstinenserne demonstrerer mod selvstyret. På Vestbredden er man blot i stedet iført blå handsker! Når jeg talte med unge palæstinensere for 15-20 år siden, var Arafat en folkehelt. Men de palæstinensere, jeg mødte i foråret i Jericho, Betlehem, Nablus og Jenin, tog stærk afstand fra det palæstinensiske lederskab og præsident Abbas, som de karakteriserer som fjenden - og først dernæst tog de afstand fra det Israel, de anser for en illegitim besættelsesmagt. Den danske venstrefløj overser ofte, at Fatah på Vestbredden og ikke mindst den radikale-islamistiske bevægelse Hamas i Gaza gør sig skyldig i krænkelser af menneskerettighederne.

Israel har aldrig været så sikkert og økonomisk fremgangsrigt som i dag. Naturligvis hjælper det, at præsident Trump bakker op. Israel er vel et af de få lande, hvor Trump er ligefrem populær. Om end der selv her er en utryghed ved hans uforudsigelighed: Hvad nu, hvis Israel en dag bliver en brik, der kan byttes, såfremt Trump får en af sine fikse ideer? Men det korte af det lange er, at Israel i dag ikke har noget presserende motiv for at komme palæstinenserne i møde. Palæstinenserne derimod er pressede efter år med besættelse og forarmelse. Fordi selvstyret har svigtet sin egen befolkning, er resultatet frygt, apati, håbløshed og desperation. De unge, jeg talte med, havde kun ét ønske, når de har færdiggjort deres uddannelse på Arab American University i Jenin: At emigrere hurtigst muligt - helst til USA, ellers til Sverige.

Ideelt set burde det i den moderne verden være muligt at leve side og side, selv om man er forskellige. Med det udgangspunkt, at israelere og palæstinensere anerkender hinandens historiske ret til at bo i området. Imidlertid har en sådan en-statsløsning ikke en kinamands chance i en overskuelig fremtid. Skulle man ikke så acceptere status quo? Det er heller ikke acceptabelt. Slet ikke for palæstinenserne. Men i virkelighed heller ikke for israelerne, der selv i dag i relativ sikkerhed må leve med nødvendigheden af at barrikadere sig bag mure og sikkerhedshegn. Måske det er på tide, at verdenssamfundet erkender, at vi er i en blindgyde og bringe alle interessenter og gode viljer sammen for at tænke ud af boksen.

Drop nu den to-statsløsning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce