Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


En sag, de aldrig kunne slippe. Glem ikke Heidi


En sag, de aldrig kunne slippe. Glem ikke Heidi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Tidligere operativ chef, PET, og medlem af Rejseholdet Hans Jørgen Bonnichsen
Billede
Debat. 

Den 8. april 1979 legede den fire-årige Heidi i sandkassen udenfor sin bopæl i Kolding. Den 3. maj 2007 sov den fire-årige Maddie i en seng i en ferielejlighed i Portugal. Det var det sidste glimt af pigerne, mødrene så. Hele verden leder den dag i dag efter Maddie, men ingen efter Heidi. Hun er glemt. Om pigerne er døde eller levende, kan kun gerningsmændene give os svaret på. Der er brugt over 100 millioner kroner på eftersøgningen af Maddie. 29 opdagere fra Scotland Yard har vært på sagen. Kendte fodboldspillere som David Beckham og Ronaldo er kommet med opfordringer til, at gerningsmanden melder sig. Der er udlovet dusør på 2,5 millioner kroner til den, der kan bidrage med oplysninger til sagens opklaring. Sagen er "levende og varm".

Der er næppe brugt to millioner kroner på eftersøgningen af Heidi. 10 opdagere fra rejseholdet var på sagen. Der er ingen kendte, der har rejst sig for Heidi. Der er ingen eksorbitante dusører. Sagen er "død og kold". Der var heller intet lys- eller blomsterhav eller fakkeltog, der mindedes Heidi. Der var ingen kranse, kiste, urne eller gravsted, der kunne markere, hvad der var sket. Ingen afslutning, der kunne fortælle, at livet nu skulle ses og leves på en anden måde. Et mareridtsagtigt liv ventede Heidis mor, men hun var ikke det eneste offer. Der var andre.

Vi på Rejseholdet befandt os i en desperat kamp mod morens og stedfarens forsøg på at skjule sandheden, og vores iver for at finde den. Det førte os på vildveje og fik martrende konsekvenser for alle. Vi magtede ikke at fastholde omverdenens interesse for sagen.

Alle, der deltog i sagsforløbet, står i dag med et uløst mysterium, et åbent sår, som hver har sin andel i. Mange er ofre i ordets bredeste forstand. Jeg havde ikke drømt om de prøvelser, som en uopklaret forsvindings- eller drabssag udsætter én for. Jeg havde ikke forestillet mig, at de stærke oplevelser af skyld i forhold til ofrerne, samfundet og holdet kunne være så vedvarende, som tilfældet er. I de fleste af sagerne befinder man sig på afgrundens rand, på kanten mod det lysfjendske - det, der fra tidernes morgen og uden ende er kommet hvislende fra fra mudderets mørke, også i vort eget indre. Det har medført såvel fysiske som psykiske følgevirkninger, hvor de alvorligste har været fire blodpropper hos lige så mange kolleger. En blev lammet på livstid. En anden bange for at rejse alene. Flere døde i en alt for ung alder.

En tidlig morgen hørte jeg et brag fra naboen. Jeg var klar over, at et eller andet var ravruskende galt. Jeg sprængte nabodøren i stumper og stykker. Der skulle flere spark til, før jeg fandt min kollega livløs på badeværelsesgulvet. Ethvert genoplivningsforsøg var forgæves. Da vi bar ham ned i ambulancen, kunne man høre blodet skvulpe i den tunge livløse krop. En vanskelig sag, et ekstremt højt blodtryk og et hjertekar var bristet, og blodet fossede ud i hjertekulen. Og så var det liv slut.

Et par andre kolleger blev dybt alkoholiseret. For dem var det nødvendigt at trække et kemisk rullegardin ned for den ubarmhjertige virkelighed, vi mødte. Til sidst var det umuligt at rulle gardinet op, så én til sidst bukkede under for flasken og døde af det. Den anden måtte forlade afdelingen. Holdet havde sine svagheder og styrker som alle andre. Men når det samlede regnskab skal gøres op, tegner der sig et billede af et brandkorps af politiets bedste "sporhunde", måske netop fordi intet menneskeligt var dem fremmed. Enhver af dem rummer en raymond-chandlersk historie. Men Heidi-sagen forvoldte problemer. Løgn på løgn førte os på vildveje. Sagen førte dog til en anholdelse og sigtelse og til danmarkshistoriens længste grundlovsforhør, hvor slutresultatet blev, at den sigtede blev løsladt, mens vi og anklagemyndigheden blev kritiseret sønder og sammen.

Rejseholdet forlod Kolding den 29. august 1979 med den skamplet på skjorten og en frygt for, at forbrydelsen skulle gentage sig. Statsadvokaten sluttede sagen den 8. november 1979 på grund af bevisets stilling. Heidi-sagens efterforskningsleder, souschefen for Rejseholdet, Helge Otto, døde tre år efter i en alder af 57 år. Nekrologen fastslog, at han blev slidt op af de uopklarede drabssager, der var en enorm belastning for et ærgerligt og ærekært menneske. Han kom ikke til at opleve tragediens fuldendelse i 1985, hvor vi i kølvandet på Heidi-sagen så en grusom børnemishandlingssag. Men jeg ved, at han ville have gjort næsten alt for at opklare Heidi-sagen, og ville have sat pris på, at der blev gjort nyt forsøg på at rejse sagen.

Det prøver jeg så, selv om det nok er for sent at forestille sig en lykkelig slutning på en ulykkelig sag. Og alligevel har jeg inderst inde håbet om en afklaring på sagen. Min tro på, at sagen kan opklares, er naiv. Det ved jeg godt. Jeg er klar over, at det er sidste udkald, men lad mig bare indrømme, at jeg faktisk klamrer mig til håbet om, at nogen derude, måske gerningsmanden selv, er tynget af samvittighed, at han eller hun føler trang til at lette sit hjerte. Vi, der har efterforsket sagen, har svært ved at leve med, at vi ikke magtede at opklare den. Imens skjuler andre med kølig sindsro en viden, der kunne opklare sagens rette sammenhæng og medvirke til gådens løsning. De bør ikke holde sig tilbage.

Det er sidste udkald. Glem ikke Heidi.