Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


En anden virkelighed. Folkekirken er ikke i forfald


En anden virkelighed. Folkekirken er ikke i forfald

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat. 

Folkekirken: "Sidste mand lukker og slukker", lød det forleden i et indlæg i avisen Danmark om manglende virkelighedsopfattelse og kompetencer i menighedsrådene.

Forfaldsbilledet er langt fra min virkelighed.

Skribenten, der betegner sig som direktør og kirkesanger, tager bl.a. afsæt i nogle politiske statements, som han selv beskriver som 10 år gamle. Men kirken har flyttet sig meget, og der er masser af liv og lys, som jeg kender folkekirken som nuværende ansat.

Forleden sad jeg og bladrede i en stak kirkeblade. Det er aldrig ligegyldigt. Bare få blade nede havde jeg hevet en notits ud om salmesang for demente, en anden om nogle spejdere, der bærer fredslys ind i Øsby Kirke 3. december, en side med et keltisk musikarrangement i Ølsted, og et par af november måneds allehelgensgudstjenester - de går lige i hjertet.

Jeg sad og blev helt glad over den kæmpe mangfoldighed og nytænkning, menighedsråd og præster står for i sogne og kirker. Når man ser på tværs af flere kirker, ser man f.eks. også, at flere sogne er begyndt at holde lægmandsgudstjenester, hvor et lokalt menneske står for prædikenen, når præsten har fri. Det handler om mange ting, men også om ressourcer. Især på landet er man ofte så knyttet til sin præst, at når hun/han holder fri, så gør menigheden også. Der repræsenterer lægmandsgudstjenester noget nyt og interessant.

Efter alle de kræfter, menighedsråd og præster har lagt i et kæmpe fællesskabs- og oplysningsprojekt omkring 500-året for Reformationen, glæder jeg mig også over at se hverdagen folde sig ud på ny med natkirker og folkekirkekøkkener for dem, der for ofte spiser alene. At sognene så mange steder finder overskud til at invitere til litteraturaftener og fællesskaber omkring sæsonens gode bøger. At Trinitatis Sogn i Fredericia benytter kommunalvalget til at invitere både kommunalpolitikerne og korshærschefen til møde om udsathed - respekt !!

Og jeg hejser flaget for både de små strikkefællesskaber og store events.

Om der skal lukkes og slukkes nogle steder, ved jeg ikke, men overordnet er der helt vildt stor aktivitet.

Bjarne Fredberg Knudsen tager afsæt i gudstjenesterne og skriver om sogne, hvor der på en almindelig søndag er færre i kirke end antallet af ansatte, der medvirker ved gudstjenesten. Læs stifternes kirketællinger. Og i øvrigt er der ved siden af søndagsgudstjenesten et væld af andre gudstjenester til lejligheden og til årstiden, foruden præster i specifikke sammenhænge som f.eks. sygehusene. Det er en relevant kirke, der har tilpasset sig tiden og samfundet.

Bjarne Fredberg Knudsen skriver, at der sjældent er handlekraft til at møde initiativer, kun evnen til at sige nej til forandring. Og at lokalråd ofte er i opposition til menighedsråd, hvorved der næsten umærkeligt sker en udsivning af mennesker og liv fra kirken.

Jeg kan ikke tage oplevelsen fra ham, men det er ikke den kirke, jeg arbejder i. I Varnæs Sogn studerer menighedsrådet "Den fremtidsgodkendte folkekirke" og stiller op sammen med hjemmeværnet, DGI og den lokale biavler, når sognets foreninger går sammen om Aktivig-dag.

For et par uger siden brugte over 50 repræsentanter for menighedsråd og provstier frivilligt og ulønnet en aften i Kolding på et møde om forsøg i folkekirken. Projektet handler om at eksperimentere med arbejdsgange, økonomi og organisation, så ting bliver bedre, billigere, mere smidige og mere professionelle, og med henblik på at frisætte kræfter til godt kirkeliv og nærvær for folk i alle aldre og livssituationer.

Allerede inden for de nuværende rammer samarbejder folk på kryds og tværs. De deler maskiner og har fælles ansatte, finder muligheder, udvikler organisationsformer, tager bestik af fremtiden. Det kan bestemt ikke tages som udtryk for en samling menighedsråd uden handlekraft.

For mig spænder folkekirken fra at være landets største fælles-skaber over at være en nødvendig stemme i samfundet til at være et stille og præstationsfrit rum. Det havde vi ikke uden de 1.748 menighedsråd.

Søndagsgudstjenesten går jeg stort set aldrig fra uden at have fået diskuteret noget vigtigt i nutiden eller være blevet mindet om noget vigtigt i mine grundvilkår. Der er liv og lys.